Viggo Skov Johansen, 1910 - 1997.

Vi er så tæt på nutiden, at mange officielle registre er lukkede pga. 75-års fristen for offentliggørelse. Til gengæld er der så andre og mere familiære kilder:

Kirkebøger

Født i Okkels (Ringkøbing amt, Hammerum herred) Rind sogn 27. august 1910.

Gift med Sigrid Marie Serup i Christianshede kirke, den 14. januar 1939: "Ugift Landmand af Okkels i Rind Viggo Skov Johansen, Søn af Husmand Peder Johansen og Hustru Karen Kristensen, født i Rind den 27 August 1910. Ugift Husassistent af Kølkjær, Rind, Sigrid Marie Serup, Datter af Husmand Anton Christiansen Serup og Hustru Sofie Dinesen, født i Rind 16 Februar 1912. Forlovere: Brudens Fader og Brudgommens Moder." (AO Ringk. amt, Bording sogn, 1918 - 1953 vielser, opslag 105).

Børn, alle født på gården "Lykkens Prøve", Tulstrup, Ikast sogn:
Knud Riis, 15. august 1942
Jørgen Riis, 11. januar 1945
Aage Riis, 9. maj 1950

Død i hjemmet i Ikast sogn (Ringkøbing amt, Hammerum herred) den 29. november 1997, 87 år gammel.

Folketællinger

1911 Okkels. Far/Viggo er ½ år gammel.
1916.side 1
1916.side 2
1921
1925 Viggo er ude at tjene, 14 år gammel, i Hauge - hos "Karl i Hauge". Dette stemmer fint med historien om en vase, vi har, med påskriften Jul 1923. Far købte den efter sigende billigt som julegave til sin mor i 1924 for penge sparet op af den første løn. (Bem.: Hauge ligger i Gjellerup sogn, Okkels i Rind sogn).

1930 I 1928 blev han 2. karl på gården Frødal i Kølkær, mors hjem, men som hun skriver: "Der var dog ikke noget med kærsteri, ikke før vi var omkring de 25". FT-1930 bekræfter hans opholdssted på Frødal som medhjælper. Han er 20, mor er 18. Han var soldat (1931-32, tror jeg) i København på Bådsmandstrædes kaserne, det nuværende Christiania. I vinteren 1936-37 var han på Tune Landbrugsskole på Sjælland, tjente siden på en gård i nærheden af skolen (Karlslunde?).

I 1938 var han tilbage i Jylland, og midt i december blev gården "Damgaard" i Christianshede overtaget for kr. 30.000. Han og Mor flyttede straks derud, skønt de de først blev gift i Christianshede kirke få uger senere. Mor skriver som 86-årig herom i 1998: "Det var i december 1938, vi flyttede til Christianshede og blev gift den 14/1 1939. Det var svært at komme i gang, vi havde ingen penge. Da Viggo fik plads fra landbrugsskolen, opnåede han at få den højeste løn af eleverne. Det var 900 kr. fra april til november. Den højeste løn jeg fik, var 60 kr. om måneden, så det var ikke let at spare op.

Men vi fik da begyndt. Jeg husker endnu, at da vi kom til Christianshede, skulle jeg til købmanden efter almindelige dagligvarer. Da jeg kom hjem var der 5 kr. tilbage i Viggo’s pung og så sagde han: Det her går aldrig. Men det gjorde det altså, og det varede ikke længe, før vi kunne se at det kunne løbe rundt. Der var 80 tdr. land til, men det var høj, tør jord. Det andet år kom tørken, så vi avlede alt for lidt. Så hittede min mor på, at vi kunne komme hjem og få gården, men da det kom til stykket, ville hverken Kristian eller Bedstefar (Anton Serup) slippe den, - men da var gården i Christianshede allerede solgt."

En gård for 30.000 kroner lyder måske ikke af meget, men beløbet skal ses på baggrund af datidens løn- og prisniveau: Opsparingen skulle ske ud fra en samlet årsløn på ca. 2.500 kroner, foruden kost og logi, men før skat. Som det fremgår, har Far skullet klare sig selv fra omkring de 14 år. Han er måske kommet lidt mere rundt i landet end de fleste bønderkarle på den tid og bl.a. fået en god teoretisk og praktisk landbrugsuddannelse.

Jeg kan ikke mindes, at vi nogen sinde var forbi Damgaard i Christianshede, og stedet var heller ikke noget, der blev talt meget om. Først for nylig (I begyndelsen af 2017) fik jeg taget mig sammen til at finde adressen via folketællingen i 1940. Den gav oplysning om gårdens matrikelnummer (1a), og så var det en enkel sag via www.OIS.dk at finde alle oplysningerne, (Ikast-Brande kommune, ejerlav Christianshede By, Bording, 1a), herunder adressen Sigtenvej 5, 7441 Bording. Luftfoto (Sylvest Jensen 1953) i høj opløsning af gården her.

Folketællingen af 1940 rummer en overraskelse: Foruden Mor og Far var der to yderligere beboere, hvoraf den ene endda betegnes som gårdejer. Ejerforholdene bliver dermed ekstra interessante.

Rigsarkivet har digitaliseret på livet løs de senere år, men det er desværre ikke altid let gennemskueligt, hvor man skal lede, og det gælder da ikke mindst for fast ejendom. Min foreløbige konklusion er: Frem til midten af 1950'erne kan der søges i Realregistre, skøde- og panteprotokoller; for senere ejendomsoverdragelser søges i Digitaliserede tingbøger (1927-2000), dvs. der er en vis overlapning. Eftersom der her er tale om årstallene 1938 og 1940, burde opslag i de digitaliserede tingbøger være løsningen, og udfyldningen af søgefelterne lover godt: Region Midtjylland, Retskreds Herning, Ejerlav Christianshede By, Bording. Herefter kan man så lede frem gennem de velordnede sider og finde ejendommen på opslag 114. MEN tingbogsbladet viser kun omtalte gårdejers skøde af 11/11 1940, dvs. Fars salg - men hvor er hans køb?

I mangel af bedre idéer gennemsøges så de ikke nær så velordnede skøde- og panteprotokoller, og under Ringkøbing Amt, Hammerum Herredsfoged, Realregister (1860-1956), 1845 Bording B B79 - SP167-1943, opslag 189, dukker den rigtige side op med skødet på købet dateret den 15/12 1938.

I december 1940 købte de en noget forsømt gård, "Lykkens Prøve", i Tulstrup ved Ikast, mit fødehjem, for kr. 50.000. De drev gården indtil 1975, solgte den og flyttede i hus i Ikast, som Mor havde købt flere år i forvejen.

Gården, matr. nr. 13e, ejerlav Tulstrup by, er udmatrikuleret i 1873 af Niels J. Thygesen (= Gjesse), som ejede Store Remme (matr. nr. 1a, Remme). Overdrages til sønnen Søren Gjesse, som havde gården 1881 - 1909. - SG byggede og udskilte i øvrigt Østermosegård til sønnen Laurids Thygesen (senere købt af familien Skjærbæk).
1909 - 4/11 skøde Søren Thygesen til Niels Nielsen Vestergaard
1916 - 4/1 skøde til Christian Andreasen
1917 - 1/11 skøde til Johannes Poulsen, en ejendomshandler fra Herning
1918 - 30/1 skøde til J. Ørum-Petersen og K. Pugdahl Grimstrup
1918 - 22/4 skøde til Iver Diderik Iversen
1918 - 19/9 skøde til Niels Daniel
1922 - 23/11 skøde til W. Johansen og A. Locht
1923 - 25/1 skøde til Niels Frederik Thomsen.
1940 - december skøde til Viggo Johansen
1975 - ? skøde til ? (Kan ikke finde tingbogsoplysningen). (Kilder: Ikast Sogn ved Bernhard Larsen, udgivet af Ikast Sogneråd 1967, og egne studier i tingbøgerne).

Den ligger på et næsten fuldstændigt fladt terræn mellem to bakker mod nord og syd, hvor Ikast ligger på sydbakken lige syd for Storå. Terrænet er udformet under den sidste istid, idet åen er resterne af en gigantisk flod, der har ført smeltevandet fra isranden ved den jyske højderyg mod Vesterhavet. Jorden er sandet, men lav. Der er sjældent mere end ca. 1½ meter til grundvandet, som er meget okkerholdig. Af samme grund er området gennemskåret af grøfter, der sørger for afledning af vandet fra en mængde drænrør. Jordbundsforholdene er ganske specielle, idet ganske ubetydelige forhøjninger kan ændre boniteten fra det rimelige til det yderst ufrugtbare; ligeledes kan ubetydelige lavninger være kolde, vandede og sure med ringe mulighed for landbrugsmæssig udnyttelse. Man støder ofte på myremalm i jorden, og disse karakteristiske sten blev ret hyppigt anvendt som byggemateriale i egnens gårde. Således var laden på Lykkens Prøve opført af myremalm. (Nu er laden og den vestre længe revet ned). Den har et areal på 60 tdr. land, hvoraf ca. 5 tdr. land i det nordvestlige hjørne er skov. Jorden afvandes af Malmkjær bæk med en “bibæk”, hvilket betød vedligeholdelse af vel cirka 1.300 m vandløb, hvor græssiderne skulle slås og bunden renses hver sommer.

Lykkens Prøve - Luftfotos 1948-1974 fra Det Kgl. Bibliotek
1948	1955	1955	1962	1974	1984

 

Årets og dagenes gang på Lykkens Prøve 1940 - 1975.

I december 1940 var Danmark tidligere på året blevet besat af tyskerne, og de næste fem år blev siden omtalt som "da tyskerne var her" eller "under besættelsen". Hvorledes gårdens udvikling var i detaljer under og de første år efter besættelsen, ved jeg ikke noget om, men der er ingen tvivl om, at der har været i det mindste en tjenestekarl, og muligvis også en tjenestepige - men det er helt sikkert, at trækkraften var heste.

Økonomisk har de nyetablerede landmænd utvivlsomt været begunstiget af forholdsvis lave priser på ejendomme efter tredivernes krise og krigstidens gunstige afsætningsvilkår for landbrugsvarer, som fortsatte efter krigens ophør indtil først i tresserne, hvor afvandringen fra land til by for alvor satte ind sideløbende med, at industrialiseringen for alvor slog igennem. For landboungdommen indebar dette tillokkende alternativer til livet som landbrugsmedhjælpere, dvs. kortere arbejdstid, længere ferier og højere løn samt mindre belastende fysisk arbejde.

Sideløbende hermed begyndte en ubrudt periode af mekanisering i landbruget, som på ganske få år indebar, at hestene blev erstattet af traktorer, hvorved der både blev sparet uhyre mængder af hestefoder og store mængder menneskelig arbejdskraft. Fra det ene øjeblik til det næste kunne landmandens 10-12 årige knægt  på en lille grå Ferguson traktor erstatte en voksen landbrugsmedhjælper (eller to) og to-tre heste. I løbet af ganske få år udvikledes maskiner, som mekaniserede noget af det allermest slidsomme markarbejde såsom roeoptagning, der tidligere helt bogstaveligt udelukkende foregik ved håndkraft. Roetoppen blev afhøstet med grønthøstere, og roden taget op af en maskine med transportbånd, som transporterede roerne over i en vogn, der kørte ved siden af eller var koblet bagpå. Disse vogne blev efterhånden udstyret med en aflæsser, så denne funktion også kunne foregå uden håndkraft. Traktorerne med tilhørende redskaber blev hastigt større, og selvbindere blev erstattet af mejetærskere.

Mange gårde gik i løbet af få år fra at have to medhjælpere til, at gårdejeren med maskinerne selv kunne gøre al arbejdet - eller i fællesskab med en eller flere naboer, således at man kunne deles om maskinerne, der på denne måde blev bedre udnyttet. Det forunderlige er, at denne udvikling er fortsat langt ud over enhver fatteevne: En moderne traktors forhjul er som regel nu større end baghjulene for 50 år siden, og de har naturligvis firhjulstræk og klimatiserede førerhuse med stereoradio, mens vi kørte uden førerhus (ingen styrtbøjle) siddende på et jernsæde uden polstring overhovedet. Der skete følgelig mange dødsulykker, når traktorerne væltede eller tippede bagover.

Årstidernes gang

På en gård som Lykkens Prøve vekslede arbejdet nøje i takt med årstiderne. Der blev skelnet mellem Forårsarbejdet, Sommer, Høst og Efterårsarbejdet samt Vinter. Arbejdet hang snævert sammen med driftsformen: Indtil o. 1966 med malkekvæg og derefter fedesvin resten af tiden til salget af gården i 1975. Malkekvæget betingede dyrkning af grovfoder i form af roer og ganske store arealer med vedvarende græs: En kalvefenne lige ved kostalden, en kviefenne og to kofenner samt kløvermarken til høslet. - Kalvefennen blev også brugt til grisesøer om sommeren. Denne driftsform indebar - bortset fra markerne med vedvarende græs - sædskifte og brug af staldgødning og var dermed en langt mere økologisk orienteret driftsform end grisefarmens med byg som eneste afgrøde uden mulighed for afveksling.  Der er heller ingen tvivl om, at Far holdt mest af tiden med køer, men ulempen var jo den langt større arbejdsindsats, som det med alderen blev stadig sværere at levere.

Forårsarbejdet.

Så snart jorden var "sund" (dvs. den var så tør, at der kunne køres på den) blev der kørt staldgødning ud og spredt på markerne til efterfølgende nedpløjning. Staldgødningen blev spredt på de marker, der stod for tur i sædskiftet til roer. Hertil kom udkørsel og spredning af kunstgødning. Begge dele foregik i begyndelsen af 50érne helt og holdent med håndkraft. Kunstgødningen kom ublandet, ikke som nu i form af færdig NPK (Nitrogen, Phosphor og Kalium), dvs. at første arbejdsgang var manuel blanding i rette forhold af de forskellige gødningskemikalier, som ofte var meget klumpet. Det foregik hjemme i laden med anvendelse af sold og skovle samt ganske mange arbejdstimer. Dernæst læsning af arbejdsvogn, hvorfra det blev skovlet op i en zinkbalje længst tilbage i vognen; herfra kastede Far så gødningen ud med de bare næver, mens vognen langsomt kørte frem. Alle de marker, der ikke var staldgødning til, fik tilført kunstgødning, inkl. markerne med vedvarende græs. Spredningen af staldgødningen foregik næsten på samme måde: Møget blev læsset på vognen fra møddingen og derfra kørt ud til marken; stående på vognen spredte Far så møget med - en møggreb.

Efter vinteren var ajlebeholderen ligesom møddingen fyldt til bristepunktet (ajle er urinen fra besætningen). Den udgjorde også en værdifuld gødning og blev fordelt på markerne på følgende måde: Alle gårde havde en ajletønde, en lang cylinderformet beholder, der passede til en landbrugsvogn. Ajlen blev så pumpet fra beholderen op i tønden, der i forneden i bagende havde en aftapningshane, hvortil der blev koblet en spreder, som fordelte ajlen på marken i vognens bredde. Der var MANGE læs/tønder ajle i en beholder, faktisk til en hel lang dags udbringning, hvorefter det i adskillige dage var umuligt helt at bortvaske lugten af ajlen fra hænderne. Man kunne godt glemme alt om at tage til bal efter sådan en dag...

Forårsarbejdet omfattede desuden klargøring til såning af først korn og senere (omkring 1. maj) roer samt sidst sætning af kartofler. Forberedelse af "såbedene" skete efter efterårs- eller forårspløjning ved harvning, som dels fordelte eventuelle store jordklumper og dels brød, løsnede og udtørrede jordskorpen, så det var let efterfølgende at dække frøene til igen. Til korn og roer blev der oprindelig brugt en og samme såmaskine, der kunne omstilles til formålene. Sukkerroefrøene er fra natururens hånd "to-kimbladede", dvs. der normalt kom to roeplanter ud af ét frø, hvoraf den ene skulle fjernes under hakningen, og da de i sagens natur stod HELT tæt, forsinkede det forløbet meget. Senere lykkedes det frøleverandøren at levere én-kimbladede frø, og der blev udviklet en specialmaskine til roerne, der kunne så disse frø enkeltvis og med fastlagt afstand, hvilket selvsagt gjorde ukrudtsbekæmpelsen langt mindre arbejdskrævende.

Til disse gødningsformer kom kalksalpeter fra Norsk Hydro i karakteristiske, meget stærke papirsække. Kalksalpeter blev spredt ud, ofte flere gange, efter at korn og roer var kommet op. Roemarkerne fik ganske meget salpeter. Det aktive stof med den næsten magiske virkning, kvælstof, blev o. 1969 erstattet af flydende kvælstof, der blev nedfældet med store maskiner inden såningen.

Staldgødningen kom naturligvis fra alle gårdens dyr, men køerne gav et vældigt bidrag: 1 ko "producerede" rundt regnet årligt 8 ton "fast" gødning og 3 ton ajle, og vi havde ca. 20 køer plus ungkvæg og grise. Det er derfor indlysende, at staldgødning er en stor og meget værdifuld ressource, som imidlertid er fattig på både kvælstof og fosfat. Den har imidlertid - som det er kendt af alle haveejere - store jordforbedrende egenskaber. Fosfat medgår til opbygning af dyrenes knogler og kommer derfor ikke i fuldt omfang tilbage via staldgødningen (Fosfat er "P" i NPK-blandingsgødningen). - Disse forhold er centrale i loven om den begrænsende faktor i planternes ernæring, se f.eks. denne wiki. I ajle er der til gengæld masser af kvælstof. (Flemming Juncker har skrevet en yderst læseværdig bog herom: "Humus - Dynamisk økologi. Fra fattig hede til frodig løvskov." Gyldendal 1985).

Kartoflerne blev "sat" med en dertil indrettet maskine, en kartoffelsætter, der satte kartoflerne i to rækker og dækkede dem til under en lille jordvold (senere maskiner til fire rækker, naturligvis).

Der var altid en vældig utålmodighed med at komme i gang med og få afsluttet forårsarbejdet så tidligt/hurtigt som muligt. Vejret var naturligvis altid den ubekendte faktor; efter en streng vinter varede det længe, inden jorden blev frostfri, hvilket var første betingelse for, at den kunne blive sund - klar til bearbejdningen. Megen regn kunne også udsætte arbejdet, og for lidt regn kunne medføre jordfygning... Kartoflerne måtte ikke sættes for tidligt, idet de er meget følsomme for frost, efter at de er "kommet op": Den mindste frost indebar, at toppen visnede, og knoldene skulle så begynde forfra med nye skud med nedsat udbytte til følge.

Efter såning af kornet skulle kornmarkernes enten let-harves eller tromles for at dække frøene, jævne jorden og trykke eventuelle sten ned, så de ikke gav problemer for høstmaskinerne. Kornet kunne herefter næsten passe sig selv indtil høst, bortset fra sprøjtning mod skadedyr, ukrudt og plantesygdomme, men det var ikke noget, der var ret arbejdskrævende. Det var roerne og til dels kartoflerne til gengæld.

Roerne skulle radrenses, dvs. mekanisk ukrudtsbekæmpelse mellem rækkerne flere gange før efter hakning/lugning, som foregik fra hen i maj måned og indtil omkring 1. juli (2. gang). Hakning af roerne var et både langvarigt og kedeligt arbejde, især efter at landbrugsmedhjælpere blev et særsyn, idet så man ofte gik alene på markerne i dage- eller ugevis. Allerede efter første formiddag kunne man let beregne, hvornår at man ville være færdig, f.eks. om ca. 2 uger med første gangs hakningen; så skulle der radrenses og snart efter ventede 2. gang hakningen. Vejret vekslede typisk mellem bidende kulde og stegende hede; på dage med regn blev arbejdet indstillet. 

Radrensning krævede to personer: én på traktoren og én på radrenseren, der var forsynet med en styrestang og drejelige hjul, således at man for alt i verden kunne undgå "rense" roerne væk. Det er indlysende, at personen på radrenseren i ca. halvdelen af tiden (afhængigt af vindretning og -styrke) sad indhyllet i en stor støvsky, undertiden så tæt, at man dårligt kunne se ned til roerne i en afstand på ca. 1 meter. Roerne voksede hurtigt, og når bladene kunne dække rækkerne og dermed kvæle frøukrudtet, var der ro indtil optagningen.

Kartoflerne krævede også pasning efter lægningen: De skulle hyppes, dvs. mere jord over rækkerne ved hjælp af en dertil indrettet maskine. De skulle også ”hakkes”, dvs. ukrudtet mellem planterne skulle fjernes, og det foregik også med en roehakker. Den værste ukrudtsfjende var kvikgræs, som næsten ikke var til at komme til livs, fordi de små tiloversblevne jordstængler bare groede videre. Det gjaldt om at give kartoflen et forspring, så den kunne kvæle ukrudtet ved at spærre for lyset.

Truslerne mod kartoflerne var foruden sen nattefrost, skimmel eller insekter, f.eks. den frygtede  coloradobille og sikkert også andre insekter. Skimmel var kun et problem langt hen på året og modtrækkene var at slå toppen ihjel ved sprøjtning eller ved mekanisk knusning af den.

Besætningen af køer, kalve og ungkvæg var også underlagt årstiderne, idet alle dyrene var på stald vinteren over. Omkring majdag, når græsset var i kraftig vækst kom kvierne på græs, og da de jo ikke skulle malkes, var de ude hele tiden sommeren over. Det var lidt af en festdag – ikke mindst for dyrene, som var helt kulrede af glæde over at komme ud igen. Fra stalden til ”kviefennen” var der ca. 200 meter, og de forløb i fuld firspring hele vejen med fare for at miste kontrollen, der var en grime med reb, som det gjaldt om ikke at slippe.

Bagefter skulle kviebåsene gøres helt rene, og det var tid til kalkning ude og inde. Frem mod Skt. Hans skulle de store hække langs vej og have klippes.

Hø-høsten foregik også langt hen i juni måned. Græsset, som typisk var 30-40 cm højt, blev klippet med en slåmaskine, der var indrettet præcis til dette formål. Resultatet var rækker eller "skår" med det friske hø/græs. De første slåmaskiner var naturligvis hestetrukne; kniven var af samme type som på selvbindere og mejetærsker. Den blev via en krumtapskive forbundet med plejlstangen trukket frem og tilbage gennem knivbordet og de mange enkelte små trekantformede knive skar græsset/kornet, der blev forhindret i sideværts bevægelse vha. fingerbjælken med "fingre", som ragede lidt frem foran knivene. Kraften blev på de ældre modeller overført fra maskinens to ret store metalhjul, senere blev der udviklet modeller til montering på traktorer med træk via kraftoverførselsakslen.  Tilsvarende blev der udviklet høvendere først til heste og senere til traktorer, men langt op i tiden blev høet på Lykkens Prøve vendt med håndkraft.

Efter nogle dage - alt efter vejr og vind - skulle rækkerne vendes, så høet hurtigere kunne blive (nogenlunde) tørt; det foregik ved håndkraft med hø-river. Når høet var tilstrækkelig tørt, blev rækkerne revet sammen i store "pølser" med en rivemaskine. Herefter blev det stakket på nogle dertil indrettede trebenede træstativer, hvorpå høet kunne stakkes, således at der kunne komme luft under dem, og høet kunne blive helt tørt uden mugdannelser. Når stakkene var helt tørre blev høet kørt hjem i laden. Før traktoren skete det ved læsning og transport på høvogne, efter traktoren kunne man undgå denne arbejdsgang ved at montere en anordning på den, således at man kun løfte stakken op og køre den hjem i laden, evt. til presning i en ballepresser.

Formålet med besværet og arealanvendelsen var naturligvis høets store næringsindhold, langt større end i f.eks. halm, og meget værdsat af både heste og kvæg. Enghø er en anden sag, idet engen kun kan anvendes til høslet og græsning men Lykkens Prøve havde ikke tilknyttet engparcel.

Kornhøsten

Indtil mejetærskeren fortrængte selvbinderen blev kornet høstet, inden det var så modent, at kernerne sad løse i aksene - i så fald ville der blive et stort spild i forbindelse med høstningen, hvor kornaksene passerer gennem selvbinderen for til sidst at blive bundet og kastet up på marken som færdige neg, en ganske hårdhændet behandling som forudsætter, at kærnerne sidder godt fast. Derfor begyndte kornhøsten med selvbinder et par uger tidligere, men negene skulle jo så også "sættes til råe", dvs. sættes i rækker så kornet kunne modne færdig, typisk med 2x3 neg i en hob med roden nedad, naturligvis. - Hvis der var "udlæg" i kornet, kunne tørringen være vanskelig, fordi græsset i negene krævede lang tids tørring; til gengæld var halmen efter tærskning ekstra lækker.

Når negene var tørre blev der "kørt korn ind", dvs. negene blev læsset på kornvognen og kørt hjem i laden, og det uanset om det var søndag eller hverdag (lørdage var naturligvis altid hverdage). Hvis der var en særlig god høst, kunne det knibe at få plads til negene i laden, men så kunne de sættes i et hæs ("heese") udenfor. Et hæs blev udformet nogenlunde som et æg på højkant på den tykke ende (afskåret) med de yderste neg hældende lidt nedad, så vandet løb af som fra et stråtag. Udformet således kunne stakken(e) stå vinteren over uden overhovedet at lide vandskade. Og musene elskede dem... Tærskningen af sådanne hæs forgik normalt på stedet, dvs. tærskeværket blev flyttet derud, så man undgik omlæsning.

Efter at kornet var kørt ind, blev stubmarkerne revet med en rivemaskine for at redde flest mulige aks. Rivningen, der jo ikke forelå som neg, blev kørt hjem og straks tærsket, hvilket støvede ekstra meget i forhold til de langt renere neg. Kornet fra rivningen var grå i farven sammenlignet med det normale, men det betød ikke noget, når det blev malet til grutning og brugt som foder til dyrene.

Vandløb. Området, hvor Lykkens Prøve senere blev bygget, var oprindelig en mose, nemlig Østermosen, et sumpet og til dels lyngbevokset sted, som tilhørte Knudsgaard i Tulstrup by.  I forbindelse den generelle hedeopdyrkning blev Østermosen i 1870'erne så at sige "byggemodnet" ved som det første at sørge for afvanding ved uddybning og oprensning af naturlige vandløb samt ved grøftegravning og dræning. For Lykkens Prøve indebar det pligt til oprensning og vedligehold af ca. 1300 meter bæk, hvoraf en del dog var skel, så forpligtelsen her blev delt med naboen. Hen på sommeren - afhængigt af regnmængden - tørrede bækkene helt eller delvist ud, hvilket naturligvis lettede arbejdet meget. Arbejdet bestod i at slå græsset på siderne, hvilket foregik med le. Græsset endte naturligvis i bunden af bækken og skulle dernæst smides op på kanten. Så skulle sider og bund renses, så vandet kunne løbe helt frit. Rensningen blev nidkært kontrolleret af såkaldte "vandsyningsmænd", nogle af egnens bønder, og grunden til deres nidkærhed var naturligvis, at hvis bare én af gårdene svigtede, gik det ud over afvandingen af al jord  "opstrøms". Da denne byrde var meget ulige fordelt, endte den med at blive overtaget af kommunen, hvorefter der gik adskillige år uden rydning til voldsom gene for landmændene...

Efterårsarbejdet

Selv om det sagtens stadig kunne være højsommer begyndte efterårsarbejdet reelt med bearbejdningen af stubmarkerne, så de ikke blev "overtaget" af ukrudtet.   Første fase var skrælpløjningen, dvs. pløjedybden var ganske tynd og ploven vendte kun lige netop stubbene og det frøukrudt, der lynhurtigt spirede frem. Så blev stubmarkerne "holdt sorte" ved gentagne harvninger med ukrudtsharve. Ud fra en ikke nedfældet omdriftsplan lå det fast, hvilke marker der skulle tilsås med vintersæd (dengang normalt kun rug) og hvilke der skulle køres møg ud på inden vinterpløjningen, der lå så sent på året som muligt, inden frosten risikerede at gøre den umulig. Endelig blev der også friholdt en mark til forårets udbringning af staldgødning og efterfølgende pløjning.
Roeoptagningen var et kolossalt slid før mekaniseringen. Sukkerroerne blev simpelt hen taget op med håndkraft: Man brugte en roekniv i højre hånd, en kort bredbladet kniv med en krog længst ude på oversiden. Man tog to rækker ad gangen og trak roen op med venstre hånd, idet man tog om toppen og huggede roen over i overgangen mellem rod og top, holdende roen således at roden faldt til højre for højre række og smed toppen til venstre for venstre række. For enden af rækkerne vendte man højre om og gentog processen, således at roerne fra fire rækker dannede en lang pølse og toppen ligeså.

Når et passende areal var taget op, skulle toppen køres hjem til ensilering (=syltning), og roerne blev kørt sammen i en roekule (evt. flere kuler). Det var et ekstremt hård fysisk arbejde, idet man gik foroverbøjet fra morgen til aften i mange dage, nogle kunne ikke og kravlede så i stedet på knæene, men det var endnu hårdere. Sukkerroerne skulle være taget op inden 1. november, og det skete ikke sjældent, at der var is på roetoppene om morgenen. Kålroerne var mere hårdføre og kunne tages op endnu senere. Optagningen var nemmere, idet man gående mellem rækkerne kunne hugge toppen af med et skarpslebet skuffejern. Når toppen var fjernet (den blev straks brugt som foder), blev roerne løsnet og samlet med en slags slæde og var klar til at blive kørt sammen. - Kålroerne vokser på det nærmeste oven på jorden og er derfor langt nemmere at tage op end sukkerroerne.
Efter at roerne var kørt sammen, skulle kulerne "gøres op", dvs. løse roer skulle smides op på kulen, så den blev smallere og mere kompakt. Så blev der kørt et lag halm på, og til sidste blev der kastet et lag jord over det hele - på nær en tynd sprække øverst oppe, som gav kulen mulighed for at komme af med varmen. Man skal jo huske, at roerne ikke var dødt materiale, men levende planter, som faktisk afgav en del varme.

Optagning af kartoflerne var også alt overvejende manuelt arbejde, dog blev de først "kørt op" ved hjælp af en maskine, så de lå oven på jorden, hvorefter de blev samlet op ved håndkraft: Man kravlede hen over marken, samlede kartoflerne op og smed dem i en kurv eller kasse, så igen blev tømt i en vogn. Når vognen var fuld, blev den tømt i en kartoffelkule, der var halvt nedgravet, så der var bedre beskyttelse mod langvarig frost. Foderkartofler blev imidlertid straks kogt i en kæmpestor maskine, en kartoffelkoger på hjul, der blev kørt i stilling ved siden af nedstøbte beholdere, som blev fyldt med de kogte kartofler, der blev brugt som svinefoder. - Grisene var helt vilde med den ret.

Vinteren

Om vinteren er dyrene igen på stald og dermed mere arbejdskrævende end om sommeren, idet de jo skal have "serveret" al foderet. Igen er roerne på førstepladsen mht. arbejdsindsats: De skal køres fra kulerne og læsses ind i roehuset, typisk en gang hver anden uge. I forbindelse med roehuset var roeskæreren placeret; den fjernede først jordrester og smårødder, hvorefter roerne blev skåret i passende mindre stykker, som to gange dagligt blev kørt for køer og kvier med trillebør. Også dette var hårdt fysisk arbejde.  

Et andet typisk vinterarbejde var tærskning, som foregik i laden ved hjælp af et tærskeværk, normalt en Dronningborg. Tærskeværket blev trukket af en flytbar 10-hestes elmotor, der var standardudstyr på alle gårde - uden undtagelse. Til dagligt var denne motor med en stor remskive koblet til kværnen med en bred, glat rem, idet malingen af korn var en daglig rutine. Kornet var herefter blevet til grutning, der blev brugt til både køer og grise. Også her skete der en stigende  mekanisering, idet de første primitive tærskeværker efterhånden blev udbygget med kornblæser og avneblæser, så man ikke længere først skulle håndtere ca. 100 kg tunge kornsække, men fik blæst kornet direkte op på kornloftet, hvorfra det kunne tappes/ledes ned i kværnen. Tidligere skulle man også tage avnerne fra med en greb og bære dem hen i avnedyngen. Med en avneblæser gik det nu helt af sig selv, men til gengæld støvede det meget mere. Halmen blev tidligere båret hen i nærheden af kostalden i løs form, som den kom ud af tærskeværket, men så blev der indført en halmpresse, som halmen dumpede ned i, blev presset og bundet sammen med bindegarn, hvorefter den fyldte langt mindre end tidligere og i tilgift var langt nemmere at håndtere, både i laden og når den skulle "serveres" for køer, ungkvæg og bruges som strøelse til grisene. Avnerne gjorde gavn som glimrende strøelse under køerne og ungkvæget, og det var en ressource, der gik tabt med mejetærskeren, der blot blæste dem ud på jorden bag maskinen. Udstyret med blæsere og halmpresser kunne tærskeværket med rimelighed betjenes af to personer: én ved ilæggerbordet til at skære bindegarnet over og skubbe neget ind i tærskeværket og én til at forke negene over til ham/hende ved ilæggerbordet. Når der ikke kunne være flere halmballer efter presseren, måtte man så afbryde og fjerne dem, inden tærskningen kunne fortsætte. For ikke at blive kvalt i støv åbnedes ladeporten i begge ender, så det meste af støvet kunne komme væk. Det kunne godt være en kold tjans at lægge neg i, når der var hård frost, men en formiddags tærskning var nok til 1-2 ugers behov.

Mejetærskeren fjernede alle disse arbejdsgange. Kornet skulle blot hjem i kornsiloen direkte fra mejetærskeren, om nødvendigt efter en tørreproces, og halmen ligeså i færdige baller. De gamle kornlofter var selvsagt helt utilstrækkelige og det indebar bygning af kornsiloer i laderne inklusive et korntørringsanlæg, idet vandindholdet for det meste var for højt til, at kornet kunne gå direkte på lager i siloen.

Dagenes gang

Det er nødvendigt at opdele beretningen i perioden 1940 - ca. 1966, da køerne blev sat ud, og de sidste år med udelukkende svineavl, idet besætningens sammensætning var helt afgørende for arbejdsdagenes indhold.

I hele perioden, indtil bedriften blev lagt om til ren svineproduktion, skulle morgenmalkningen være afsluttet inden mælkekusken kom for at afhente mælken klokken seks, og da den tog godt en time, skulle Far stå ud af sengen omkring klokken halv fem, i udbindingsperioden (sommer) lidt før, da køerne skulle hentes hjem fra marken inden malkningen. Dette var - med få undtagelser - tilfældet 7 dage om ugen, 365 dage om året, idet han ganske enkelt aldrig havde ferie. Aftensmaden var normalt kl. 19 og så kan man jo begynde at regne på det årlige antal arbejdstimer, men det skal dog tilføjes, at han holdt en times middagspause - hver dag, hvor han tog sig en middagslur. Der var ikke noget, der hed weekend, dog var søndagene friholdt for markarbejde, med mindre det var i høstens tid, hvor der også blev arbejdet igennem på søndage. Så længde der var landbrugsmedhjælper på, skiftedes de to til at "passe hjemme" på søndage, og Far havde da reelt helt fri hver anden søndag.

Efter malkningen skulle hele besætningen fodres, og dernæst skulle der muges ud både hos kreaturer og grise. Køerne fik kraftfoder til forbedring af mælkeydelsen, roer, hø og halm. Endelig skulle malkemaskinen med spande osv. rengøres grundigt med sæbe, kogende vand og skylles med klor, inden det alt sammen blev hængt til lufttørring. Far var leverandør af "bymælk", dvs. mælk til konsum og var derfor underkastet ekstra streng dyrlægekontrol til gengæld for en lidt højere pris pr. liter. Inden morgenarbejdet var slut kom mælkekusken tilbage med mælkejungerne fyldt med syrnet mælk, der blev brugt som foder til kalve og grise; som regel var der også en adskillige liter kærnemælk, hvoraf Mor hentede til dagens forbrug i husholdningen. Når returspandene var tømt, blev de også rengjort omhyggeligt og hængt til lufttørring, så de var klar til aftenmalkningen.

Morgenarbejdet var så omfattende, at morgenmaden - meget rimeligt - blev indtaget efter at dyrene var blevet fodret. Det hele var normalt afsluttet ved ni-tiden. Herefter var der ro på i staldene, indtil aftenarbejdet begyndte ved 16-tiden med fodring, udmugning, strøning osv. samt - ikke mindst - aftenmalkning. Aftenarbejdet sluttede med rengøring af malkeanlæg, hvorefter der var aftensmad, og arbejdsdagen var forbi. Sådan da, idet der kunne være en ko, der kælvede, eller en so, der fik grise. Mellem morgen- og aftenrøgtning i staldene gik det - afhængigt af årstiden løs med markarbejde, eller tærskning, eller hjemkørsel af roer, eller vedligeholdelse af bygninger og maskiner. Mors helt store interesse var en efterhånden parklignende have, der var så arbejdskrævende, at Far også måtte give en hånd med i ny og næ, herunder slå den store plæne og klippe hækkene.

Indtil køerne blev sat ud var der en noget mindre svinebesætning med fedesvin og nogle søer, dvs. gården "lavede" (med hjælp fra æ wonnimand og hans orner...) selv smågrisene til opfedning. Hvis der ikke kom smågrise nok, blev de suppleret op med "torvegrise", dvs. grise som var vænnet fra og solgt på markedet af landmænd, som havde specialiseret sig i smågrise. Ole Skov Olesen blev efterhånden blev fast leverandør heraf. - Han var oldebarn af Svend Christensen fra Kærshovedgaard, mens Mor var tipoldebarn af samme, men om de vidste dette, bliver aldrig opklaret.

Efter at køerne blev sat ud og grisene ind i den ledige kostald ændrede arbejdsdagene karakter, idet der jo ikke længere var mælkeafhentning klokken seks hver morgen, så Far kunne til en vis grad udsætte morgenfodring, mugning og så videre til mere menneskelige tidspunkter. Med køerne forsvandt roerne og det dermed forbundne slid ligeledes, så fodringen indskrænkede sig til grutning, tilskudsfoder og vand. Mængden af grutning steg selvsagt proportionalt med antallet af svin, der igen blev tilpasset til kornhøstens størrelse.

Far beklagede sig aldrig over sin arbejdsbyrde, for det hørte dengang med til at være selvstændig landmand, men han kunne dog godt lade skinne igennem, at "byfolk" ikke vidste, hvad det ville sige at arbejde.

Istandsættelser og forbedringer.

Da Far overtog gården i 1940 var der næppe sket de store ændringer af stuehuset, bortset fra el og vand, siden det blev bygget i 1870'erne. Det var i ét plan, opdelt i mange små rum, der alle var opvarmet med kakkelovne. Toilettet var et lokum omme bag kostalden, dvs. der var natpotte i soveværelset. I begyndelsen af 1940'erne var der nogle uhørt strenge vintre, som gav nattemperaturer langt under frysepunktet i soveværelset. Mor har berettet om, hvordan Fars dyne derfor ofte var frosset fast i fodenden om morgenen, og at natpotten var bundfrosset... I dette soveværelse blev vi tre brødre alle født i perioden 1942 - 1950.

Efter krigens afslutning i 1945 var tiderne gunstige og optimismen stor, så der blev taget fat på mange forbedringer og investeringer både i bedrift og beboelse. Stuehusets stråtag og hele tagkonstruktionen var i en sørgelig forfatning og det hele blev i 1949/50 udskiftet til tegl samtidigt med at der blev tilføje to store kvistværelser og et børneværelse. Kvistværelset i havesiden blev det faste soveværelse, og de to andre børneværelser. Dette frigav en masse plads i stueetagen, hvor mange af de små rum blev lagt sammen til store stuer og et gæsteværelse.

I forlængelse heraf (et par år senere?) blev der indlagt centralvarme i hele stuehuset og lavet badeværelse med varmt og koldt vand fra eget vandværk. Vandet var desværre fyldt med okker, så rørene relativt hurtigt lukkede til og skulle renses eller helt udskiftes. Herefter var stuehuset fuldt moderniseret til familiens store tilfredshed.

I 1954 blev hestene så udskiftet med den lille grå benzindrevet Ferguson med ca. 30 HK. Det geniale ved denne traktor var vel to ting: Den havde - i modsætning til mange andre mærker på dette tidspunkt - trepunktsophæng og hydraulik. Trepunktophænget har lige siden været standard for nem tilkobling af redskaber, der her ydermere kunne hæves og sænkes med hydraulikken. Den havde desuden kraftoverføringsudtag og dermed alle de væsentligste moderne funktioner. Far havde svært ved at slippe hestene og beholdt sådan for en sikkerheds skyld en af dem, "Grå Skimmel", der sikkert havde stået hans hjerte nær. Hvor længe husker jer ikke. Hestestalden blev ombygget til svinestald med fire stier med plads til ca. 4x10 fedesvin.

Far havde ligesom mange andre landmænd, der var opfostret med heste, svært ved at omstille sig til traktorførere. I starten skete det ikke sjældent, at de i stedet for at træde på kobling og bremse højt og tydeligt sagde "Prrr". Vi børn, derimod, blev omgående dus med traktoren og var faktisk nok mere effektiv med den end Far. Pludselig kunne et barn dermed lave en voksen karls arbejde, og vi bogstavelig talt sloges om at komme til rattet.

Allerede i 1959 blev den første Ferguson udskiftet med en større og stærkere model, en Massey-Ferguson 35, dvs. med 35 HK (ligeledes benzin, men nu i rød farve) og forbedret hydraulik, nemlig automatisk dybdekontrol af f.eks. ploven. - Den var oven i købet forsynet med et polstret sæde, men stadig uden sikkerhedsudstyr af nogen art, f.eks. også uden et styrtsikkert førerhus.
Den større motorydelse var en forudsætningen for mange af de maskiner, der nu kunne købes. Det drejede sig i første omgang om maskiner til roeoptagning, dvs. grønthøster til at fjerne toppen af roerne og selve optagermaskinen med læsseelevator. Begge var baseret på kraftoverføring via traktorens kraftoverføringsaksel. Denne kraftoverføring skulle ske med et bestemt og konstant antal omdrejninger i minuttet; hastigheden, som traktor og redskaber blev fremført med, afhang dermed af det valgte gear. Derfor var det nu nødvendigt med mange gear, og Ferguson 35 var udstyret med hele 6 gear mod tidligere 4.

Ferguson 35 klarede nu behovet for trækkraft, indtil gården blev omdannet til svinefarm og hele arealet dermed som før nævnt blev udlagt til kornavl (byg). Nu blev det rentabelt at investere i en mejetærsker, hvor Far valgte en genial dansk opfindelse, en JF mejetærsker. Der fandtes på dette tidspunkt ellers to slags: Bugserede og selvkørende, hvor den bugserede blev spændt bag en traktor, som var der tale om en avanceret selvbinder, og hvor den selvkørende havde fire hjul og en stor indbygget motor - dette blev den "sejrende" type, som ses den dag i dag. Ulempen er naturligvis, at den store og dyre motor mv., kun bliver brugt ret få timer om året. JF-tærskeren var designet til, at den blev tilkoblet rundt om traktoren, dvs. med skærebordet foran ligesom en selvkørende, og dens funktionalitet var derfor næsten identisk med en selvkørende maskine. - Til gengæld krævede den en større traktor, og Far købte derfor en Ferguson 65, diesel, der jo så også kunne bruges til andre kraftkrævende opgaver året rundt. Sammenlagt var mejetærskeren og den nye traktor langt billigere end en selvkørende mejetærsker med samme kapacitet.

Stald og avlsbygninger undergik også store forandringer: Kostalden blev gjort bredere, så der også blev plads til en fodergang foran ungkvæget, hjørnet mellem lade og kostald blev udbygget med et langt større roehus med mulighed for maskinel aflæsning af roevogn. Herved blev der frigjort plads i stalden til at udvide besætningen. I laden blev er opført et velfungerende siloanlæg til tørring og opbevaring af hele kornhøsten.

Efterskrift

Far var landmand med liv og sjæl, men mekaniseringen indebar, at han efterhånden drev gården uden fremmed hjælp. Det blev især for Mor noget ensomt, så hun tog derfor lidt fabriksarbejde i Ikast. Han var de senere år plaget af kronisk bronkitis, og så var arbejdet i en masse støv ikke i længden mulig. Efter pensioneringen i 1975 regnede Far med, at han nu rigtigt skulle nyde en pensionisttilværelse, men det gik slet ikke, så han fandt sig skyndsomst et deltidsjob på en dørfabrik i Hammerum - og arbejdede der i 15 år, indtil han fyldte 80 i 1990.

Denne beretning er udarbejdet på mere end 55 års afstand. Undervejs er der dukket en del tvivlspørgsmål op, som så vidt muligt søges opklaret. Det er desuden hensigten at indsætte nogle billeder af maskiner tilsvarende de faktisk anvendte.

Denne forholdvis lange årrække var en god tid for dem begge med relativ godt helbred, god økonomi og lyst til at nyde den trods alt store frihed. Det blev til flere busrejser i Europa med gode venner og fine oplevelser. Private sammenkomster med venner til kortspil var en særdeles hyppig beskæftigelse, ligesom der blev foretaget mange udflugter i omegnen med madkurven og autosættet - der også var glimrende til kortspil. Derefter svigtede helbredet, og i de sidste 7 år blev han mere og mere afhængig af hjælp fra andre, en tilværelse, der - som han altid havde givet udtryk for -var det værste, han vidste.

Litt.:
Det danske landbrugs historie IV, 1914-1988. Erik Helmer Pedersen. Odense 1988.
Landbrug og teknik 1800-1960. Christine Overgaard og Jesper Wik. Gl. Estrup 1997.

---