Høng Studenterkursus 1963 -1965.

Efter en sommerferie, som gik med at hjælpe til derhjemme på “Lykkens Prøve”, begyndte jeg så i august 1963 i Høng, hvor J. H. Monrad var rektor, en ætling af den  gamle D. G. Monrad, der som konseilspræsident var regeringsleder, da Danmark tabte krigen i 1864. J. H. Monrad var en fremragende skoleleder, der nok kunne virke noget reserveret, men som virkeligt var ægte interesseret i sine elevers ve og vel, og som praktiserede en regel om frihed under ansvar i skolen og ikke mindst uden for skoletiden. Han var sognerådsformand i 1963 og blev senere amtsborgmester i Vestsjællands Amt, en post som han beklædte, da han blev dræbt ved en færdselsulykke i 1974, 64 år gammel.

Omstillingen fra Solhverv til Høng blev til min overraskelse hård, idet savnede jeg Solhverv ganske forfærdeligt i starten. Høng bød på helt nye fag som fransk, som forekom helt umuligt, og oldtidskundskab (kaldet oldævl), hvor vi havde Monrad himself. Han viste sig at være en fantastisk underviser, der indførte os i Homers Iliade og Odysseen (naturligvis i Christian Wilsters udgave fra 1837), så jeg aldrig har glemt hverken dem eller det versemål, heksametret, som de er skrevet på. Iliaden begynder således:

Vreden, Gudinde! besyng, som greb Peleiden Achilleus
Rædsomt, og Qvaler i tusinde Tal Achaierne voldte.
Heel mangfoldige Heltes behjertede Sjele den skikked
Ned til Hades's Hjem, og for Hunde til Rov som for alskens
Fugle den gav deres Liig, - fuldbragt blev Zeus's Beslutning -
Alt fra den Stund, Uenighed først og Splid havde reist sig
Mellem den Ædling Achilles og Mændenes Drot Agamemnon.

Det viste sig, at vi, der kom fra Solhverv, var særdeles godt rustede til gymnasiet, ja, det var faktisk mindre krævende, end vi var vant til. Der var heller ikke noget med tvungen forberedelse endsige kontrol af lektielæsning, så kammeratskabet havde gode tider, og der var gode muligheder for at hygge sig med pigerne, selv om der kun var få af dem i min klasse. Men så var der jo den sproglige linie med masser af søde piger.

Efter den første dag gik vi med Monrad og lærerkollegiet til Tissø og tilbage, hvorefter der var dans på skolen, alt sammen for at ryste os lidt sammen. Jeg var meget imponeret af mange af de nye kammerater og følte mig i høj grad som den bonderøv, jeg jo faktisk også var.

Der blev i det hele taget festet meget og grundigt med Monrad som en usynlig (og nogle gange meget synlig) bagstopper, hvis vi skejede for meget ud, hvilket vi faktisk af og til gjorde.

Søren Ryge blev min sidekammerat og nærmeste ven i de to år i Høng. Søren var på Solhverv en lidt mytisk person, idet han vel var lidt for perfekt: Kom ud med UG i gennemsnit, gik aldrig med piger i mosen, læste altid lektier og forsynede vi andre med billig sprut fra Sydslesvig, hvor han kom fra, hvorefter han blev forarget over det, vi lavede, når hans sprut havde gjort sin forudsigelige virkning. Nå, men allerede det første år, gik det pludseligt op for ham, at piger faktisk rummer muligheder, som giver udforskeren store oplevelser og glæder, - og hvor han dog forskede og forskede. For at det ikke skulle være løgn, indtog han nu selv en del af den spiritus, som han tidligere med slet skjult foragt havde forsynet os andre med, så hans omvendelse havde da også sine negative sider. Søren fik på andet år en kæreste, Eva, der også var elev, dog ikke kostelev, idet hun kom fra en gård lidt uden for Høng. De havde naturligvis en del roer og kunne gerne bruge lidt ekstra hjælp til at få dem hakket, så det tilbød Søren og jeg at gøre - faktisk i eksamenstiden, men det var en rar afveksling, og penge havde vi altid for få af. Vejret var (som næsten altid i eksamenstiden) dejligt, og vi kunne gå og sludre, mens vi hakkede. Vi tog eksamen ret afslappet, da vi begge var vel forberedte og i fin form.  Poul Ipsen, bornholmer med dertil passende accent. Ipsen købte min konfirmationscykel af mærket Crescent mod 1 kasse øl, en transaktion jeg i mange år anså for min bedste handel nogensinde. Han elskede fremmedord og købte derfor Gyldendals Fremmedordbog, som han læste fra en ende af. - Han ville derfor aldrig bede nogen om at rejse sig, men i stedet sige "gider du elevere dig".

En anden god kammerat var Jes Jessen fra Svendborg. Han er fem år ældre end mig og havde allerede besejlet de syv have som telegrafist. Dette liv havde givet anledning til de utroligste oplevelser, hvori der sædvanligvis indgik kvinder i alle aldre og af alle racer, foruden drabelige slagsmål og samtlige på den tid kendte kønssygdomme, der blev kureret af førstestyrmanden efter at skibet igen var kommet i rum sø. Hvis de gæve gutter stod og rev vandrørene ud af væggen, når de skulle pisse, så var den god nok, som Jes udlagde det: Den var dårlig. Så fik de en ordentlig skud penicillin - lige i røven, stadig iflg. Jes - og så var de friske til næste havn.

Disse beretninger gjorde naturligvis et dybt indtryk på alle, der hørte dem, herunder også pigerne, som i særlig grad havde Jes’ udelte opmærksomhed - hvilket viste sig at være gengældt i en sådan grad, at han flyttede sammen med en pige på skolen (endda i hovebygningen) samt besvangrede hende på det grundigste. Lektierne blev der selvsagt ikke så megen tid til, men han bestod da sin studentereksamen og giftede sig med den gravide. Jeg besøgte dem senere i København og havde lejlighed til at se, hvilken glimrende far Jes var og altid har været.

Som på Solhverv havde jeg ingen problemer med nogen af fagene, selv om jeg fortsat gik ud fra, at de matematiske fag skulle blive min fremtid - hvad de jo da også endte med at blive, selv om det ikke var inden for ingeniørstudiet. Historie, hvor vi havde en fremragende original som lærer, Georg Hansen, blev et dejligt fag. George, udtalt på engelsk, lærte os en masse om kildekritik og forbød udsagn såsom “han var en god konge”, nej man skulle have styr på, hvad der skete under hvilke omstændigheder og efter hvilke kilder. Fysik med den koleriske, men varmhjertede senere rektor, Esmann Eriksen, ligeså. Udstyret i fysiklokalet var lige til et museum, lærebøgerne fulde af fejl, men alligevel fik vi den mest engagerede og grundige undervisning, man kunne drømme om, garneret med Esmann’s vanvittige raseriudbrud, hvor de formastelige genstande for vreden blev spået en fremtid i de sjællandske roemarker eller som lagermedhjælpere. Jeg gik det første år i klasse med en senere berømthed, nemlig Claus Jespersen, som senere dannede par med Diana Benneweis, arving til det berømte cirkusdynasti. Claus var helt uimponeret af Esmann’s temperament. Engang efter et gigantisk udbrud, hvor alle vi andre sad som lammede i denne mærkelige dødsstilhed, som følger sådanne udladninger, sagde Claus stilfærdigt og helt uanfægtet: “Jeg synes, dette her er en meget upædagogisk fremgangsmåde”. Vi andre holdt vejret, mens vi ventede på jordens undergang, men virkningen var stik modsat: Luften sivede fuldstændigt ud af lektoren, som derefter blot mumlede: “Tja, det kan du vist godt have ret i”.

Af andre lærere kan nævnes Aage Büchner, dansk, Lars G. Hansen (Cowboy), matematik, Inger Bohus, biologi og geografi, H. Krogsgaard, fransk og engelsk, C. Fr. Marholt, dansk, med en enkelt undtagelse (Krogsgaard) alle mere eller mindre udprægede originaler. Førsteprisen i originalitet gik suverænt til fru Bohus, der var grim som arvesynden, men altid i godt humør. Hun havde en søn "ovre i Jylland", som havde et dambrug, og dette dambrug, der af indlysende grunde ikke interesserede os synderligt, fyldte det meste af undervisningen. Der var derfor altid megen uro i hendes timer, hvilket ikke generede hende det fjerneste. En gang fortalte hun, at den menneskelige afførings karakteristiske brune farve skyldes indholdet af jern, hvortil Søren højlydt kommenterede: "Aha en jernmine". - Se det kostelige billede fra en af hendes timer, der illustrerer vores mangel på opmærksomhed til fuldkommenhed. Til faget geologi indgik også nogle ekskursioner ude i virkeligheder, så vi kunne se eksempler på forskellige landskabsformer, herunder Stevns Klint. Jeg tror også George (ellers var det Monrad) havde os med på ekskursioner, hvor vi blev præsenteret for forskellige eksempler på middelalderkirkernes arkitektur. Cowboy, der jo underviste i matematik, var egentlig psykolog af uddannelse (!). Han udleverede ikke nogen lærebog i faget men dikterede i hver time et passende stykke - hvorfra vides ikke - og så overhørte han en af os oppe ved tavlen i sidste lektion. Denne skæbne overgik imidlertid kun de samme 4-5 stykker af de i alt ca. 20 elever i klassen. Han udvalgte disse få i første semester efter at alle havde været ved tavlen, og valgkriteriet var ganske enkelt de bedste af os (til faget), resten fik lov til at passe sig selv, dvs. en gang imellem kom de alligevel op, hvor det så blev bekræftet, at matematik ikke var deres spidskompetence. Jeg har aldrig gennemskuet det bagved liggende pædagogiske princip, men jeg fik lært en masse matematik. Marholt underviste ud fra Falkenstjerne 1, 2 og 3. Han var - i hvert fald for mig - uendelig kedelig, en ældre herre, der også røgtede hvervet som vogter over pigekollegiet. Heldigvis var det ikke med flammesværd, vist mere som en slags livline, hvis det gik for livligt til i jomfruburene.

Når der skete virkeligt skelsættende begivenheder, kaldte Monrad sammen i spisesalen og gav os en baggrund, en forklaring eller bare sine kommentarer. Det skete første gang i november 1963 efter mordet på J. F. Kennedy, et mord der hensatte os alle i en blanding af chok, sorg, frygt og eftertanke. Det skete igen efter Khrusjtjov’s fald den 15. oktober 1964, hvor han blev afløst af triumviratet Leonid Brezhnev, Aleksey N. Kosygin, og N.V. Podgorny. Jeg husker, at Monrad vurderede omvæltningen som positiv, idet han bl.a. slog på, at de tre repræsenterede et generationsskifte til yngre og bedre uddannede mennesker.

Det første år boede jeg på drengekollegiet, øverst oppe på et lillebitte værelse og nabo til Søren og med Jes skråt over for (når han da ikke befandt sig på et pigeværelse). Der var næsten altid en masse larm, som de fleste søgte at overdøve med en radio/grammofon, så det i det mindste var ens egen larm, man hørte. Det næste år boede jeg (som alle 2. års kursister) ude i byen hos en privat udlejer, nemlig købmand Knud Hansen, som udlejede flere værelser oven på butikken. En af de andre logerende var Jes, som omgående og ufortrødent lagde an på købmandens kone, der vel var midt i fyrrerne, men stadig en skønhed (en god kølle, som Jes udtrykte sig…). Toilettet var i en sidebygning et stykke derfra og naturligvis uopvarmet, bademuligheder var der ingen af, men vi kunne få et ugentligt varmt bad nede på kommuneskolen, hvilket vi naturligvis benyttede os af. - Det minder mig om at den allerstørste af “drengene”, en kæmpe på noget over to meter havde en tissemand som en lille dreng…

Spisningen foregik i en stor fælles spisesal med et antal lange borde, hvor vi vel var omkring 18-20 elever. Under middagsspisningen delte Monrad post ud med en imponerende træfsikkerhed, idet han stående på et sted kastede brevene ud til hver  enkelt, men det skete da undertiden, at et brev landede i suppen. Jeg fik af og til en pakke hjemmefra med en hjemmebagt kage, den foretrukne var en såkaldt "atomkage", der trak folk til som fluer, hvoraf flere tilbød at bære min taske hjem til kollegiet/værelset.

Høng Biograf, et lille hyggeligt sted med plyssæder, lå næsten nabo til drengekollegiet. Her så jeg den/de (?) første James Bond film, klassikere som "Dr. Strangelove" og  "Arsenik og gamle kniplinger". Sidstnævnte handler jo om to elskelige gamle frøkener, der tog livet af enlige mænd, hvorefter der bror begravede dem i haven. Heldigvis var den amerikanske film jo med undertekster, idet pastor Paludan-Müller fra Sæby-Hallenslev også var i biffen, og han grinede simpelthen uafbrudt, højt og larmende, under hele forestillingen - men den var også meget morsom. 

Færingerne. Færøerne havde på dette tidspunkt næppe selv et gymnasium og måtte derfor sende eleverne til kostskoler i kongeriget. Færingerne i Høng var alle drenge, og de havde alle en fortid som fiskere, et fiskeri, der for det meste foregik oppe under Grønland. Det var ikke for tøsedrenge, og de var næsten uden undtagelse nogle meget hårdføre typer, der var veltrænede i værtshusslagsmål, ikke fordi de var slagsbrødre, men det var åbenbart normal praksis, når de var i havn. Når de kom til Høng efter en ferie, var de altid tordnende fulde og fór hujende rundt på kollegierne - dog uden på nogen måde at være voldelige, bare så vi ikke var i tvivl om, at nu var de altså tilbage igen.

Hvis man var blevet ven med dem, var man samtidigt udstyret med en prætorianergarde med 110% opbakning, når der var øretæver i luften, dvs. ved kontakt med de indfødte i Høng. Her til lands er der i slige situationer altid en masse spilfægterier, såsom opfordringer til "... du kan jo bare at slå først...". Det skulle man imidlertid ikke sige til en færing, for så slog han først, og så var det slagsmål ellers forbi, før det overhovedet var kommet i gang. Pakker hjemme fra Færøerne indeholdt altid tørret hval- og fårekød, som de rundhåndet bød rundt af, men stanken var nok til at holde mig på afstand. Jeg gik i klasse med Daniel fra bygden Sumba på Suduroy/Suderø, og han var en prægtig fyr, som jeg havde mange sjove og gode oplevelser med. Det skal måske tilføjes, at deres danske ved ankomsten var så mangelfuldt, at det slet ikke var let at kommunikere med dem. Det må have været ganske svært for dem at følge med i undervisningen de første måneder. Langt henne i første semester, kom jeg en dag ind på hans værelse på drengekollegiet og fik nærmest et chok ved at se, at der ikke var lagt sengetøj på, blot en dyne uden betræk oven på en madras uden lagen... Jeg troede jo, at han havde givet op og var ved at forlade os, så jeg forsøgte efter bedste evne at opmuntre ham til at fortsætte, men han kiggede bare helt uforstående på mig - han var skam ikke i færd med at rejse hjem, han var bare ikke vant til den slags overflødig luksus. Året efter boede han på et noget større værelse, hvor jeg var havnet efter en fest med en del øl, og der stod en del halvfulde ølflasker i vindueskarmen og forskellige steder. Da jeg havde drukket ud, tog jeg uden at tænke nærmere over det en af de halvfulde flasker og skulle lige til at tage slurk, da Daniel gav et advarende råb fra sig: Der var jo ikke toilet på værelset, og han brugte derfor flaskerne til at tisse i og så hælde indholdet ud af vinduet, når der ikke kunne være mere i dem... Efter studentereksamen tog han til Suduroy med studenterhuen på, hjem til den stolte familie - og fortsatte med at fiske, som om intet var hændt. En anden færing, jeg husker ikke hans navn, han var vist fra årgangen før mig, var helt ualmindelig grim, idet han lignede en neandertaler med små tætsiddende øjne, buskede øjenbryn, havde en ludende gang og et flakkende blik. Han forelskede sig i skolens uden sammenligning smukkeste pige, der desværre ikke gengældte hans følelser. - Jeg hørte mange år senere, at det havde været et stort problem for hende, idet han så vidt muligt altid fulgte hende lige i hælene.

Klik på billedet for at åbne det i fuld opløsning.

Beliggenheden betød, at jeg kun var hjemme i ferierne, aldrig i weekender, så skolen blev i virkeligheden et andet hjem og kammeraterne en slags familie. De to år i Høng var en dejlig tid; jeg nød fortsat at gå i skole, og jeg nød samværet med de andre elever, især Jes og Søren og så naturligvis nogle af pigerne.  Karaktermæssigt var forløbet nogenlunde som på Solhverv: De første karakterer var pæne og derefter fremgang for hver eneste karaktergivning lige til den afsluttende eksamen, som blev blandt de bedste for årgangen. Desværre skulle jeg ind til militæret ganske få dage efter eksamen, så jeg var nødt til at tage med Mor og Far hjem efter translokationen og gik derfor glip af adskillige dages studenterfester hos kammeraterne.

Alt lå klart, militærtjeneste og så polyteknisk læreanstalt - troede jeg…

Samtiden - et par glimt.

Foruden mordet på Kennedy og magtskiftet i Sovjet skete der naturligvis mange andre ting, idet både Danmark og verden var i hastig forandring. Bl. a. blev der i 1961 for første gang nogensinde oprettet et kulturministerium med socialdemokraten Julius Bomholt som kulturminister. Han fik gennemført en ny teaterlov og bibliotekslov, vedtaget en lov om filmfonden og loven om Statens Kunstfond. Med bred støtte fra folketinget blev der her gennemført en lovgivning om at sprede den anerkendte kultur, også kaldet finkulturen, til folket. Socialdemokraterne skulle videre fra bajere og fodbold til kunst og kultur...

Statens Kunstfond skulle støtte billedkunst, musik og litteratur. Da den første uddeling fandt sted i februar 1965 tog lagerforvalter P. Rindal fra Kolding initiativ til en protestbevægelse mod, at man brugte skatteydernes penge til at støtte uforståelig abstrakt kunst. Rindalismen var skabt og viste sig at være både udbredt og sejlivet, men den fik bare ikke nævneværdig indflydelse på kulturpolitikken. Til gengæld satte den fokus på kløften mellem finkultur og folkekultur. 

Vietnamkrigen strakte sig faktisk over perioden 1955-1975, men i marts 1965 involverede USA sig for første med egentlige kamptropper, idet 3.500 marinesoldater (elitetropper) blev afsendt til Vietnam. Herefter gik det hurtigt op til over 500.000 i 1968 (langtfra alle kamptropper). Krigen trak efterhånden en bølge af protester med, givetvis fordi TV relativt uhindret fik lov til at transmittere fra slagmarkerne. Dette, kombineret med at der i høj grad var tale om en guerillakrig, hvor det ikke var til at skelne mellem civilbefolkning og militær, gav folk hjemme i stuerne et relativt ufiltreret billede af grusomheder. Store tabstal og det faktum, at "underhunden", det kommunistiske Nordvietnam, støt og roligt vandt terræn fra verdens stærkeste militærmagt, USA, skabte en voldsom opposition mod krigen i såvel USA som resten af verden. Protester uden for amerikanske ambassader over hele verden med bannere påtrykt "USA ud af Vietnam" hørte til dagens orden, og USA blev i uhørt grad en nation i splid med sig selv.  

1968-oprøret og bevægelser som "Make Love not War" var udløbere heraf tillige med en generel venstredrejning blandt ungdommen. Senere er der lavet masser af TV om tiden, bl.a. med titlen "De vilde 60'ere: Sex, drugs & rock'n'roll", der dog handler om USA i 60'erne, og sådan oplevede jeg det absolut ikke.

The Beatles blev den største popgruppe, som overgik selveste Elvis.

I forbindelse med 40-års jubilæet i 2005 blev jeg af Høng-Samfundet opfordret til at skrive et indlæg for årgangen. Det blev til følgende:

 

 

 

---