Lille Hjøllund Kro, Rasmus Nørskov og Niels P. Gjessø.

Lille Hjøllund med 1079 td. land ejedes af kongen. 39 td. var dyrket, men ved matriklen i 1688 var gården angivet at være øde. Hartkornet var her (3-2­1-1). Den gamle midtjyske Alfarvej, Hærvejen, gik over gårdens jord, og gården lå netop, hvor denne vej krydsede vejen fra Holstebro over Gjellerup til Horsens. Det var en god beliggenhed, og det var måske en af grundene til, at præsten i Vinding, Bryrup og Vrads sogne, Mourits Christensen Meier, købte den ud af Skanderborg Rytterdistrikt sammen med Vipskovgård, Sillerup Mølle og en del anden gods. Det var imidlertid først i 1775(*), at Rasmus Nørskov fik krobevilling på stedet. Rasmus Nørskov havde i 1772 købt Ll. Hjøllund af broderen, Peder Nørskov, og han havde den til 1806. Han var imidlertid ikke kun kroejer, men også kirkeejer, og sognets kirke fulgte kroen i det følgende ejerskab, hvor Niels Villert Hansen dog kun havde kroen til 1809, men kirken til 1817. Anders Vissing overtog kroen, men solgte den straks til Mikkel Sørensen fra Vissing, der imidlertid i 1813 skødede den tilbage til Anders Vissing. I 1815 solgte han den så endnu engang. Denne gang var det til Jens Madsen Sø (**), som desuden ejede Kjærshovedgård og senere overtog Hampen Søgård, hvor han oprettede Hampensø Kro. Han solgte i 1817 Ll. Hjøllund til Niels Pedersen Gjessø, som drev kroen til 1848, hvor han efterfulgtes af sønnen, Rasmus Peder Nielsen Gjessø. De seneste år havde Niels Pedersen Gjessø været mest optaget af sit nyoprettede maskinuldspinderi, Lykkensprøve, som sammen med stampemøllen Skærbæk Mølle udgjorde en lille tekstilfabrik. Ll. Hjøllund var ved matriklen nedsat fra (3-2-1-0) til (2-3-3-2). Til ejendommen hørte desuden en eng i Kjærshoved og en parcel i Asklev, men den blev desuden tillagt den yderste del af Blæsbjerg, Ansø (1d), hvilket senere blev årsag til et interessant mageskifte. Retur til toppen af siden herfra

Næste generation på Ll. Hjøllund Kro udgjordes af datteren, Ane Marie Rasmussen, og hendes mand, Peder Johansen Søby. I 1885 solgte de ejendommen på i alt 414 ha til Gludsted Plantage.

KROER OG BRÆNDEVINSBRÆNDERIER

Foruden kroer har der også været brændevins­brænderi på egnen.

Den 2. september 1773 udkom en kongelig forordning om ophævelse af tilladelse til brændevins­brænderi samt afskaffelse af krohold på landet, hvor der ikke blev givet særlig bevill ing.

Det hed i forordningen af 1773:

Hverken tidligere anordninger ej heller de siden efter oprettede forpagtninger har hæmmet den utilladelige brændevinsbrænden på landet og skadelige misbrug af overflødig brændevinsdrik.

Tværtimod har den taget mere overhånd til sædernes fordærvelse, de kgl. konsumptionsintrader til forringelse og til skade for det almene.

(Hvad brændevinen angår, havde den været kendt her i landet i hvert fald siden 1528 (I begyndel­sen dog kun som medicin,) og allerede i Chris­tian den Fjerdes tid indførtes spiritusbeskatning, idet rigsrådet i 1623 afgav en betænkning, hvorefter der kunne lægges skat på brændevin.)

Nu bestemtes det i forordningen af 1773, at kromænd og værtshusholdere på landet, som havde stemplede brændevinskedler, havde lov til at brænde til de rejsendes behov, men heller ikke mere. Det blev forbudt alle andre på landet at fremstille brændevin og at have destillerkedler.

Sådanne skulle omgående afleveres, og hvis man fandt forbudt brændevinstøj, skulle dette slås i stykker på stedet og evt. brændevinslager konfiskeres, og desuden skulle der idømmes bøder, således at møllere og uberettigede kromænd skulle erlægge 20 rdlr., og bønder og husmænd ti rdlr. Jordegodsejerne skulle tilsvare de bøder, som deres bønder og husmænd blev idømt. Alle bøder og konfiskationer tilfaldt anmelderen ubeskåret, uanset om han var privatperson, politimand eller strandkontrollør.

At denne forordning ikke blev populær, er det vel næsten overflødigt at tilføje.

Kromændene ville helst selv fremstille den brændevin, de solgte. Præsterne plejede at skænke hjemmebrændt brændevin til bønderne, når disse betalte eller bragte tiende eller andre ydelser. En bondemand i et jysk sogn mødte en gang sognepræsten. De faldt i snak om den ydelse, bondemanden skulle erlægge, og præsten tilbød at tage mod afgiften derude på vejen. Men manden ville ikke betale der. Han ville selv gå op i præstegården med pengene - for så vankede der jo bl.a. en snaps!

I møllerierne var det en fast skik, at hver møllegæst skulle have en mølledram, derfor var møllerne naturligvis interesseret i selv at fremstille deres brændevin, og mange herremænd ville da også gerne bevare deres brænderier.

Og trods forordningen vedblev mange bønder også selv at fremstille deres brændevin, selv om der var risiko for bøde og konfiskation. Når brændevinen var færdig, skulle også naboerne smage på den - og det drejede sig om anselige smagsprøver, men derudover blev der i almindelighed ikke drukket meget til daglig.

Alt brændevinstøj bestod nu heller ikke af det dyre kobber. Ofte bestod sættene af jysk pottemagerarbejde. Dertil kom, at man var så kollegiale, at man lod budskabet gå fra nabo til nabo, hvis man erfarede, at toldvæsenet eller andre var på vej for at undersøge om der fandt ulovlige brændinger sted, og man skyndte sig da at få gemt brændevinstøjet. Man fandt i øvrigt på mange snedige måder at klare sådanne situationer på.

Her er en beretning om et enkelt tilfælde:

Villads Thorlund havde været i Bjørnskov Krat ved Nr. Snede efter gærdestave. Han havde sin karl med på vognen, som blev trukket af to stude.

Fra Brædstrup kom imidlertid en vogn med toldbetjente og herredsfogeden efter dem. Villads havde i alle tilfælde en lidt dårlig samvittighed, da hans kone derhjemme netop var ved at fremstille brændevin. Han satte nu studene i galop for først at nå over en bro, der skulle passeres. Studene var tilsyneladende ustyrlige. Så snart han var nået over broen, svingede han vognen på tværs, spændte studene fra, mens karlen væltede vognen ind over broen, hvorefter de trak studene hjemad mod gården.

Samtidig vinkede Villads ivrigt med sin trøje for at få tilkaldt en dreng.

Myndighedspersonerne i den kommende vogn råbte, at han skulle skaffe vognen væk fra broen.

Villads svarede tilbage, at det skulle han nok, når han fik bragt studene hjem.

- Lad studene løbe fanden i vold og ryd vejen, lød det nu.

Og man kan næsten høre den lune jyde Villads svare:

- Nej, hvor de købstadsfolk dog er ugudelige... de vil have, at sådan et par kønne stude skal løbe fanden i vold.

Den tilvinkede dreng kom nu til og tog sig af studene, mens Villads og karlen skyndte sig hjem til gården. Og da toldvæsenets folk endelig nåede frem, var alle ulovlige sager naturligvis bragt af vejen.

Villads kom dog for retten, og herredsfogeden troede - eller lod som om han troede på den indestævntes forklaring og på mandens tilsyneladende enfoldighed og studenes genstridighed. Villads fik et bødeforlæg på en daler for ikke straks at have ryddet vejen. Men han klynkede og klagede så meget, at han slap med een rigsort.

Det var ikke alle herredsfogeder eller andre herredsmænd, der var ivrige efter at ramme bønderne, (hvilket den Brædstrup-herredsfoged åbenbart heller ikke var). Der er bl.a. fortællinger om anmeldelser til herredsfogeder tidligt om morgenen om, at der her eller der var brændevinsbrænding i gang, men de pågældende herredsfogeder var så længe om at komme i tøjet og ud til den formastelige, at alt, hvad der kunne minde om brændevinsbrænding for længst var skjult.

Den 12. maj 1845 kom en ny forordning, hvorefter overtrædelse af denne ikke blot sattes til konfiskation af brændevinstøjet, men tillige til en bøde på 100 - 200 rdlr., og det var jo en meget høj sum efter den tids pengeforhold. Men tillige indeholdt forordningen den meget kloge bestemmelse, at den, der frivilligt afleverede sine brændevinsredskaber, fik disses værdi erstattet og fritoges for tiltale for den hidtidige brug af disse.

I 1840 blev der givet tilladelse til oprettelse af et brændevinsbrænderi på Ansø Mølle, og herfor skulle betales en afgift på 94 rdl. Det var på den tid det eneste lovlige landbrænderi i Skanderborg amt, og produktionen voksede hurtigt, så afgiften, der androg 48 skilling pr. td. mæskerum for hver brænding, i løbet af det andet år var oppe på 436 rdlr. Der blev dette år fremstillet ca. 10.000 potter seks en kvart graders brændevin. Der var også en tid planer om en udvidelse af brænderiet, men disse planer blev dog aldrig gennemført.

Også studene i møllegårdens stalde nød godt af brænderiet, idet de fik brændevinsaffaldet Dranken, som viste sig at være et fortrinligt opfedningsfoder.

Af rentekammerets arkiver fremgår det iøvrigt, at det ikke var helt ligetil at opnå krobevilling i brændevinsforordningers dage, og ganske gratis var det heller ikke.

Således søgte Rasmus Nørskov på gården Lille Hjøllund i november 1774 om tilladelse til at oprette et værtshus på sin gård, idet han så ofte blev opsøgt af rejsende, som ønskede natlogi på gården, om hvilken han i øvrigt oplyste, at dens størrelse var tre tdr. to skp. og eet fjerdingkar hartkorn, og at den i rum tid, inden han overtog den, havde ligget øde. Men en del år forud var den ved genopbygning flyttet til dens nye plads ved landevejen mellem Horsens og Viborg. Han siger videre i sin ansøgning, at der var to mil til nærmeste værtshus, og heller ikke ved Vejle-Viborg vejen var der noget værtshus nærmere end to mil. Ligeså gik vejen til Holstebro og Ringkøbing lige forbi hans således centralt beliggende gård, der tillige benyttedes som skiftested for alle kongeægtskørsler. Han glemte heller ikke at bemærke, at der var fire og en halv mil til nærmeste købstad, hvor han skulle indkøbe sin brændevin og andre stærke drikke, og Nørskov tilbød nu at betale fire rdlr., til kongens kasse for en krobevilling.

Amtmand Scheel for Dronningborg og Silkeborg samt Mariager amter anbefalede andragendet, men mente, at der nok kunne betales seks rdlr. for bevillingen, og det skulle pålægges Nørskov at købe samtlige drikkevarer i Horsens.

Men inden bevillingen blev udstedt, fremkom Rs. Nørskov imidlertid med et nyt tilbud, nemlig at betale otte rdlr. årligt for krobevillingen, mod at han selv fik lov til at brygge øl, og at han i henseende til vogn- og hesteskift i hans gård måtte ydes ham eneret til indenfor en radius af en mil med Nr. Snede, Engesvang og Klode Mølle som yderpunkter at have skiftested, når han kunne befordre rejsende til nævnte yderpunkter.

I april 1775 fik Rs. Nørskov den ønskede bevilling.

Den nuværende kro i Hjøllund, Hærvejskroen, blev åbnet den 30. oktober 1959. Den ligger kun ca. 100 meter fra det sted, hvor en af de gamle studekroer lå, oplyste hærvejsspecialisten, ingeniør Hjalmar Ørnholt i indvielsestalen, idet han samtidig understregede, at netop Hjøllund­egnen er et af de steder, hvor hærvejsomgivelserne er bedst bevaret.