Kærshovedgaard

Skærbæk Mølle

Gjesse, Lykkens Prøve

Vinding

Vinding, Thygesen

Lykkensprøve, gård og fabrik

Kromand Niels Pedersen Gjessø fra LI. Hjøllund Kro køber et par hundrede tdr. land ved Ansø med henblik på at udnytte vandkraften.

Lykkensprøve er nu en idyllisk ejendom i hjertet af Skærbæk Plantage, hvor skov og åbne vidder mødes. Lykkensprøve har postadresse på Ansøvej, og fra vejkrydset syd for Brokhule, hvor Ansøvej fra Vrads svinger mod Fogstrup, og hvor hulvejen fører op mod Asklev, går en skovvej mod vest ind til skovfogedboligen Lundsgård og Lykkensprøve. Efter at have rundet skovfogedboligen fortsætter skovvejen ned ad bakke, hvor Ansø Enge åbner sig mod syd og Vorret Kolkær mod nord. Den lille Kolbæk passerer under vejen, og lidt længere fremme ligger Lykkensprøve som to parallelle længer, hvor Skærbæk med stor fart passerer under vejen og svinger sig vest om staldlængen. Bag Lykkensprøve strækker Blæsbjerg sig mod syd ud i engdraget.

Baggrunden for etableringen af Lykkensprøve var en udstykning af Ansøgård, som Ansøgårds og Ansø Mølles ejer, Frederik Møller, fik bevilling til d. 12. marts 1831. Den første del af udstykningen var en frastykning af en parcel på 42 tdr. land, som i august 1832 blev solgt til den 47-årige kromand fra Ll. Hjøllund Kro, Niels Pedersen Gjessø. Det skete kun fire måneder inden, Frederik Møller solgte Ansø Mølle, og man kunne få den tanke, at Niels Gjessø var interesseret i Ansø Mølle, for den parcel, matr. lb, han købte af Ansøgård, var delt i to adskilte grunde, hvor den ene lå syd og øst for Ansø Mølle, mens den anden var den nordligste og inderste del af Blæsbjerg vest for søen Ansø. Frederik Møller havde allerede da opført et par af de huse, der senere gav området navn, „Ansøgårds Huse", og det ene af disse huse, Ansø Skovhus, lå på den solgte parcel ved Ansø Mølle, øst for den nuværende Ansø Skovgård. Huset findes ikke mere, men det var på salgstidspunktet beboet af en søn fra Snabegård, indsidderhusmand Johan Henrik Søbye og hans hustru Kirsten Jensdatter.

Yderligere omfattede handelen det 56 tdr. land store Vorret Kolkær, som var den nord­vestligste del af Vorret Ejerlay. Også Kolkær havde et hus, da Niels Gjessø købte det, for i folketællingerne 1840 er Kolkærhus nævnt, og beboeren var 70-årige Ane Brand, der levede af håndgerning. I 1845 var beboeren en 40-årig, ugift syerske, Hanne Jensdatter, som boede til leje. Hvor Kolkærhus præcis lå, vides ikke, men det kan have været tæt på, hvor Lykkensprøve opførtes, langt fra de nærmeste byer og gårde, og at Kolkær ved begge disse folketællinger var beboet af lejere, der ernærede sig ved håndgerning, skal måske ses i sammenhæng med, at Niels Pedersen Gjessø i slutningen af 1830'erne købte både Skærbæk Stampemølle og Sillerup Mølles jord med oprettelse af et tekstilmanufaktur for øje. Niels Gjessø købte yderligere en parcel af Ansøgård med et hus, der var noteret til „5 eller 6 fag", nøjere vidste sælger det åbenbart ikke. Parcellen var den yderste del af Blæsbjerg, så Gjessø nu ejede hele Blæsbjerg. I købekontrakten af 12. juni 1837 bestod ejendommen af flere lokaliteter, nemlig Blæsbjerghus, Søskifterne og Vesterkær, hvor Søskifterne lå mod øst ned til Ansø, mens Vesterkær selvfølgelig lå mod vest, ud til Lillebæk, som danner skellet til Sillerup Mølles Enge. Købekontrakten omtaler St. Bredlund Bys Enge, men det er netop Sillerup Mølles Enge, der først blev lejet ud og siden solgt til St. Bredlundbøndeme, som givetvis igennem årene havde fået malet korn på Sillerup Mølle, og vel sagtens i lang tid inden havde benyttet engene, da møllen ikke selv havde jord til landbrug af betydning. Alt i alt blev det til et par hundrede tønder land, som Niels Pedersen Gjessø ejede, foruden Ll. Hjøllunds egne ca. 1060 td. land og noget engjord i Kjærshoved.

Niels Pedersen Gjessø bliver fabrikant

Niels Pedersen Gjessø begynder med stampemøllen og prøver lykken ved at oprette et maskinuldspinderi, som bliver begyndelsen til en tekstilfabrik, som han giver navnet „Lykkensprøve". Amtmand Schythe besøger spinderiet og skriver om det. Niels Pedersen Gjessø sælger kroen til sin ene søn og Lykkensprøve til en anden søn, som bestemt ikke har faderens evner. Sønnen sælger kort før sin død Lykkensprøve til F.L. Smidth & Co., som har påbegyndt jordopkøb ved Salten Å.

Niels Gjessø begyndte aktiviteten på sin nyer­hvervede ejendom med stampemøllen på Skærbæk Mølle, der stampede vadmel med 4 køller og 2 trug. Der kunne stampes 100 alen ad gangen i hvert trug, og døgnproduktionen på 200 alen i døgnet kunne indbringe 3 rdl., da prisen var 1½ skilling pr. alen. Så meget var der næppe kunder til, for så ville produktionen have oversteget Krude Mølles produktion, som netop var den største i Skanderborg Amt.

I 1842 etablerede Gjessø et maskinuldspinderi nedstrøms Skærbæk Mølle. Det kom meget malende til at hedde Lykkensprøve, sikkert inspireret af, at sønnen Rasmus havde været på Lykkenssæde ved Brahetrolleborg. Det Kongelige Commerce Kollegium havde i begyndelsen af 1790'erne købt Lykkenssæde for at oprette en skole for høravl. Initiativtageren var Henning Schroll, som havde arbejdet med høravl i Tyskland, Holland og Flandern og senere i Skotland havde studeret de brage- og skættemøller, man brugte der. Schroll blev støttet af finansministeren, grev Ernst Schimmel­mann, og af den meget fremsynede greve på Brahetrolleborg, Johan Ludvig Reventlow. De unge fik ligefrem løn under oplæringen, der varede i 4 år eller længere, og efter fuldendt studium fik de ifølge resolution af 5. marts 1800 hver 100 rdl. til anskaffelse af redskaber og sædefrø. De ville få 20-30 rdl. yderligere, hvis de opdyrkede 1 td. land efter den lærte metode. Hvis de fortsatte dyrkningen, kunne de desuden få fritagelse for militærtjeneste kunne uden tvivl dyrkes hør på Niels Gjessøs ejendom, men det tyder ikke på, at Rasmus benyttedes sig af regeringens tilbud, for det blev i stedet til et uldspinderi ved Ansø, hvor både Skærbæk Stampemølle og spinderiet blev drevet af vandet fra Skærbækken. Ifølge amtmand Schythe gjaldt det dog ikke selve spindemaskinerne. Niels Gjessø var forholdsvis tidligt ude med et spinderi, for det var først fra omkring 1860'erne, at spindemaskinerne for alvor kom til Midtjylland. Ved Skjern Å i Skarrild havde en af ejerne af et handelshus i Hamborg, Nis Clason, i 1840 oprettet Clasonsborg, hvor der udover uldspinderi var valkeri og farveri, og stedet kaldtes klædefabrik i 1846.

At et maskinuldspinderi var noget usædvanligt på den tid, ses af, at amtmand Schythe i 1842 havde fundet ud til denne fabrik, som lå i det „skarpsandede, uhyggelige Vrads sogn. "At amtmanden overhovedet kom herud til en nystartet fabrik, „langt ude i vesteregnen, på et sted, hvor man mindst skulle falde på at søge den", skyldtes formentlig, at han havde hørt om virksomheden under et ophold på Ll. Hjøllund Kro, hvor han overnattede under et besøg på egnen med henblik på sin del af Landhusholdningsselskabets amtsbeskrivelser. Amtmanden brød sig ikke om Them sogn, men endnu mindre om Vrads Sogn. Han mente, at fabrikken var den eneste af sin art i Skanderborg Amt, men: „Imidlertid skal man ikke vente sig noget stort", skrev han, „thi da vil man blive skuffet; der et kun et simpelt lille lyngtækket hus, indenfor hvis bindingsværksvægge der dog hersker en travl virksomhed, som giver både entrepreneurerne og arbejderne en fordel, der ikke er at foragte."

Ulden var et blandingsprodukt af uld fra små jyske hedefår, og uld, købt på Holstebro Marked. Den lokale uld var ikke så god til spinding, da den indeholdt for mange lyngpinde, men fårene var der, og de skulle anvendes. Hvis Gjessø ikke selv havde får, så havde naboerne, for på resterne af det gamle Ansøgård havde træskomand og spillemand Niels Christensen Dalhof en betydelig fåreflok, og det samme har formentlig været tilfældet med mange af de gårde, der havde store hedestrækninger i bl.a. Sepstrup, Fogstrup, Vrads og St. Bredlund. Maskineriet på Lykkensprøve bestod af en volf til opkradsning af ulden, en større og en mindre kartemaskine med 10 valser og tilhørende cylindre, en slupmaskine på 30 tene, to spindemaskiner med henholdsvis 60 og 40 tene, en tvindemaskine og en haspe.

En volf kan være en valse med slagler eller ståltænder, der bearbejder ulden mod riste for at løsne knuder og klumper. En forebyggende indfedtning for at udgå yderligere knudedannelse kan yderligere ske i volfen. Volfning efterfølges af kartning, hvor fibrene rives, så de kommer til at ligge parallelt. Dernæst følger grov- og finspinding.

I begyndelsen var der på virksomheden ansat 4 voksne, hvoraf den ene var fabriksme­steren, og 5-6 børn, som fik en dagløn på 8 skilling. Der var med andre ord ansat lige så man­ge børn som voksne, hvilket sikkert har været et karakteristisk træk i tidens industrialisering.

Fabrikken var ikke selvstændigt nævnt ved folketællingen i 1845, for på den tid var der ikke beboelse ved spinderiet. Men det var der i Ll. Hjøllund, hvor husbond og enkemand, Niels Pedersen Gjessø, var tituleret kroejer og fabrikant. Her boede desuden fire af Niels Gjessøs voksne børn, Maren, Peder, Rasmus, Niels og en plejedatter, samt med bemærkningen „arbejder på fabrikken" 26-årige Søren Pedersen og 20-årige Mette Marie Lauridsen. Foruden andre tjenestefolk, som formentlig arbejdede på kroen eller begge steder, var der ved to trettenårige børn, en pige og en dreng, anført, at de arbejdede på fabrikken. Folketællingen havde ikke andre i Vrads og Them sogne, der syntes at være fuldtidsbeskæftigede på fabrikken, udover måske syersken Hanne Jensdatter i Kolkærhus.

Ved folketællingen i 1850 var Lykkensprøve blevet til såvel gård som fabrik, og den samlede ejendom havde da også et hartkorn efter den ny matrikel fra 1844 på 1-6-3-3/4 tdr., hvilket var en normal størrelse på egnen. Enkemand Niels Gjessø var på det tidspunkt selv flyttet til Lykkensprøve sammen med sin husbestyrerinde og sønnen Niels Nielsen Gjessø. Søren Pedersen var nu avanceret til fabriksbestyrer, og på listen var yderligere tre mandlige maskinpassere og en mandlig væver, så der var nu ikke blot spindefabrik, men tekstilfabrik. Niels Pedersen Gjessø var ifølge amtmand Schythe ikke eneejer af fabrikken. Den havde han sam­men med „en anden mand". De to samme personer havde desuden et uldvæveri i Thorning, hvor det spundne garn forarbejdedes til hvide og stribede trøjer, benklæder og strømper. Schythe nævner ikke denne „anden mand" ved navn.

I Skøde- og Pantebrevsprotokollen for Tyrsting og Vrads Herreder er den 13 jan. 1858 indført et pantebrev på 950 rdl. fra farver Andreas Christian Thorvaldsen i Vejle til Laurs Skov med 2. prioritet i et spinderi med redskaber og inventarium, uld og garn samt fordringer, besætning, ind- og udbo. Pantebrevet er oprindelig lyst i Vejle 7. okt. 1857 med en påtegning om, at debitor er flyttet til Vrads Sogn. Disse årstal er længe efter sønnen Niels Nielsen Gjessøs overtagelse, men farver Thorvaldsen kan have været den „navnløse" partner, men han er ikke registreret boende i Vrads Sogn 161

I 1851 solgte Niels Pedersen Gjessø Lykkensprøve med Sillerup Mølles og Skærbæk Mølles jord samt Kolkær til sønnen Niels Nielsen Gjessø, men parcellen på Blæsbjerg, som havde matrikelnummer Ansøgård og Mølle 1 d, var ikke omfattet af handelen. Det var den heller ikke, da en anden søn, Rasmus Peder Nielsen Gjessø, tre år tidligere havde købt Ll. Hjøllund Kro af faderen. Da L1. Hjøllund Kro solgtes til Staten i 1886 for at blive en del af Gludsted Plantage, var ejendommens andel af Blæsbjerg og den udtørrede Ansø imidlertid med, og det sandsynligste er, at gamle Gjessø har beholdt Blæsbjerg og inden sin død i 1879 har overdraget den til sit barnebarn, Anne Marie Rasmussen, og hendes mand, Peder Johansen Søby. Parret overtog i 1870 kroen efter hendes far. Gamle Gjessø havde - i hvert fald i en periode - haft en god økonomi og virkede i mange tilfælde som pengeudlåner, men ved hans død noteredes det, at han var ubemidlet.

Ved folketællingen i 1855 var der ikke længere tegn på fabrik, kun landbrug, men dette synes at være midlertidigt, for ved næste folketælling i 1860 var der atter tegn på fabriksvirksomhed. Nu boede nemlig en væver Schram fra Neumünster i Holsten på stedet. Samme Schram kom til at spille er rolle i en retssag, som omtales under Ansø Mølle. I denne retssag benævnes Niels Nielsen Gjessø så sent som 1863 som fabrikant, mens han i folketællingerne slet og ret er opført som gårdmand. I daglig tale omtaltes Niels Gjessø imidlertid som „Niels Gjessø i Fabrikken", og den slags navne kan holde sig længe efter, at fabrikken er nedlagt. Ved tællingen i 1870 var der ikke anført noget om fabrik, og der var ikke flere tjenestefolk, end landbrugsejendommen krævede. Til gengæld boede en 70-årig snedker, Christian Hendriksen, til leje.

Hvornår fabriksvirksomheden blev nedlagt, er derfor uklart. Det er næppe meget senere end 1871, hvor Skærbæk Stampemølle blev nedlagt. I Johs. E. Hagelstens „Af Vrads Saga" nævnes uden kildeangivelse, at fabrikken flyttedes til Silkeborg under navnet JyskTextilindustri.2 Der synes ikke at have eksisteret en virksomhed i Silkeborg af det navn. Derimod fandtes Jysk Trikotageindustri, som var en videreførelse af Commichau & Co.'s fabrikker, og C. Commichau, som var en indvandret tysker, havde i 1877 oprettet et meget beskedent uldspinderi ved Kjærsgård iSilkeborg.3 Spinderiet blev drevet af vandkraft og udviklede sig efter nogen begyndervanskeligheder til en større fabrik. Commichau kan meget vel have overtaget maskinerne fra Lykkensprøve, men der kan ikke påvises nogen sammenhæng mellem Lykkensprøve og Commichaus virksomhed.

Niels Pedersen Gjessø var født i Gjessø, hvor hans familie i flere generationer havde været fæstere under de skiftende ejere. Det var i 1788, samme år som faderen, Peder Nielsen, blev selvejer af en af øvre Gjessø Gårde, som han havde overtaget fæstet på fra sin far seks år tidligere. Niels Pedersen blev i 1814 gift i Vinding med Anne Marie Rasmusdatter, og efter et kort ophold i Tømmerby kom parret til Ll. Hjøllund Kro i 1815, hvor kroen på auktion var købt af Jens Madsen Søe fra Hampen Sø, men Gjessø blev allerede i 1817 kroejer i Ll. Hjøllund. Da han henholdsvis 31 og 34 år senere havde solgt både kro og fabrik til sine to sønner, tog han i en periode ophold hos sin ældste søn, Peder, i Nørhoved i Nørre Snede Sogn, men et par år efter flyttede han tilbage til Ansø, hvor han bosatte sig i ejendommen Ansø Skovhus, som havde været hans første ejendom i Ansø. Her kom gamle Gjessø til at bo med sin anden og 20 år yngre hustru, Dorthea Kirstine, som han overlevede, og han boede på den lille ejendom i omkring 25 år, til han vendte tilbage til Lykkensprøve, hvor han døde i 1879 i en alder af 90 år.

Lykkensprøve var vel ikke et ringere landbrug end så mange andre ejendomme, men Niels Nielsen Gjessø havde næppe samme format som sin far. Niels Nielsen Gjessø og hustruen Mette Marie var født i henholdsvis 1824 og 1825, og de drev gården sammen med et par ugifte hjemmeboende døtre, en karl og en tjenestedreng. Under ejendommen hørte desuden lejehuset Silleruphus. En del af engskifterne i Sillerup Enge var tidligere solgt fra, fortrinsvis til bønder fra St. Bredlund, og „Høvejen", der går gennem St. Hjøllund Plantage fra Sillerup Enge til Brunbjerg, hvor landsbyen St. Bredlund blev liggende efter udskiftningen på trods af sandflugtstruslen fra Brunbjerg Sande, vidner stadig om bredlundbøndernes høslet i Sillerup Enge. Niels Nielsen Gjessø solgte desuden Ansø Skovhus til købmand A.P. Jensen, så han kunne nedrive huset og i stedet opføre en købmandsgård, den nuværende Ansø Skovgård, på stedet. Det omtales under Ansø Mølle.

Ansø blev udtørret omkring 1870, og de nyindvundne enge på østsiden af Blæsbjerg blev ligesom engene på vestsiden anvendt til at producere hø. Der kendes en tegning af Hans Smidth, som hedder „Efter en høauktion på Skærbæk Plantage. "Tegningen menes at stamme fra 1885, hvor Hans Smidth netop udførte nogle tegninger i og omkring Vrads, hvor der med hans egne ord var „hede, skov og mennesker uden for meget kultur". Hans Smidth tegnede bl.a. Vrads Kirke, og der er ingen tvivl om, at huset på tegningen er Lykkensprøve, som lå godt for en auktion over hø fra den inddæmmede sø. Tegningen forestiller den vestlige længe, og hulvejen i midten af billedet er vejen til Vipskovgård og vestpå. Dengang gik bækken øst om ejendommen, hvilket der stadig kan ses spor efter. Tegningen skulle være lavet omkring 13 år før, Lykkensprøve ved skøde af 27. maj 1898 med størstedelen af sit jordtilliggende blev solgt for 10.500 kr. til Hans Smidths bror og dennes kompagnoner i F.L. Smidth & Co. Niels Nielsen Gjessø var syg på salgstidspunk­tet og døde den 17. juli. Hans Smidth besøgte Lykkensprøve umiddelbart efter overtagelsen, hvor Niels Gjessø stadig beboede huset: „Jeg besøgte den gamle Gjessø på Lykkens Prøve, han klagede over sin dårlige mav medens han fyldte sin mund med masser af kardusskrå og oversprøjtede alt i sin nærhed. Alt var i uorden og uhyggelighed, det meste af indboet solgt ved auktion og til dels bortført."

På bagsiden af brevet, som blev sendt fra Salten Kro den 29. juni, har Hans Smidth tegnet Lykkensprøve, og da slutningen af juni normalt er tiden for hjemkørsel af hø, kunne oven for omtalte tegning, „Efter en høauktion på Skærbæk Plantage", meget vel være lavet på samme tidspunkt, hvilket kunne få teksten på tegningen til at passe med virkeligheden. Det har i så fald været den sidste høauktion på Lykkensprøve, for der afholdtes så vidt vides ikke høauktioner efter F.L. Smidth & Co.'s overtagelse af Lykkensprøve.

Niels Gjessøs søn af samme navn havde ingen interesse i ejendommen, for han var gift med Jens Peter Hansens datter fra gården Liselund i Vrads, og på tidspunktet for salget drev han Liselund for sin datter, som havde fået gården overdraget af morfaderen. Før den tid havde Niels Gjessø oprettet den første købmandsforretning i Vrads i et hus foran kirken. Huset var brændt, men han havde etableret en ny købmandsforretning, hvor Liselund havde ligget før udflytningen. Her var desuden markedsplads, og købmandsforretningen omdannedes senere til Vrads Brugsforening.

F.L. Smidth og Co. havde få dage inden købet af Lykkensprøve fået skøde på Lundsgård, og disse to ejendomme blev de første erhvervelser til Skærbæk Plantage. Den sydlige længe på Lykkensprøve og formentlige flere andre udhuse blev nedrevet, og gården fremstår nu som to smukke, parallelle længer af brændte sten, hvor det af stuehuset tydeligt kan ses, at her har været mere end blot en mager landejendom. Ejendommen er vedligeholdt men ikke ændret meget af den nuværende ejer. En fint udskåret hoveddør, som den findes på Lykkensprøve, er ikke sædvanlig på egnen, men på den tid var der heller ikke mange fabrikanter. Lykkensprøve blev i en årrække blandet funktionærbolig og sommerbolig for ejerne, primært i forbindelse med jagt og fiskeri. Nu bor der ikke længere personale på Lykkensprøve.

Uddrag fra: Palle Kousgaard, "Vandmøllerne ved Salten Å", side 94-100.