Tulstrup Skole 1952 -1959, nogle erindringsglimt.

Prolog - om lovgrundlaget

Hvis talen falder på min (folke-) skolegang, bliver jeg meget ofte mødt med undren, ja vantro, over fuldt legalt kun at have gået i en fire-klasses skole hver anden dag i syv år, men sådan var det altså i Tulstrup skole helt frem til engang i 1960'erne.

Langt op i tiden skulle befolkningen selv betale for at få børnene undervist. De betalte godt nok skatter til kirke og konge, men de penge gik til andre formål. Endnu tidligere var undervisning noget kirken forventedes at tage sig af - med det hovedformål, at folk skulle kunne læse biblen og Luthers (lille) katekismus. Dette blev især anset for påtrængende under pietismen, hvor fromheden blev altomfattende. Således indførte Chr. VI (enevældig konge 1730 - 46) i 1736 tvungen konfirmation, der reelt var en eksamen i Den lille Katekismus, hvilket igen gjorde det påtrængende at konfirmanderne kunne læse. Den tvungne konfirmation blev først ophævet i 1909!!! Kongen indførte i 1739 derfor en skoleforordning, men den løb ind i strid modvind, da de der skulle betale regningen ikke mente at kunne afse penge til formålet. I Ikast sogn afstedkom forordningen i 1742 en skolefundats, men det kneb gevaldigt med at føre de gode intentioner ud i livet - og det kom i øvrigt for Tulstrups vedkommende til at gælde de næste godt og vel 200 år...

I det Herrens år 1952, engang i foråret (sikkert den 1. april?) som syvårig, begyndte jeg så i Tulstrup skole, der bestod af to ens nabobygninger. I den østligste regere lærerinden, frk. Kallesøe, der havde været her lige fra den blev bygget i 1916 som såkaldt pogeskole, hvor vi tilbragte tre år: et år i første og to år i anden klasse. I den vestligste herskede "æ dejn", og her gik vi så yderligere fire år, fordelt med to år i hhv. tredie og fjerde klasse. I det sidste år af fjerde klasse gik vi også til præst og blev konfirmeret, hvorefter vi forlod Tulstrup skole. Begge skoler var samtidig bolig for lærerinden og "degnen".

Lovgrundlaget, som jeg og mine jævnaldrende kammerater blev undervist efter, stammede helt tilbage fra "Anordning for Almueskolevæsenet på Landet i Danmark" af 29. juli 1814, og den var for Tulstrups vedkommende grundlaget helt frem til skoleloven af 1958, som udgjorde én fælles lov for den danske (folke-) skole, men der gik jo nogle år med indfasningen.   På landet var der skolegang hver anden dag, i byerne hver dag, og ferierne var tilrettelagt ud fra landbrugets behov for børnenes arbejdskraft: Hvis der var presserende arbejde hjemme på gårdene, blev man naturligvis holdt hjemme i stedet for det pjat med at gå i skole. Der var faktisk også - eller rettere havde været - fornuftige argumenter herfor, nemlig at langt de fleste af børnene i "almueskolerne" jo efter endt skolegang skulle beskæftiges ved landbruget, hvor deres arbejdskraft også mens de gik i skole var af stor betydning. Det at deltage i arbejdet på gårdene/husmandsstederne betragtedes simpelt hen også som en vigtig del af uddannelsen. Men i 1940'erne og 1950'erne var afvandringen fra landet begyndt til fordel for den begyndende industrialisering, der på få år ændrede Danmark fra et altovervejende landbrugsland til, at industrien blev dominerende. Og her rakte almueskolens pensum ikke længere.

Mens indhold og omfang af de tre love varierede, var den overordnede formålsformulering vedrørende børnenes skolegang i essensen den samme, nemlig først og fremmest at danne gode kristne, herefter nyttige og loyale borgere. - Siden er der dårligt nok gået ét år mellem ændringer i (folke-) skolens regel- og idégrundlag...

Min tid i Tulstrup skole.

Min bror Knud, som er 2½ år ældre, havde givet mig det tip, at det ville være bedst at sidde så langt tilbage i lokalet som muligt, så jeg sørgede for at komme i god tid og snuppe en god plads, i øvrigt var jeg vist den eneste, som ikke havde sin mor med, hvilket jeg på det bestemteste havde frabedt mig, da dette ikke forekom mig sømmeligt for en rask dreng. Så der sad jeg mutters alene i en rum tid; frk. Kallesøe havde nok hørt, at jeg var kommet, for hun stak lige hovedet ind og smilede til mig, men gik så igen, indtil det fastsatte mødetidspunkt. Skolen bestod af to bygninger, som lå på to nabogrunde med et lavt stakit imellem. Ud over et klasselokale rummede de to bygninger privat beboelse for hhv. lærerinden, Frk. Kallesøe, der havde været lærerinde i umindelige tider og som på min tid vel var midt i tresserne, og “æ degn”, der i 1952 hed lærer Hansen, en ældre herre, der var kendt vidt og bredt for at slå en proper næve. Da første skoledag var slut, og jeg var på vej hjem, mødte jeg Thomas Mikkelsen, en ældre mand som var lidt af en særling og som jeg vist nok er i familie med langt ude. Han råbte - sådan mand til mand: “War hun ellers gal’ i daw?” - Jeg har senere hørt et ondsindet rygte om, at han et halvt århundrede tidligere vist havde været lidt kæreste med hende…

Vi var 10, som startede det år, så klassekvotienten var ikke slem, men i de resterende 6 år var vi cirka dobbelt så mange, da Tulstrup skole havde 4 klasser. Man fordelte de i alt 7 år med 1 år i første klasse, 2 år i anden, hvorefter man kom over til degnen for at gå 2 år i tredje og slutte af med 2 år i fjerde klasse. Det sidste år gik man også til præst i nogle måneder før konfirmationen.

Jeg kom fint ud af den med frk. Kallesøe, idet hun godt kunne lide elever, der kunne deres lektier, æhem. Undervisningen omfattende ud over de helt grundlæggende færdigheder, læsning, skrivning og regning desuden bibelhistorie og salmevers samt lidt om Gorm den Gamle og det som ligger før. Jeg forestillede mig, at det drejede sig om begivenheder, som frk. Kallesøe selv havde oplevet som ung. Når man blev hørt i salmevers, skulle man rejse sig op ved sin pult og lire et vers af sig så hurtigt som muligt; hvis man ikke kunne det, blev hun stram i betrækket, og i svære tilfælde kunne der blive dømt eftersidning. Fysisk afstraffelse var en sjældenhed, men jeg fik selv engang gulvkluden at smage, fordi jeg havde været så uheldig at skyde en af hendes potteplanter (en julekaktus) ned fra et skab med en kludesko; det var et rent uheld, - og det var i virkeligheden Viggo’s  (Hauge Pedersen) skyld, idet han dukkede sig for mit velrettede kast.

Frk. Kallesøe var en virkelig god fortæller, og jeg kan stadig høre hende fortælle bibelhistorie og de gamle skrøner om Rolf Krake og hans tapre mænd. Engang fortalte hun lignelsen om den fortabte søn, men da hun kom til det sted, hvor sønnen kom tilbage, løb det lidt af med hende, idet hun nærmest i ekstase berettede, at den lykkelige fader i sin glæde også spillede på radio for at fejre begivenheden. Det gav et tab i troværdigheden, idet jeg indtil da havde troet fuldt og fast på alt, hvad hun fortalte. Hun fortsatte imidlertid ufortrødent sin gerning, indtil hun i 1959 tog sin afsked på grund af alder - hun var da lige fyldt 70 år - og flyttede til Ikast, hvor hun døde i 1966. I dag er jeg faktisk ked af, at jeg aldrig besøgte hende i Ikast til en kop kaffe og en lang, hyggelig snak, som jeg tror ville have været til stor gensidig glæde.

Efter 1. og 2. klasse (dvs. efter tre års skolegang) kom jeg så over til degnen, som nu ikke længere var den gamle sure lærer Hansen, men en vikar på ca. 20 år, nemlig lærer Pedersen, der lige ville tjene lidt penge efter studentereksamen fra Herning Gymnasium.

Lærer Pedersen blev en meget afholdt vikar/lærer, som lærte os en masse, og som i stedet for et enkelt år vist blev omkring tre år. Han læste senere til læge og er endt som psykiatrisk overlæge ved statshospitalet i Risskov.

Købmandsbutikken lige ved skolen var et hyggeligt sted, som i mange år var ejet af Bekka og Lille Christian, som var god til at snakke med os. Ud over at de solgte bolcher fra et par store blikspande, kunne man også altid låne en cykelpumpe, som der ofte var brug for. En tid sad jeg ved siden af Preben, der boende et sted nord for Søbjerg bakke, og som derfor måtte anses for lidt mindre civiliseret end vi andre fra selve Tulstrup. En gang havde Preben brug for at låne pumpen, og jeg var lidt bekymret for, om han nu også var klar over, at en høflig dreng ved afleveringen sagde pænt tak for lån. Det syntes jeg ikke jeg sådan kunne sige direkte til ham, så jeg spurgte derfor forsigtigt: "Preben, hwa sæjer do så te æ kjømmen?" Preben tænkte, så han blev helt skæv i hovedet, men så lyste han op og sagde de uforglemmelige ord: "Sår'n cykelpump vil a fan'me osse ha!".

Pigerne havde hidtil været kedelige, forudsigelige og uinteressante samt radmagre, men efterhånden blev de uudgrundelige og mærkelige, ja både søde og pæne med meget rundere former både forpå og bagpå... Det sidste skoleår var vi på en flere dages tur til København, og da var nogle af pigerne blevet endda meget spændende. Nogle af de andre drenge havde betydeligt ældre brødre, som havde fortalt dem om, hvad piger og drenge/karle kunne finde på at gøre sammen. Det diskuterede vi intenst, og mange af os troede ikke rigtig på, at det kunne have sin rigtighed, men interessant var det bestemt.

Sigvald (Hjøllund)  havde en sådan storebror, der oven i købet havde været soldat i Itzehoe. Fra ham havde Sigvald hugget en lille blikæske med en lille ballon og kunne berette om de mest utrolige ting. Han havde også et lille bitte apparat, vist forklædt som blyantspidser eller kuglepen. Når man kikke ind i det op mod lyset, eller vendte det om, kunne man se nøgne voksne damer, sådan rigtige damer med bryster og en stor sort trekant mellem benene. Vi nærmest sloges om at komme til, og Sigvald gik rundt med en vigtig mine som om han viste alt om den slags. Jeg husker, at han på et tidspunkt påstod, at modstykket til pigernes bryster, når de var ved at blive voksne, hos drenge bestod i at panderne trådte tydeligere frem, eller nærmest bulede lidt ud, så vi studerede i en periode ihærdigt udviklingen af vore pander, og Sigvald fik faktisk på den tid en mere markeret pande… - Så vidt jeg ved, har han i dag pande helt om i nakken.

Det var sidst i halvtredserne stadig almindelig, at nogle af drengene i 4. klasse allerede var kommet ud at tjene, altså samtidigt med at de gik i skole. På den tid var der offentlige skattelister, så man kunne se, hvor meget hver skatteyder betalte i skat. "Æ skattebog" blev meget praktisk fremlagt hos købmanden, hvor alle kom. Jeg husker endnu min forargelse over eksempler på, at 13-14 årige skolelever betalte mere i skat end den gårdmand, de tjente hos.

Tæsk fik vi egentlig aldrig af lærerne, måske fordi lærer Hansen var gået på pension, men vi gav og fik da en hel del indbyrdes. Jeg ved ikke, om det er blevet meget anderledes i eftertiden. Tilfældigheder førte til, at jeg kom til at gå helt forbløffende meget i skole efter Tulstrup skole, og jeg har aldrig oplevet ondskabsfulde lærere, nogle var bedre end andre, men langt de fleste har været fremragende. I Tulstrup skole lærte jeg måske nok kun det allermest nødtørftige, men det var åbenbart godt nok at bygge videre på.

Skolens læseplaner var - set i tilbageblik - præget af megen religion og derudover kun de helt grundlæggende færdigheder i dansk, regning, danmarkshistorie og geografi. Totalt fraværende var dermed fremmedsprog, matematik og naturfag, altså de stort set basale fag, hvis man ikke lige ville være landmand eller ufaglært arbejder. Salmevers er naturligvis udenadslære, hvor vi ofte ikke engang forstod teksten - den skulle bare lires af, mens man stod ret ved siden af pulten. En af salmerne var naturligvis "Vor Gud han er så fast en borg" af Martin Luther. I de senere år har jeg flere gange været i Wittenberg, hvor Luther jo i 1517 slog sine 95 teser op på slotskirkens dør (og på den måde egentlig opfandt Facebook...) og dermed startede  reformationen. I juni i år (2017) var jeg også forbi på min cykel og kom til at se op på kirketårnet, der har en frise, hvor der står: "Ein feste Burg ist unser Gott“ -  og jeg kom straks til at tænke på Tulstrup skole og frk. Kallesøe.

Min bror Aage, årgang 1950, beretter kort om sin skoletid:

Jeg gik i Tulstrup Skole i fire år – dvs fra april 1957 til juni 1961 (skoleåret var blevet omlagt i mellemtiden), og jeg gik i skole hver anden dag i alle fire år. Efter Frk. Kallesøes (og Hansens) pensionering blev undervisningen varetaget af en varieret flok af vikarer, hvoraf de fleste ikke var imponerende.

Ergo begyndte jeg i august 1961 i 5. klasse i Ikast Skole. Der var stadig kun én skole i Ikast indtil 1962, og vi var 36 elever i 5. klasse. Kvotienten gik ned til ca. 25 fra 6. klasse og undervisningen var god – altså fra 6.

Mellemskolen var blevet afskaffet, men det omgik man i Ikast ved at opdele eleverne i ”boglig” og ”faglig” fra 6. klasse, så jeg kom i 6. boglig (» 1 mellem) i 1962 (de faglige klasser var for elever, som skulle i håndværkerlære) og fortsatte til 9. klasse, hvorfra jeg kom på Herning Gymnasium. Ca. 75% af gymnasiasterne gik fra 9. til 1.g – resten tog realeksamen – og jeg blev student i 1969.

Dvs. i hvert fald til sommeren 1961 gik man i Tulstrup fremdeles i skole iht. 1824-forordningen. Det fremgår også, at Ikast kommune har været meget sendrægtige til at udbygge skolevæsenet i overensstemmelse med 1958-lovens krav, jf. den meget store klassekvotient, der tydeligvis skyldtes plads- og måske lærermangel.

Esbjerg, oktober 2017.

 

 

---