Solhverv Kostskole 1961 -1963.

Prolog

Min vej til Solhverv Kostskole i Vebbestrup mellem Hobro og Rold Skov er et godt eksempel på, hvor tilfældigt det meste i livet er.

En af tilkørslerne til tilfældighedernes vej var min interesse, eller måske snarere gryende interesse, for elektronik og mekanik. Den viste sig f.eks. i, at jeg ikke var mere end 4-5 år gammel, da jeg første gang kortsluttede strømmen derhjemme på Lykkens Prøve, så en pæn del af sikringerne sprang, og huset henlå uden strøm, indtil sagens sammenhæng gik op for mine sagesløse forældre. Vækkeure, legetøj, cykler og hvad der ellers kom i vejen, blev skilt ad og forsøgt samlet igen. Af og til lykkedes det faktisk at få skidtet til at virke! Da jeg var 12-13 år havde jeg for længst skruet bagklædningen af radioen og undrende kigget på en masse lamper, der sad derinde – uden at lyse – men med en masse indviklet indmad i modsætning til en almindelig pære, hvor der jo bare er en tråd, der gløder, når der trykkes på afbryderknappen.

Jeg var meget tidligt en flittig gæst på biblioteket i Ikast og havde der fundet bøger om radioteknik. Dér læste jeg om, hvordan man kunne bygge små primitive radiomodtagere – såkaldte krystalapparater, der kunne bygges ind i et sæbeetui. Forsynet med en 25-30 meter luftantenne kunne man så aflytte nogle lang- og mellembølgesendere i ind- og udland. Fedt nok, men jeg kendte ingen andre med samme interesse, og radioteknik bliver hurtigt kompliceret. Penge til værktøj og radiodele havde jeg selvfølgelig heller ingen af.

Som fjortenårig blev jeg i 1959 konfirmeret og kom samme forår – planmæssigt - ud af Tulstrup skole. Uden at jeg husker de nærmere omstændigheder gled jeg ind i et job som landbrugsmedhjælper hjemme hos min far. Det kunne jeg sagtens bestride, da vi allerede nogle år tidligere havde fået den første traktor, den obligatoriske lille grå Ferguson. Med den kunne jeg ubesværet udføre en fuldvoksen karls arbejde, så min far kunne nu undvære lønnen til samme fuldvoksne karl og nøjes med nogle lommepenge til mig, idet de (med rette) gik ud fra, at alt derudover ville blive soldet/snoldet op.

Imidlertid kom jeg ikke specielt godt ud af det med min far, almindelige pubertetsudfordringer, som han ikke havde megen tålmodighed med. Jeg ville derfor gerne hurtigst muligt hjemmefra – trods alt var jeg nu en ung mand på 14 år med meget mod på livet og tilsvarende lidt til overs for folk over ca. 20. Det var utvivlsom min mor, der fandt den helt rigtige løsning: Nogle vintermåneder på en fynsk efterskole, hvor jeg så kunne komme hjemmefra på en forsvarlig måde. Og jeg havde det som en fisk i vandet blandt alle de andre jævnaldrende elever, drenge OG piger. Opholdet sluttede ved udgangen af marts 1960, hvor jeg i mellemtiden var fyldt 15 og dermed i egen overbevisning omsider nu var en voksen ung mand. I stedet for at returnere til det hjemlige midtjyske fandt jeg en plads på en gård tæt på efterskolen i de syv måneder frem til den 1. november samme år. Lønnen for alle syv måneder blev aftalt til kr. 2.500 inklusive kost og logi, hvilket faktisk var en ganske pæn løn. Der var ingen lønningsdage. Når jeg havde brug for penge, bad jeg om dem hos gårdejeren, og han noterede så beløbet i en lommebog (= lønningsbogholderiet!). Da jeg rejste den 31/10 lagde han de udbetalte beløb sammen og trak dem fra 2.500 og udbetalte saldoen, der vist ikke var et overvældende stor.

De andre efterskoleelever var næsten uden undtagelse fra Fyn, de fleste endda fra nærområdet, og en af dem var (også) meget optaget af radioteknik og havde et værelse, der stærkt mindede om et radioværksted. Ham tilbragte jeg megen tid sammen med, og vi byggede sammen lidt mere indviklede apparater, ikke mindst bestykket med transistorer (altså ikke med radiorør), der nu var ved at blive almindelige, om end ganske kostbare. F.eks. kostede den allersimpleste transistor (stadig bare en komponent), OC70, 10-12 kroner, hvilket svarede til flere timers arbejde. Med dem byggede vi små kompakte forstærkere, som kunne forstærke signalerne fra krystalapparaterne, så vi nu kunne få lyden ud gennem højtalere… Det begyndte at ligne noget!

Bortset fra det, var jeg stort set til bal hver lørdag aften i omegnens forsamlingshuse, så det var slet ikke nogen dårlig tid, om end jeg stærkt savnede samværet med mange jævnaldrende – gårdejeren og hans kone var omkring de 70 og forkarlen 25, pigen ca. det sammen – og hun blev i øvrigt gravid ved samme forkarl, ikke særligt overraskende i betragtning af deres adfærd.

Da tiden nærmede sig 1. november havde Far besluttet, at jeg igen skulle hjem for at afløse den karl, han havde været nødt til hyre, mens jeg var på Fyn. Desværre viste det sig hurtigt, at der stadig var lidt for mange samarbejdsproblemer, selv om de ikke var nær så udtalte som tidligere. Jeg rodede videre med radioer og gik til bal så ofte som muligt, hvor det mulige i høj grad var relateret til de knapt afmålte lommepenge. - Nu skulle der nemlig også helst drikkes øller til ballerne, en interesse som ikke mindst blev opdyrket og fintunet sammen med Jens Skjærbæk, der har været min ven lige siden, selv om han er et par år ældre. Han var i øvrigt dengang på vej bort fra landbruget, idet han var kommet på Rønde kostskole for at tage præliminæreksamen (en udvidet realeksamen).  Øl var derfor næsten uden undtagelse lig med høkerbajere, der skulle købes, gemmes og fremfindes samt indtages til lejlighederne, hvilket ikke sjældent gav sig groteske udslag, men opfindsomheden var stor.

Høsten af roer var usædvanlig stor i 1960, så stor at der hen på foråret 1961 stadig var en lang roekule, der ikke var fodret op. Løsningen på det ”problem” var, at jeg blev sat til at læsse roerne på en gummivogn, køre ud til nogle marker med vedvarende græs og sprede dem ud – så kunne køer og kvier æde dem der. Alt foregik naturligvis med håndkraft. Kulen var som sagt lang, meget lang, dvs. der var mange (!) vognlæs, og min far hjalp ikke. Jeg husker ikke, hvor mange læs og dage, der gik med dette, men det var mange, og det var godt nok træls. Undervejs i dette forløb havde jeg til gengæld god tid til at overveje min situation og fremtidsudsigter. Konklusionen var, at der måtte være mere interessante alternativer til jobbet som landbrugsmedhjælper, f.eks. en uddannelse som radiotekniker. Der var bare den hage ved planen, at den ikke kunne realiseres – uden en realeksamen eller tilsvarende!  

Jeg forelagde problemet for min mor. Hvis der var baggrundsmusik til denne fortælling, ville man her tydeligt kunne høre, at jeg stod ved en afgørende skillevej i mit liv. I stedet for at bede mig skrubbe ud og fortsætte med roekørslen, lyttede hun og forstod. Men der var bare ikke umiddelbart nogen skole, jeg kunne springe ind i for at tage en realeksamen; den forudsatte en mellemskoleeksamen, og sådan en havde jeg jo heller ikke. Hun undersøgte mulighederne og fandt hurtigt ud af, at jeg skulle på en kostskole, der tilbød to-årige kurser til præliminæreksamen. Helt uden Internet og Google fandt hun også en egnet skole, hvor jeg kunne begynde ved skoleårets begyndelse, en augustdag i 1961, nu 16 år gammel.

Solhverv Kostskole.

Efter ankomst og registrering blev jeg installeret på et dobbeltværelse (uden toilet og bad!) på ”babygangen” lige over pejsestuen, der var det fælles samlingsrum. Jeg kom til at bo sammen med Søren Toftegaard fra Grenå. Han var kun 14 år, men en særdeles flink fyr, som jeg kom godt ud af det med. I de næste to år var jeg flere gange med på besøg hos hans forældre, nogle meget søde mennesker. Sørens far havde en stor installatørforretning i byen, og de var særdeles velsituerede, sad i bestyrelsen for byens teater osv. Ved en lejlighed mødte jeg hos dem Osvald Helmuth og hele teatertruppen, der var i byen for at spille Jeppe på Bjerget. Jo-jo, afgjort bedre end at køre roer ud på marken.

Solhverv kostskole var en privatskole, der i 1937 var bygget og derefter drevet af grundlæggeren, Jørgen Graae Rasmussen (”Gamle Graae”), som var forstander i perioden 1937-1967, hvorefter sønnen Mogens (”Junior”) tog over. Gamle Graae var født i 1901 og dermed 60 år gammel, da jeg begyndte der. Han var – mildt sagt – autoritær, meget autoritær, frygtet af både lærerstaben og naturligvis alle eleverne. Hvis man overtrådte husordenen i nævneværdig grad var straffen omgående hjemsendelse. Ved bagateller kunne der dog også afregnes med et par på skrinet, eller ved at man skulle sidde til bords med lærerkollegiet (jeg har prøvet det…). Lussinger har jeg selv været vidne til i en regnetime med Gamle Graae (han havde ældste klasse), hvor Herman (Riekehr) var kommet op til tavlen, og det gik slet ikke godt. Graae gennemgik tålmodigt den rigtige fremgangsmåde og løsning, da Herman begik sin dumhed: Han grinede af et eller andet. Lussingen var så kraftig, at han røg i gulvet, og så blev der ikke grinet mere i den time… Jeg husker ikke, at nogen satte spørgsmålstegn ved hændelsen Jeg tror egentlig, vi syntes, at det var på sin plads – Herman VAR altså utrolig øretæveindbydende. Korporlig afstraffelse som denne var i øvrigt lovlig indtil 1967.

Min klasse bestod af en meget broget flok både med hensyn til alder, forkundskaber og baggrund. En del var som jeg selv fra landet med yderst beskedne forkundskaber, to havde mellemskoleeksamen (!), nogle var smidt ud fra deres skoler (Herman igen…) andre var først i tyverne og under revalidering. – Forstyrrende elever var et ukendt fænomen, helt utænkeligt.

Fra dag 1 blev jeg mødt med helt ukendte fagområder: Engelsk, tysk, fysik, kemi, naturhistorie, verdenshistorie, matematik og dansk grammatik mm. Mit totale ukendskab til dansk grammatik var ved at knække mig, idet jeg ikke anede hvad 1., 2. og 3. person i ental og flertal var for noget underligt noget – og man kan altså ikke udtrykke sig på hverken engelsk eller tysk uden denne grammatik er på plads, så jeg sad der og sagde ”I is” eller lignende, Fru Yssing forklarede omhyggeligt om nævnte grammatiske regler efterfulgt af ”Hvad hedder så…” - og jeg kludrede igen i det, mens klassen skreg af grin. Da var jeg meget tæt på at bestille hjemtransport! Heldigvis bed jeg tænderne sammen og allerede ved første karakterbog lå jeg nogenlunde pænt. Krisen var ovre og jeg befandt mig særdeles godt i miljøet. Det første halve år var frafaldet stort; næsten efter hver weekend manglede der en i klassen, en der havde givet op.

Kosten var et kapitel for sig, den var faktisk ringe og bestod i høj grad af, hvad haven formåede. Den blev indtaget i en spisesal med et antal lange borde med en bordformand, som skulle hente nye forsyninger, når der var spist op. Det ene af måltiderne bestod af mellemmadder, der igen ofte var belagt med levninger af elendig kvalitet, og det var derfor svært at få spist op, selv om vi var hundesultne. Problemet blev klaret ved, at vi gemte de uspiselige madder i hænderne, mens der blev hentet friske forsyninger, hvorefter de ækle madder igen kom op på fadet… Heldigvis var der en glimrende bager et par hundrede meter fra skolen. Fast i sortimentet var hindbærsnitter, som af indlysende grunde kaldtes for 10-ørers kager. Dem spiste jeg hver dag ti af lige inden klokken 12, og tog aldrig et gram på. Bagerens ene søn var i øvrigt også elev på skolen; han havde en ven (vist også elev), og de morede sig på bedste wild-west maner med at skyde en cigaret ud af munden på hinanden - med salonriffel. Et af deres andre glansnumre var at holde et stykke viskelæder mellem fingrende, som så skulle skydes væk. Mig bekendt gik det altid godt, og de vandt selvsagt stor respekt. Bagerens kone havde i øvrigt en eller anden psykisk lidelse, der gjorde, at hun i lange perioder var indlagt til behandling, men så var der i stedet en spændende bagerjomfru... Som man vil forstå spillede bageriet en ikke ubetydelig rolle i vores hverdag.

Skolens kager var altid hjemmebagte og ofte ganske gode - de forsvandt i hvert fald som regel i løbet af højst 3 sekunder under tumultagtige scener. Engang blev jeg udtaget til den straf af deltage i lærernes formiddagste, for at se hvordan dannede mennesker sidder ved bordet, spiser pænt og konverserer hinanden om de mest ophøjede emner…

Dagene startede med fælles morgensang i pejsestuen med musikledsagelse af en musikalsk begavet elev på klaver og sluttede på samme måde, inden vi skulle i seng, hvilket jeg kom til at sætte stor pris på, selvom jeg aldrig har ejet en tone i livet. I pejsestuen var der desuden fjernsyn, hvilket jo dengang langtfra var tilgængelig i alle hjem (derhjemme fik vi TV i slutningen af 1961), og der kunne man så se nyhederne, inden den tvungne lektielæsning, og der var desuden tilladt at mødes med pigerne, bl.a. for at hjælpe med lektierne eller bare hygge sig. De fleste af pigerne boede i fløjen længst mod vest, og den hed følgelig ”Vesterled”. Det blev fra starten gjort HELT klart at en drengs besøg i Vesterled blev afregnet med ½ time til pakning og følgende hjemkørsel ved Gamle Graae himself, og vi tvivlede aldrig på oprigtigheden heraf. 

Solhverv var en fantastisk indlæringsmaskine. Set i bakspejlet har jeg aldrig i mit liv lært så meget på så kort tid, men vi lærte også fra kl. 8 morgen til 21 aften, seks dage om ugen! Undervisningen foregik om eftermiddagen mandag – fredag fra kl. 13 til 18 og om lørdagen 8 – 13. Der var (tvungen og kontrolleret) læsetid fra mandag til og med fredag 8:30 – 11:30 og igen de samme dage hver aften kl. 19 – 21 altså i alt 5 timer hver dag. Weekenderne måtte man på en eller anden måde slev disponere over. Mange blev på skolen i weekenderne, jeg selv inklusive, fordi der var for lang transport frem og tilbage. Hver morgen var der fælles morgensang i pejsestuen. Tilsvarende sluttede dagene med fælles aftensang kl. 21 eller 21:30. Jeg tror vi skulle være i seng kl. 22 – hvorefter vagthavende lærer kom forbi og sagde godnat…

Lærerne boede - med en enkelt undtagelse - på eller tæt ved skolen. Forstanderparret i hovedbygningen ved siden af pejsestuen og lige over spisesalen og under Babygangen. Lærerne boede i små villaer nabo til skolen, dog havde frk. Espersen en lille lejlighed i Vesterled, som hun desuden vogtede over. Hun var ret ung, uddannet på Silkeborg Seminarium, og jeg havde hende i historie, og efter vi drenges mening udstyret med pæne ben. Så var der den noget ældre frk. Theilmann, der underviste i naturhistorie (botanik og zoologi) med en smittende entusiasme og humør. Ofte tog hun os med ned i en nærliggende mose, der vrimlede med allehånde planter - og hugorme, som hun tog med de bare hænder. Fru Yssing (yngre og fraskilt) havde jeg til tysk og engelsk. Hun boede i en villa længst mod vest med fire dobbeltværelser på 1. sal, og her boede jeg år 2. Arne Krabsen havde jeg til dansk. Han var også skolens sekretær og udfærdige med sin karakteristiske stejle og meget sirlige skrift vore karakterbøger og eksamensbeviser. Han lærte os den danske grammatik efter et helt fast system, som vi til sidst kunne i søvne, og hvormed vi efterhånden kunne analysere Søren Kirkegaard tekster;  og de er, som de fleste vil vide, mildt sagt ofte kringlede med indskudte sætninger i mange niveauer. Junior og Den Gamle havde jeg til regning og matematik. Dansk litteratur havde jeg med Den Gamle, og han var i en klasse for  sig selv, specielt når han gennemgik et H C Andersen eventyr eller Adam Oehlenschlägers "Hakon Jarl hin Rige", hvor temaet er striden mellem den (gode)  gamle hedenskab og den nye (blødsødne) kristendom, men hvor han især lagde vægt på personlighedsforskellene mellem trælle (Karker og Grib) og stormænd - og vi var ikke i tvivl om, hvor i persongalleriet Gamle Graae selv stod. Hans gennemgang af HCA's eventyr Klokken og Nattergalen står stadig ret klare i min erindring. Han kunne virkelig tryllebinde os.  Der var nok 4-5 lærere, som jeg ikke havde. Endelig havde vi lærer Rindom til fysik, en skoleleder fra Valsgård skole (Ca. 8 km nordøst for Hobro). Han var en meget venlig mand, der i hver eneste time helt tilfældigt kom ind på "min søn Knud, der nu er civilingeniør".

Skolens pedel, Kræn Bak, var en institution i sig selv. Han var vist jævnaldrende med Gamle Graae og gik altid i et sæt blåt arbejdstøj. Han havde et værelse et eller andet sted på skolen, der var hans liv. Der var skam også mulighed for at få et brusebad i kælderen under midterbygningen, men der var kun iskoldt vand i hanerne, så det blev kun brugt i nødstilfælde.

Jeg tror, at alle lærerne uden undtagelse røg, cigaretter, cerutter, cigarer og pibe. En stor del af eleverne røg også, men de/vi led af permanente lommesmerter, for få og små lommepenge, hvilket gjorde mange til skodsamlere (!). Dette åbnede interessant nok op for forretningsmuligheder, idet man kunne købe en hel (!) pakke cigaretter og så sælge dem enkeltvis med god fortjeneste; hvis man var så heldig at få fingre i et helt karton af de toldfri, var profitten enorm og et kærkomment tilskud til lommepengene. Søren Toftegaard, min 1. års sambo, udviklede forretningen til også at omfatte konserves, slik og sodavand, så værelset til sidst mindede om en lille købmandsbutik, og hans indtjening bare steg og steg, men så satte skolen jo naturligvis en stopper for det. Underligt at han med denne ballast mange år senere gik fallit med faderens store installatørforretning.

Blandt kosteleverne på min årgang, men i parallelklassen, var Søren Ryge, der tillige med Niels Lynggard og Orla Christensen, fortsatte sammen med mig på Høng Studenterkursus. Både Søren Ryge og Orla har jeg bevaret livslang kontakt med. Niels Lynggaard Pedersen var fra Sdr. Omme. Sammen med en fyr fra Herning fik vi hurtigt arrangeret fælles kørsel, når vi skulle hjem på weekend. - Niels' far, hvis fornavn var Rasmus, havde en stor lægepraksis i Sdr. Omme og var der kendt som Kodyl-Ras. Samme Niels var i øvrigt meget stærkt optaget af det andet køn, en privat interesse han senere gjorde til sit arbejdsfelt, idet han blev gynækolog. Senere i forløbet tog jeg ret ofte den ret lange tur frem og tilbage på tommelfingeren, hvad der gav mange fine oplevelser med flinke mennesker; undertiden kørte de mig helt hjem, skønt det var en betydelig omvej.

Det andet år var jeg mest sammen med klassens ubetinget ældste elev, Bent Orla Pedersen, som vist var 24-25 år. Han blev efterfølgende agronom og bosatte sig et sted nord for Limfjorden, men jeg har desværre ikke set ham siden den sommerdag i 1963, hvor vi skiltes efter eksamensfesten.
Eleverne boede ret spredt; de fleste 1. års elever boede i hovedbygningerne, mens de fleste af 2. års eleverne var spredt rundt i lærerboligerne, der havde ekstra værelser til formålet. Endelig var der en træbarak, "Gimle" i haven, og her boede en stor del af drengene på 2. år. (Gimle er i nordisk mytologi navnet på den hal, hvor de overlevende aser vil mødes efter Ragnarok. Gimle er ligeledes den smukkeste bygning i hele Asgård og den eneste, der stadig står efter Ragnarok efter at have overlevet ildjætternes konge Surts ild. Deraf kommer navnet Gimle, der er oldnordisk og betyder ildlæ. I profetien om Ragnarok, fremsagt af vølven, står der, at "ved himlens rand står den prægtige hal Gimle stadig og stråler som solen"). Det blev betragtet som en stor ære og tillidserklæring at få lov til at bo i Gimle, men i realiteten var det blot en elendig træbarak. Den dag i dag forstår jeg ikke, hvorfor jeg ikke fik tilbudet...
Af en eller anden underlig grund havde/har Solhverv ikke en elevforening, så de få sammenkomster (to-tre stykker), der har været, er kommet i stand på privat initiativ, og da vi af indlysende grunde er spredt godt og grundigt over hele landet, er sådanne tiltag ydermere meget besværlige.
Som nævnt var der en streng husorden og drakoniske straffe for overtrædelse, men lidt skejede vi da ud. Nærmeste stationsby var i Øster Doense, hvor der også var en kro, i gå-afstand ca. 2½ km. Den besøgte vi af og til for at drikke øl og huje lidt på hjemvejen. På en eller anden måde (sikkert forbudt) lykkedes det os også flere gange at komme til bal i Vebbestrup forsamlingshus.

Pigerne var kønne, søde og spændende. Der opstod sig selvsagt kæresteforhold, men de udviklede sig  - mig bekendt - aldrig ud over holden i hånd og lidt kysseri i mosen (under dækken af, at botanikken var grunden til tilstedeværelsen der), dertil var overvågningen for intens og risikoen for stor. På en måde var det nok slet ikke nogen dårlig politik, da det jo også tog toppen af potentielle store konflikter, og et godt kammeratskab kønnene imellem er (også) meget givende. En af de kønne, spændende og populære piger hed Jette (Caspersen). Hun havde altid en kæreste, og en gang blev hun/de taget i et eller andet, sikkert noget ret uskyldigt, men nok til at hun stod til udsmidning fra skolen. Men nu gjorde alle vi kostelever oprør, eller vi tog måske snarere til genmæle, for at forhindre denne ulykke for den stakkels Jette. Søren Ryge blev overtalt til at påtage sig rollen som talsmand, og om aftenen efter aftensangen med Gamle Graae bad han om ordet, talte hendes sag og bad på alles vegne om nåde. Han sad på bænken længst oppe ved den lille forhøjning, hvor Gamle Graae betragtede ham ufravendt med cigaretten mellem fingrene. Han påhørte i tavshed Sørens forsvarstale, mens han låste ham fast med blikket. Da Søren tav, var der stille, helt stille, i noget der føltes som en evighed, hvorefter han sagde: "Vil du måske tage ansvaret for Jette?". Så besvimede Søren, drattede om på bænken til stort postyr, men miraklet skete - Jette fik lov til at blive og fik sin eksamen.

Landsbyens bærme... Jeg tror, det var omkring afslutningen af skoleåret, da vi på magisk vis havde fået lov til at holde en fest i et nærliggende forsamlingshus, ikke i selve Vebbestrup, men nogle få kilometer derfra. Betingelsen var dog, at hele (tror jeg nok) lærerstaben også var med, klar til at gribe ind, hvis der skulle opstå tilløb til utilbørlig opførsel. Men så skete der noget helt uforudset: En gruppe af lokale unge mænd på knallert og i læderjakker invaderede stedet. Lærerne med Junior i spidsen forsøgte naturligvis at hindre deres ubudne indtrængen, men han fik et par på hovedet, så den evindelige cigar mere lignede de sørgelige rester af en malerpensel. Vi drenge ville naturligvis gå i flæsket på dem og smide dem ud, men det måtte vi under ingen omstændigheder. Junior ringede i stedet efter far, som arriverede kort efter med sin schæferhund. En af de ubudne stillede sig meget uklogt i vejen for ham og spurgte - "Hvad vil du her gamle mand?" Svaret var en syngende lussing, som fik den unge mand til at gå i gulvet, hvorefter Gamle Graae og hunden gik ind midt i festsalen, mens "læderjakkerne" skyndsomst tog flugten, og vi andre blev beordret ud i bussen og hjem på skolen til samling i Pejsestuen. Rygende på sin cigaret gik Gamle Graae i lang tid frem og tilbage oppe på podiet, mens vi knap nok turde trække vejret. Så skoddede han cigaretten og udtalte de uforglemmelige ord: "Sådan går det, når man omgås landsbyens bærme".

Solhverv var på dette tidspunkt i mit liv det helt rigtige sted for mig, et katapultsæde, der på to berigende år med maksimal parathed og i stor hast sendte mig ind på et helt nyt spor, som blev retningsgivende for mit liv. Skolen blev dermed - som navnet også antyder - et vendepunkt, idet det blev klart for både mig selv og andre, at det slet ikke stod så ringe til med mine boglige evner. Sjovt nok blev begge mine brødre umiddelbart anset for “klogere” og er det sikkert også, men altså ikke i den disciplin at gå til eksamen. Resultatet blev så godt, at ambitionsniveauet steg: Jeg ville nu ikke længere i lære som radiomekaniker men i stedet have studentereksamen med henblik på en videregående uddannelse - f.eks. som svagstrømsingeniør. Selv om jeg også fik gode karakterer i dansk, engelsk og tysk, var der ingen tvivl om, at jeg ville på den matematiske linje i gymnasiet.

Klik på billedet for at åbne det i fuld opløsning.

Inden eksamen i 1963 var jeg derfor allerede meldt ind på Høng Studenterkursus, hvor der var mulighed for at tage studentereksamen på to i stedet for som normalt tre år. Jeg ville så kunne blive student som 20-årig, og dermed stort set indhente de år, jeg var kommet bagud i forhold til et normalt forløb, uden landbrug med lange, ensomme roekuler.

Der findes en desværre nu hensmuldrende privat hjemmeside om Solhverv fra dengang, den var kostskole med real- og præliminærkursister. Derfra har jeg bjerget "Historien om Solhverv Kostskole" fortalt af Gamle Graae. Web-linket er jaggarth.dk/solhverv/sites/skolen/historiens html, men da den utvivlsomt har begrænset restlevetid, har jeg tilladt mig at gemme en kopi af den, som kan åbnes både fra menuen øverst på siden og her.

Samtiden - et par glimt.

På den storpolitiske arena havde vi i oktober 1962 Cuba-krisen, som bragte Verden til randen af et atomragnarok. Jeg husker tydeligt den spændte situation, men fattede vel langt fra, hvor dødsens farlig den var, var vel for ung og ubekymret med den unges selvfølgelige tro på egen udødelighed eller at døden i det mindste ligger uvirkeligt langt ude i fremtiden.

Encyclopaedia Britannica skriver herom: The United States and the Soviet Union began developing intercontinental ballistic missiles, and in 1962 the Soviets began secretly installing missiles in Cuba that could be used to launch nuclear attacks on U.S. cities. This sparked the Cuban missile crisis (1962), a confrontation that brought the two superpowers to the brink of war before an agreement was reached to withdraw the missiles.

The Cuban missile crisis showed that neither the United States nor the Soviet Union were ready to use nuclear weapons for fear of the other's retaliation (and thus of mutual atomic annihilation). The two superpowers soon signed the Nuclear Test-Ban Treaty of 1963, which banned aboveground nuclear weapons testing. But the crisis also hardened the Soviets' determination never again to be humiliated by their military inferiority, and they began a buildup of both conventional and strategic forces that the United States was forced to match for the next 25 years.

Den 7. November 1962 døde Karen Blixen, men det blev først ca. 35 år senere, at Karen Blixen kom til at betyde noget for mig, hvor jeg blandt mange andre lydbøger lånte Den Afrikanske Farm og senere en masse andre fortællinger. Den mest fortryllende er vel Den Udødelige Historie, der kan tåle at blive læst og genlæst og som stadig fascinerer og bevæger en. Historien handler om en umådelig rig og gammel mand, Mr. Clay, som nu ligger for døden, og som i sin indbildte almagt forsøger at virkeliggøre den eneste historie/anekdote, han i sit liv har hørt. Fortællingens indhold er nu en intens og indlevet beretning om, hvorledes de involverede personer forandres gennem historien, og det farlige i at ville manipulere med andre. Det ender med at historien er langt stærkere end Mr. Clay, som selv bliver en del af historien, et redskab for skæbnen i stedet for at være den, der selv former den.

På det mere jordnære plan var tiden præget af Rock and Roll, Elvis Presley rystede det ene hit ud af ærmet efter det andet, Hula Hop blev opfundet, Anita Lindblom sang “SÅNT ÄR LIVET, så mycket falskhet boede här…”, Chubby Checker toppede med “Let's Twist Again” og “Limbo Rock”.

LET'S TWIST AGAIN - strofen:

Come on everybody, clap your hands
Ar ya lookin' good
I'm gonna sing my song
And it won't take long
We're gonna do the twist, and it goes like this
Come on, let's twist again
Like we did last summer
Yeah, let's twist again
Like we did last year
Do you remember when, things were really hummin'
Yeah, let's twist again
Twistin' time is here
Ee a round and a round and a up and down we go again
Oh, baby make me know you love me so and then
Twist again like we did last summer
Come on, let's twist again
Like we did last year, twist
Who's that flyin' up there
Is it a bird, no
Is it a plane, no
Is it the twister, yeah
Yeah, twist again
Like we did last summer
Come on, let'd twist again
Like we did last year
Do you remember when, things were really hummin'
Come on, let's twist again
Twistin' time is here
Ee a round and a round and a up and down we go again
Oh baby, make me know you love me so and then
Come on, twist again
Like we did last summer
Girl, let's twist again
Like we did last year
Come on, twist again
Twistin' time is here, Bop Bo

Dirch Passer optrådte med “How Jazz Was Born”. Den 23. marts 1963 vandt Grethe & Jørgen Ingmann det internationale melodi grand prix i London med Dansevise.  Jørgen Mylius begyndte i begyndelsen af 1963 med hitlister, men ellers lyttede vi til Radio Luxembourg på mellembølge. Hvis man (de der havde råd) skulle have en tår over tørsten, var det bajere og brændevin: Rød- og hvidvin var dengang noget, de fine drak ved sjældne (?) lejligheder.

---