Anton Serup (født Christiansen), 1880 - 1969.

Kirkebøger.

Født i Kølkær (Ringkøbing amt, Hammerum herred) Rind sogn 3. januar 1880.

Gift med Sofie Dinesen den 6. september 1906. Sammen fik de tre børn, alle på gården "Frødal", Kølkær, Rind sogn:

Kristian
Erik Harald
Sigrid Marie

Frødal har/havde matr. nr. 4d, Fjederholt by, Rind, Herning kommune. Adr.: Hedegårdvej 6, Kølkær, 7400 Herning

Død i Ikast den 10. marts 1969, 89 år gammel, på plejehjemmet Højris. Begravet den 15. marts, Kølkær.

Folketællinger

Bemærk, at stavningen svinger mellem "Christiansen" (KB) og "Kristiansen" (FT). I den kgl. bevilling om navneædring bruges også "Christiansen". Eftersom KB jo er en slags "facitliste", er "Christiansen" klart den korrekte stavemåde.

1880 Anton, som er født i januar, er endnu ikke døbt på folketællingsdage (1. februar). Bemærk de to ældre søskende, der begge er født i Ikast sogn, hvor forældrene boede nogle år, inden de flyttede til Kølkær. Anton mor, Mette Marie Mikkelsen stammede jo fra Ikast (Tulstrup, oven i købet).
1890 Familien har nu seks hjemmeboende børn mellem nul og tolv år. Anton er ti.
1901 Stadig seks børn hjemme, men de to yngste er kommet til efter 1890.
1906 Nu kun de to yngste børn. Familienavnet er nu efter ansøgning og efterfølgende kongelig (Chr. IX) bevilling af 26. januar 1906 ændret til Serup! Bevillingen gælder 9 (ni) søskende og deres efterkommere. Originalen, der er fire sider langt og i stort folio-format, befindes hos Arne Serup, Ødsted, barnebarn af Anton Serup. Ved nærmere undersøgelse mangler en af brødrene: Næstældste søn, Niels Mikael Christiansen - han er nemlig forinden udvandret til USA. De var i alt 11 søskende.
1911 Familien er nu delt i to: Den gl. Kr. Serup med Mette Marie og deres yngste og så Sofie og Anton Serup med to børn og hans næstyngste søster. Anton Serup har i øvrigt det ærefulde hverv at være "tællingskommissær", jf. tællingsskemaets omslag.
1916 Kølkær: Sofie og Anton Serup med børnene Kristian, Erik Harald og Sigrid Marie samt to tjenestefolk.
1925 Kølkær: Samme som i 1916, plus et plejebarn, Henry Højland, kaldet Lille Henry.
1930 Kølkær: Viggo Skov Johansen er tjenestekarl på gården.

Hosstående en scannet udgave af begyndelsen på den kongelige bevilling til at erstatte Christiansen med Serup. Det ville være interessant at afdække, hvor mange af landets Serup'er, der kan henføre deres navn hertil. På spindesiden er navnet givetvis ofte ført med som mellemnavn.

 

Anton Serup var barnebarn af en af de første nybyggere på heden i Kølkær i begyndelsen af 1800-tallet. Takket være museumsinspektør H. P. Hansen, Herning Museum, er denne historie bevaret som et kapitel i en af hans bøger, der har titlen "Hedebønder i tre slægtled", udgivet af Foreningen af Jyske Landboforeninger, Rosenkilde og Baggers forlag, København 1958. Med risiko for overtrædelse forlagets copyright gengives i det følgende et af bogens kapitler:

 

(De oprindelige sidetal 199- 207 er bevaret. Diverse tilføjelser af JRJ)

Side 198

NYBYGGERE I KØLKÆR

I begyndelsen af 1800 årene hørte det meste af Kølkær, der bestod af flere tusinde tdr. land hede og kær, til de fire Fjederholt-gårde - den største gård havde 1500 tdr. land. Men i nordsiden var der lavninger og engdrag, der ejedes af Lindmændene, og der bjer­gede disse hø.

Ved folketællingen i 1801 var der endnu ingen beboere der ude, men ved den næste tælling i 1821 (Forkert – der er tale om tællingen i 1834. JRJ) bor der tre familier, omfattende ti personer, i Kølkær, nemlig:

1. I et hus Christen Pedersen, 55 år, husmand, gift med den 45årige Kirsten Pedersdatter, og de har en 19årig søn, Peder Christensen.

2. I et hus Christen Seerup, 62 år, fæster og gift med Christiane Susanna Peders datter, der er 50 år, og de har en 20årig søn, Christen, hos dem, jf. folketællingens registreringer, hentet fra http://www.ddd.dda.dk :

3. I et hus Peder Henriksen, 47 år, fæster og gift med den 48årige Inger Nielsdatter, og de har to pigebørn, Anna

Marie, der er 10 år, og Anna, der er 7 år.

Disse nybyggere var ældre folk, og man kan vist gå ud fra, at det er statsbankerotten, der har jaget disse folk ud på denne så øde og fra civilisationen så fjerne egn. Jeg har fundet et interessant dokument i lokalhistorisk arkiv i Herning. Det beretter på en indviklet måde om, hvorledes Chr. Serup mister alt i Kollund som følge af manglende tingslysning af et skøde. Dokumentet stammer fra landsarkivet i Viborg.

Peder Henriksen havde fæstet 100 tdr. land hede af Dynes Fjederholt. I stedet for landgilde (fæsteafgift) skulde han arbejde 12 dage i slet og 6 dage i høst for Dynes; men da man sjælden havde brug for ekstrahjælp i Fjederholt, så slap Peder med at arbejde 2-3 dage i slet og hjælpe lidt ved rughøsten.

Peders søn, Jacob Skårup, der også blev kaldt Jacob Kølkær, overtog ejendommen efter forældrene. Blandt de andre fire børn var en datter, Kirsten, der lærte at lave jydepotter henne i Viborgegnen,

Side 199

vistnok i Gammelstrup. Hun blev gift med Lars Junker, og de kom til at bo i Hjøllund i Arnborg. Man kaldte hende Kjæn Påt' (Kirsten Potte).

En anden datter, Kirsten Marie, blev gift med førnævnte Chr. Seerups søn, Peder Christen Christensen, og dette par fik det første barn, der blev født i Kølkær. Derom fortæller Rind sogns kirkebog:

1835 den 25. september Født Niels Christen Pedersen, døbt i Rind kirke den 18. oct. Fader: Lejer Peder Christen Christensen og kone Kirsten Marie Henriksdatter af Kølkær. Faddere: Chri­sten Seerups kone Susanna og kone Christiane Christensdatter og Anna Madsdatter alle i Fjederholt, og ungkarl Chr. Peder Christensen i Kølkær. Barnet døde samme år.

Det var meget besværligt med barnefødsel, dåb, begravelse etc., fordi afstandene var så store, og der ingen ordentlige veje fandtes. Derfor hændte det, at en fader selv døbte sit barn; men ellers bar man barnet, der skulde døbes, over til Fjederholt, hvorfra man fik en flink mand til at køre dem til Rind kirke. Se­nere kørte man med stude til kirke. Og døde der et lille barn, så bar fire mænd kisten til Rind.

Der fortælles fra den tid, der ingen bro var over Fjederholt Å, at en Kølkær familie engang skulde have et barn døbt, og da fik de manden i Okkels til at køre for dem. Da præsten spurgte konen, om barnet var hjemmedøbt, misforstod hun spørgsmålet og svarede: Ja misæ'l er en gjæmmelbløt, for den fild i æ o'!

*

Gamle Christen Seerup, der nævnes ved folketællingen i 1834, stammede fra Serup ved Silkeborg. (OBS: Er ikke bevist via kirkebog, JRJ 2010) Christen og Susanna boede først i Søndergård i Kollund, hvor deres tre sønner blev født, og de må være gået fra gården under statsbankerotten. På det areal, de fæstede i Kølkær, byggede de et jordhus, der vendte i Ø.-V., med indgang i sydsiden. Man kom ind i et lille forrum, hvor der til venstre stod et par får, siden en ko, og til sidst havde de et par stude. Til højre for indgangen kom man ind

Side 200

i stuen, hvor der var en simpel seng i nordsiden, en kakkelovn, der var muret op af grå sten med en jernplade over, og så var der et simpelt bord og en bænk.

Bag forgangen var et lille køkkenrum med tre kampesten i et hjørne, det var arnen, hvorpå Susanna lavede maden. I taget var der stukket en bundløs halmbikube, der fungerede som lyre, og så var der et lille vindue i sydsiden.

Omkring 1840 vogtede Dynes Fjederholts søn, Jens Christen, får i Kølkær, og da var han undertiden inde hos Chr. Seerups enke, Susanna, for at varme sig - sønnen Chr. Peder og den unge kone var enten ude at arbejde hos andre, eller de var ude at tigge. Da Jens Chr. Dinesen en aften skulde hjem med sin store fåreflok, var et får gået i bløde, og han havde ikke kræfter til at trække dyret op. Så hentede han Susanna, der trods sine 60 år trak hoserne af, bandt skørtet op, og så halede hun fåret op.

Som ung var Susanna knagende stærk - hun bar for eksem­pel 7 skæpper rugmel, ca. .80 kg, fra Langelund hjem til Feld­bakke, dvs. 2 km.

Chr. Seerup og Susanna fik som nævnt tre sønner, nemlig: Peder Christen, der købte fæste stedet, som han senere solgte til Anders Feldbakke, og så flyttede han over til Gjødstrup. En anden søn, Jens Christen, døde ugift som 90årig i Amerika.

Den tredie og yngste søn, Christen Peder, var født 1814. Som ung tjente han i et brændevinsbrænderi øst på sammen med en pige, Kirsten Olesdatter fra Bording, og med hende blev han gift. De fortalte, at de hver morgen, medens de tjente i brænde­riet fik en tør brødskorpe til en skål brændevin som davre!

Nedenfor har jeg indsat oplysningerne fra folketællingen i 1845. Den 2-årige dreng bliver senere gift med Mette Marie Mikkelsen. De får 11 børn, blandt dem Anton Serup.

      Da de blev gift, fæstede de o. 70 tdr. land af Dynes Fjederholt, og så byggede de et jordhus i en brink - jorden kunde være så vandig der ude, at man måtte springe fra knold til knold for at færdes der.

Senere fik Chr. Peder fat på noget træ fra et kasseret hus, og nu fik de et bedre hjem. Murene blev stampet op af ler og lyng, og loftet bestod af rafter med siv og tørv over. I stuen havde de en gry-dkak'elow'n, dvs. en ovn, der var muret op med

Side 201

omvendt jerngryde for oven. Og i sovekammeret stod en muret ovn.

De havde i mange år kun en ko. Først da de havde været gift en halv snes år, fik de en mere, og der gik mange år, inden de fik stude.

Så længe, de ikke kunne give jorden mergel og gødning, kunde de ikke leve af jorden. Om sommeren kunde de godt føde koen; men om vinteren måtte de tigge foderet til den, og ofte kneb det med føden til dem selv, for familien blev stor, idet de fik ti børn. Kneb det, f. e. i det tørre år 1868, at skaffe rug til det daglige brød, så var det også besværligt at få kornet malet, da Kølkærfolkene havde over en mil, når de skulde have malet i Kidris mølle, og vejen gennem Kølkær blev først anlagt senere.

Christen Peder var ikke just stor, men han var bred og gruttende stærk. Ofte bar han en halv tønde rug over til Kidris, og så kom han i nattens løb tilbage med melet. Og når der om vin­teren var sne på, så blev det en endnu drøjere tur. Engang blev han en sildig nat så overvældet af træthed og søvn, at han sov hen, og da han vågnede, var han stivfrosset, og nu måtte han løbe frem og tilbage i heden for at få varme i kroppen og blive så lin, at han atter kunde lægge melsækken på sig. Om sommeren havde han undertiden desuden et fjerdingkar malt med, der skulde males.

Engang, de manglede foder til koen, gik han over til Okkels, og der fik han lov til at få et knippe halm så stort, som han kunde bære, gratis. Karlene morede sig med at lave et knippe, der vejede et skippund (160 kg), og midt i dette lavede de et hul, så Christen Peder kunde stikke hovedet op, og så fik han hal­men læsset på sig og traskede glad hjem gennem åen til sin sultne ko. Der var ingen bro der.

En anden gang, da han tog kartofler op i Okkels, tilbød de ham, at han måtte få en tønde kartofler gratis, hvis han kunde bære disse hjem. Det gjorde han, men det var hårdt ved ham, og han havde mistanke om, at karlene havde kommet ni i stedet for otte, skæpper i posen.

Side 202

Mette Marie og Chr. Seerup i Kølkær.

Chr. Seerup blev født i et jordhus i 1843.

Christen Peder havde aldrig været syg, før han fik vattersot, og deraf døde han som 66årig.

En af hans sønner, Christen Seerup, blev født 1843 i omtalte jordhus. i 1868 blev han gift med Mette Marie, der var fra Tulstrup i Ikast. Først sad de til leje i Ikast. Han gik ud i dagleje og fik 12 skilling om dagen i vintertiden; men om sommeren kunde han få 4 mark.

Efter fire års forløb købte han 19 tdr. land hede, mose og grønne i Tulstrup, fik bygget et hus, fik også omsider en ko og senere et par stude; men da de ikke syntes, der var nogen fremtid der, så solgte han stedet og købte sit fødehjem i Kølkær. Det var i 1875. Og da flyttede Christen Peder til Søby, hvor han på en parcel byggede et hus. Han tog en ko og et par stude med sig,

Side 203

men lod en ko blive til sønnen. Foruden en sum i afståelse skulde Chr. Serup give sin fader to tdr. rug årlig, dog kun en td., hvis faderen levede over to år efter handelen, hvad han ikke gjorde. (Jeg er i besiddelse af den originale aftægtskontrakt, håndskrevet med gotisk skrift). Men på den tid kunde Chr. Seerup næppe banke to tdr. af sin egen avl, og det, han ikke havde, måtte han købe. Penge tjente han især ved at arbejde ved mergelkritning i Langelund. Lidt penge fik han fra i Tulstrup, og resten lånte han i sparekassen i Herning.

Det var et meget forfaldent hjem, Chr. Seerup overtog. Træværket var råddent, og det var det naturligvis allerede, da faderen fik det stablet op. En dag kom der en vældig tordenskylle, og da måtte Christen og konen Øse og slæbe vand ud af stuen, så utæt var taget. I dagligstuen var der en jernbilægger, men i sovekammeret en muret ovn med en hvælvet jerngryde ovenpå.

Nedenfor igen et øjebliksbillede af Serup-familien fra en folketælling, én generation senere. Det udøbte drengebarn er Anton Serup.

De fik nu bygget et nyt hus med en sidebygning, en krom' hwærre; (kroghus) men i 1906 brændte stedet ved skorstensild, og en søn, Anton Seerup, overtog ejendommen. Da var der en besætning på 4 køer, en kalv, et par heste og 8 får. De gamle flyttede nu til Malmkær, hvor de boede i syv år. Give - Herningbanen, med station i Kølkær, blev åbnet i 1914, og året før byggede Chr. Seerup et hus i nærheden; men han blev trods sin høje alder ved med at være virksom, og han lå som 80-årig og tækkede folks huse. I ægteskabet var der 6 sønner og 5 døtre.

I Chr. Seerups barndom var der endnu kun 6 familier i KøIkær; men da man omkring 1890 arbejdede på at få en kirke der, var der 80 familier i Kølkær og Vovlund.

En anden af Christen Peders sønner, Ole Christiansen eller Ole Seerup, der blev født 1848, fortalte mig, at de mange børn ofte var glade, når de kunde få det tørre brød. Der var i hans barndom følgende syv familier i Kølkær: Christen Peder, Markus Ilskov, Pæ Dynesen, Anders Tværmose, Søren Krænsen, der var Oles kones bedstefar; Jacob Kølkær og Lauge Feldbakke.

Undertiden fungerede faderen (Chr. P.) som dyrlæge i egnen. Havde fårene fået wand'hu'e, hvad de fik af at æde i.lgres, så

Side 204

Anton Seerups hjem i Kølkær, som det blev opført efter branden i 1906.

 Anton Serup sidder med en lille pige på skødet: Min mor Sigrid Serup.

De to drenge er Christian og Erik.

si'mtrt' han dyrene, dvs. han trak ved hjælp af en stoppenål hestehår gennem den vandfyldte poge - men dyret gik gerne til alligevel. Der døde mange får af igler (lever-ikter).

Der var langt til dyrlæge og doktor, det kostede mange penge at hente en sådan mand, og så klarede man sig i almindelighed med hjemmeråd. Blev en hest eller ko eller et svin forfangen, så gav Chr. Peder patienten 3 pekler brø' med 3 stumper lækatte­skind i hvert stykke brød. Men under denne handling skulde de tilstedeværende tie stille.

Ole Seerup fortsatte med faderens praksis, der naturligvis var ulønnet og også ubetydelig; men når folk kom i forlegenhed, så blev Ole hentet. En dag, han stod og lavede disse piklinger til hos Willums, kom konen, og hun spurgte forsigtig sin mand: Trow'r du no, de ka hjælp'? Da skyndte Willum sig at bremse

Side 205

Således ser det samme hjem ud nu i 1957.

konens veltalenhed med: Å’ lok di kjæ'f! Heldigvis kom hesten sig dog.

Engang havde Ole et føløg, der gav så megen mælk, da de vilde vænne føllet fra, at de ikke kunde sætte det hen. De fik noget på apoteket. Det kaldtes »slæl el'« det svarede for så vidt godt til nav­net, som det slet ikke hjalp. Så tyede man til et gammelt råd. En teglsten blev glødet, man malkede hoppen på denne sten, og så gik mælken bort. Det samme råd blev også brugt, når man vilde vænne et barn fra patten, og moderen gav for megen mælk.

Undertiden havde folk vanskelighed med at få en ko med kalv. I et sådant vanskeligt tilfælde trak Mikkel Bjerregård i Ejstrup af sine bukser og sprang over koen på langs, idet man skulle holde dyrets hoved godt ned. Jvnf. side 190.

Side 206

I Chr. Peders tid fik jorden ingen mergel, man nøjedes med den aske, der blev, når man brændte furerne af. Men Ole hentede mergel i Vovlund, hvortil der var en halv mil. Senere fandt man mergel i Klinkhøj; men så blev der lagt mergel spor til Toftlund. Laust Mortensen fik i førstningen fire kroner for hver td. land hede, han brækkede op, og han pløjede ialt syv tønder. Jor­den lå så hen i tre år for at rådne, fik mergel, og så havde Ole en god avl med det samme.

I1936 døde den 87årige Ole Seerup i Herning.

*

Efterskrift og kommentarer.

Navnet Serup er et kalde- eller øgenavn, der fulgte med Christen Christensen og hans efterkommere, indtil de – 4 generationer senere – ved kongelig bevilling i 1905 fik lov til at føre det som familienavn (Arne Serup er i besiddelse af originaldokumentet). Bemærk i øvrigt den totale navneforvirring mht. stavemåder.

 

Kilde: Hedebønder i tre slægtled

  

Blandt mors gemmer fandtes et næsten opløst udklip fra Herning Folkeblad, årgang 1929:

Landbomødet i går.

Anton Serup og hustru, Kølkær, tildeltes Landhusholdningsselskabets store sølvbæger

Fra overrækkelsen citeres:

Ved kaffebordet

Efter at kaffen var drukket bød Kr. Birk velkommen til den egentlige fest.

Sang: Løft dit hoved –

Kr. Birk, Lægdsgaard: Vi har atter i år haft den glæde at modtage et sølvbæger, og det er tildelt Sofie og Anton Serup, Kølkær. Der er vel få steder, der er sket så stor en forandring som i Kølkær. Det er vel også så få steder, der er gjort så store fremskridt som derude.

Anton Serup er født i Kølkær 1880 og blev i 1906 gift med Sofie Dinesen, født i Søby. De overtog ejendommen i 1906 og gav 5.300 kr. for den uden bygninger. Til betaling ejede Anton Serup et beløb på 900 kr., der var opsparet kapital. Ved overtagelsen var ejendommen på 45 tdr. land, hvoraf de 18 var opdyrket. Ved senere tilkøb er gården vokset, så der nu hører 88 tdr. land til den. Der er i alt opdyrket 60 tdr. land, siden Anton Serup overtog ejendommen. 80 tdr. land er merglet, og der er foretaget store afvandingsarbejder. Besætningen, der ved overtagelsen var 2 små heste, 4 malkekøer, 3 får og ingen svin, udgør nu 4 jyske heste, 18 malkekøer, 3 tyre, 13 ungkreaturer, 2 grisesøer, 30 fedesvin og 60 høns. Anton Serup og hans kone har nu en smuk og velholdt gård med udmærkede stalde og en pæn og velvedligeholdt have. Gården har en værdi af 60.000 kr.

Der er i ægteskabet 3 børn, 2 drenge og 1 pige, desuden en plejedreng.

Anton Serup har haft flere tillidshverv, således har han været taksationsmand i Den Alm. Brandforsikring og formand for mejeriet, hvilket han for øvrigt også er for tiden.

Jeg skal have den ære at overrække jer dette sølvbæger fra Det Kgl. Landhusholdningsselskab, og det er mit håb, at det må gå i arv, så de, der kommer efter, kan se, hvad deres fædre har virket, og anspores til at gøre arbejdet endnu bedre.

Dette smukke sølvbæger blev derefter overrakt Anton Serup og hustru. Det bærer følgende inskription:

Det kgl. danske Landhusholdningsselskabs sølvbæger 1929.
Anton Serup og hustru.
Kølkær, Rind sogn, Ringkøbing amt.

Anton Serup: Jeg var jo lidt betænkelig ved, at så ung en mand som jeg, skulle have bægeret. Men jeg vil gerne sige tak for sølvbægeret. Hjertelig tak!

Kilde: Herning Folkeblad, den 22. november 1929.

Hosstående dejlige billede er taget ved Nell og Arnes bryllup den 11/8 1962. Bedstefar er således her 82 år gammel og tydeligvis i fin form. Hans borddame er Nells faster, Marie Pauline Lund Ludvigsen, f. år 1900, død 1982.

Bryllupsfesten blev - så vidt vides - holdt hos Arnes forældre, morbror Erik og tante Else.