Navneskik, opkald inden for familien.

Opkaldeskikkene inden for familiens rammer kom hurtigt til at ligge i faste baner, helt op imod vor egen tid. Det grundlæggende skema var, at ældste søn opkaldtes efter farfar, næstældste efter morfar, ældste datter efter farmor, næstældste efter mormor.

Rækkefølgen af sønnernes opkald blev efterhånden nærmest fast, medmindre helt specielle forhold spillede ind. Derimod synes kvinderne ret ofte at have sat igennem, at mormor blev opkaldt før farmor.

Forskellige forhold kunne dog gribe forstyrrende ind i systemet. I ældre tid skulle de afdøde således opkaldes før levende, ja i helt gammel tid opkaldtes levende helst slet ikke. Var morfar død opkaldtes han altså gerne før en levende farfar. Desuden kunne en person, der havde en stor aktuel betydning, foretrækkes ved opkald. Hvis man fx lige havde overtaget fæstet på morfars gård, var det naturligt at opkalde ham, selv om han ikke stod for tur.

Ufravigeligt var det, at afdød ægtefælle blev opkaldt ved første barn i det nye ægteskab, endda ofte både med fornavn og efternavn. Hvis barnets far var død inden barnets fødsel, skulle han opkaldes. Herved opstod den karakteristiske navnetype, fx Hans Hansen, hvor samme navn går igen i for navn og efternavn. Dette behøver naturligvis ikke at være forklaringen hver gang. Opkaldes skulle også ældre søskende, der var døde.

Man kan derfor opleve, at adskillige børn i træk bliver døbt med samme navn, hvis de har været svagelige. Også her er der dog undtagelser, idet der godt kan være to levende brødre eller søstre, der bærer samme navn, hvis der har været to bedsteforældre med samme navn, der skulle opkaldes. Længere nede i børneflokken var navnevalget mere frit. Her valgtes ofte navn efter den, der bar barnet - som regel også en slægtning. Det kunne dog også være hustruen til en standsperson, som man gerne ville stå sig godt med.

Efternavnet

I den nu gældende navnelov, som trådte i kraft 1. april 1982, blev begrebet slægtsnavn til manges forargelse erstattet af begrebet efternavn. Denne navnelov betød en væsentlig indskrænkning i beskyttelsen af de gamle slægtsnavne og en ligestilling mellem faderens og moderens slægt i navnemæssig henseende. Men heller ikke i ældre tid var slægtsnavnet så fast og uforanderligt knyttet til mandslinien, som man gerne forestiller sig. Brugen af fast efternavn var indtil midten af sidste århundrede socialt og geografisk betinget. Det kunne erhverves både ved opkald, flytning, gennem kvindelinier og ved hævd. Det kan derfor være risikabelt for en slægtsforsker at tillægge et slægtsnavn, der pludselig dukker op, for megen betydning. Men det er jo altid spændende at forsøge at finde baggrunden for det.

Tilflytternavne

Når man flyttede, fik man på det nye sted let navn efter sit hjemsted. Især i ældre tid kunne det også ske ved afledte former med forskellige endelser som -ing (Volsing, Skåning og Morsing) eller -bo (Fynbo, Har-bo, Thybo eller Vendelbo). Kortformerne Holst og Fris betegnede oprindelige holstenere og frisere.

Fælles for by og land er de gamle egentlige tilnavne som Bang, Brandt, Lund, Skov, Roed, Lange, Brun, Graae, Hviid, Due, Krag, Kaad (som betyder Allike), Sommer, Winther, Mørk og Frost for blot at nævne nogle af de mest almindelige.

Af 100 personer, der tog borgerskab i Viborg mellem 1713 og 1720 bar 68% et patronym, men halvdelen af dem desuden et tilnavn. Møder man dem senere i kilderne kan de optræde under enten det ene eller det andet navn. For slægtsforskeren betyder det, at det er nødvendigt at være opmærksom på alle mulighederne - og alle faldgruberne!

Kilde: Håndbog i slgtshistorie af Hans Worsøe, Politikens forlag, 3. udgave, 2. oplag 1999.