Kærshovedgaard

Skærbæk Mølle

Gjesse, Lykkens Prøve

Vinding

Vinding, Thygesen

Bogmærke: Rasmus Nørskov

Gårde længere vestpå

Kærshovedgård, Gludstedgård, LI. Hjøllund, Godrum, Kolpensig

Kjærshovedgård lå i den yderste, nordvestlige spids af Vrads Sogn, hvor landet ikke er præget af Salten A, men af Storåen, der fra sit udspring ved Kolpensig løber mod vest. Kjærshovedgård var en enestegård, men en enestegård (enestegård: En gård, som allerede før udskiftningen, havde sin jord uden for dyrkningsfællesskabet. - som regel lå enestegårde uden for landsbyerne.) med regulære matrikelnumre op til 37 er en sjældenhed, og det havde den enkle forklaring, at den nordlige del af Kjærshoved, som navnet antyder, var præget af et meget attraktivt engområde langs Storåen, og disse enge og kær, der som et langstrakt næb eller hoved rakte ud mod Ikast Sogn, var så gode, at man gerne kørte langt for at få del i det gode enghø og enggræsning. Det betød, at der op gennem tiden var kommet mange græsningsrettingheder for byer og gårde langt væk.

Kjærshovedgård var op igennem 1700-tallet en gård delt i to halvdele. Mens det mange steder gik sådan, at en gård, der handledes i halvdele, blev formelt delt i slutningen af 1700-tallet, gik det omvendt med Kærshovedgård, der fra omkring år 1789 igen fik én ejer, da Ole Pedersen havde begge dele (2-6-2-0). Ole Pedersen var en tidligere møller på Skærbæk Mølle, som ved giftermål med Mette Marie Jørgensdatter, Jørgen Christensens datter fra Kjærshovedgård, overtog denne, med svigerforældrene i aftægt. Han efterfulgtes i 1822 af svigersønnen, Svend Christensen.

Kjærshovedgård røg ud af Vrads Sogn ved kommunalreformen, der blev gældende fra 1970. Også tilknytningen til Gludsted ændredes, idet Gludsted som en del af Ejstrup Sogn havde været i Vrads Herred og derfor i amt med Vrads og Them sogne. Ejstrup Sogn blev nu en del af Nørre Snede Kommune og kom i Vejle Amt. Kjærshoved kom, som en del af Ikast Kommune, i Ringkøbing Amt.

Gludsted

Nørre Gludsted i Ejstrup Sogn kom senere til at lægge navn til en af de helt store hedeplantager, Gludsted Plantage, om end Kolpensig og Ll. Hjøllund har lagt langt mere jord til plantagen. Gludsteds historie er ikke undersøgt så nøje som flere af de andre ejerlavs, men i 1688 var der i Nr. Gludsted fire gårde med tilsammen 16½ td. htk. og 185 td. land dyrket jord, og Nørre Gludsted og det lidt mindre Søndre Gludsted udskiftedes i 1796-97.

Gludstedgård eller Mosedal blev samlet i 1845 ved et sammenkøb af 2 bøndergårde og et boelsted, og gården blev på 1403 td. land med et hartkorn på omkring 6 td., Ifølge J.B. Krarup (1896) fik den dog ikke en særlig lovende start, for da manden, som havde samlet den, gik fallit, rev han den ny ejer med, og efter et par kortvarige ejere, købtes den af en godsejer, som hverken Krarup eller jeg kender navnet på, men ved folketællingen 1855 var der bestyrer, Thomas G. Mikkelsen, på en af gårdene i Gludsted. Meningen med godsejerens køb skulle være spekulation i, at den jyske østbane ville blive lagt igennem Gludsted. Det blev den som bekendt ikke, og godsejeren solgte da også gården i 1867. Da var der frasolgt nogle parceller med 150 td. land. Der havde været forsøgt mergling, men det var ikke blevet til noget, før endnu en ny ejer kom til. Han opførte nye bygninger, merglede og opdyrkede hedejord. Efter bare 10 år skulle 250 td. land være opdyrket, men også denne ejer gik fallit. Det var i 1877, hvorefter han rejste til Sydamerika. Ejeren herefter (ved folketællingen 1880) var Ingvard Niels Andreas Helms og ejendommens navn var Mosedal.

Et af problemerne for ovennævnte godsejer var en stor hedebrand, der rasede i sommeren 1859. Den er beskrevet flere steder i meget dramatiske vendinger. Den var forårsaget af, at bonde, Lars Mortensen Skoudal i Over Isen den 7. juli havde afbrændt noget oppløjet hede- og mosejord. Han havde pløjet nogle furer som brandbælte og et par gange tilset det rygende sted; men han havde hverken informeret naboerne eller sat vagt.

Den 12 juli friskede vinden kraftigt op fra sydvest, og den ulmende jord udviklede store flammer, der hurtigt bredte sig og udviklede sig til en hedebrand helt fra Nørlund og over to mil til Hørbylunde. Branden varede 30 dage og der blottedes ca. 800 td. land. Både mårjord og lyngskjold brændte, og det var slemt nok, men efterhånden som det sammenkittede sand (sand-al) blev efterfølgende løsnet af sol og frost begyndte sandfygningerne.

Der måtte nu foretages en sandflugtsdæmpning ved at plante marehalm i striber. Sandflugten blev dæmpet, og de plantede striber resulterede i revler, som ifølge J.B. Krarup var op mod 20 fod høje. Det er ca 6 meter, hvilket jo er en del. Så høje er de ikke nu, men revlerne kan stadig ses i Gludsted Plantage syd for Blåbærhøj. Sandflugten blev dæmpet, men 361 td. land af gårdens jord var så ringe, at det i 1878 solgtes til staten for den meget lave pris af 3 kr. pr. td. land.

Det var måske i højere grad et andet projekt, der medvirkede til at Gludstedgårds fjerde ejer efter sammenlægingen gik fallit. I 1871 købte han den 90 td. land store Ejstrup Sø af et aktieselskab, der var begyndt på at udterre søen. Hele historien skal ikke fortælles her, men der var mange problemer, der bl.a. skyldtes et kraftigt tilløb i søens bund, og selv i 10 alens dybde kunne man ikke nå fast bund. Men med en stor pumpeindsats, der måtte intensiveres efter et par år, blev det meste af søen dog tømt. Den blev planeret, og der blev anlagt kanaler, og arealet blev besået. Men allerede første vinter fyldtes den igen. Igen blev vandet pumpet bort, og om som­meren kunne der ved 3 auktioner sælges for 4000 kr. fortrinlig hø. Men allerede året efter kunne høet ikke bjerges på grund af for stor fugtighed. Der gik kludder i maskinerne, og der manglede brænde. Ejeren kunne ikke skaffe mere driftkapital og tabte modet. Tilbage var kun Sydamerika. Banken i Horsens overtog søen og maskinerne som prioritetshaver. De samlede omkostninger havde været 70.000 kr., men når man tænker på prisen på at gendanne søer, som det lykkedes at afvande, var det måske billigt. For Ejstrup Sø ligger stadig vest for Ejstrup, og den ville man sikkert nødig undvære.

Omkring Gludsted skal det nævnes, at der i 1891 opførtes en filialkirke til Ejstrup Kirke. Ejstrup Sogn var med sine næsten 13.751 ha større end Them med 12.387, og selv om der ikke var så mange mennesker, var der et godt stykke vej mellem Eistrup og Gludsted. I 1840 var der 628 indbyggere i Ejstrup Sogn mod 1692 i Them. Arkitekten var den samme som til Brande Kirke og Vrads Præstegård, Rudolf Frimodt Clausen.

Lille Hjøllund, Godrum, Kolpensig

Lille Hjøllund med 1079 td. land ejedes af kongen. 39 td. var dyrket, men ved matriklen i 1688 var gården angivet at være øde. Hartkornet var her (3-2­1-1). Den gamle midtjyske Alfarvej, Hærvejen, gik over gårdens jord, og gården lå netop, hvor denne vej krydsede vejen fra Holstebro over Gjellerup til Horsens. Det varen god beliggenhed, og det var måske en af grundene til, at præsten i Vinding, Bryrup og Vrads sogne, Mourits Christensen Meier, købte den ud af Skanderborg Rytterdistrikt sammen med Vipskovgård, Sillerup Mølle og en del anden gods. Det var imidlertid først i 1776, at Rasmus Nørskov fik krobevilling på stedet. Rasmus Nørskov havde i 1772 købt Ll. Hjøllund af broderen, Peder Nørskov, og han havde den til 1806. Han var imidlertid ikke kun kroejer, men også kirkeejer, og sognets kirke fulgte kroen i det følgende ejerskab, hvor Niels Villert Hansen dog kun havde kroen til 1809, men kirken til 1817. Anders Vissing overtog kroen, men solgte den straks til Mikkel Sørensen fra Vissing, der imidlertid i 1813 skødede den tilbage til Anders Vissing. I 1815 solgte han den så endnu engang. Denne gang var det til Jens Madsen Sø, som desuden ejede Kjærshovedgård og senere overtog Hampen Søgård, hvor han oprettede Hampensø Kro. Han solgte i 1817 Ll. Hjøllund til Niels Pedersen Gjessø, som drev kroen til 1848, hvor han efterfulgtes af sønnen, Rasmus Peder Nielsen Gjessø. De seneste år havde Niels Pedersen Gjessø været mest optaget af sit nyoprettede maskinuldspinderi, Lykkensprøve, som sammen med stampemøllen Skærbæk Mølle udgjorde en lille tekstilfabrik. Ll. Hjøllund var ved matriklen nedsat fra (3-2-1-0) til (2-3-3-2). Til ejen­dommen hørte desuden en eng i Kjærshoved og en parcel i Asklev, men den blev desuden tillagt den yderste del af Blæsbjerg, Ansø (1d), hvilket senere blev årsag til et interessant mageskifte.Retur til toppen af siden herfra.

Næste generation på Ll. Hjøllund Kro udgjordes af datteren, Ane Marie Rasmussen, og hendes mand, Peder Johansen Søby. I 1885 solgte de ejendommen på i alt 414 ha til Gludsted Plantage.

"Civilisationen" var i 1880'erne kommet til Gludsted og Kolpensig i form af statsskovfoged Marius Andersen og hustru Kirsten f. Stærmose. Hendes bror, Peter Stærmose, var plantør og senere skovrider i St. Hjøllund Plantage. Før århundredeskiftet havde også plantagerne Grane og Kongsø "Stærmoser" i plantørboligerne.

Kolpensig var den arealmæssigt største gård i Vrads Sogn med 1607 td. land, hvoraf 47 td. var dyrket i 1688 og med hartkorn på 3-2-1-2 td. Den havde været krongods, men var ved matriklen 1683-88 ejet af Claus Lihme, som tillige ejede en af gårdene i St. Bredlund samt Kjærshoved, Godrum og Kolpenknob (Knobgård). Kolpensig købtes af etatsråd Rothe, hvis enke i 1786 solgte gården til Søren Nielsen, der havde den til 1803, hvor den ny ejer blev Thomas Christensen. I 1818 fik Peder Sørensen skøde på ejendommen og efter Christian Andersen fra 1832, blev Laurs Laursen fra Vipskovgård ejer.

Godrum var en enkelt mindre gård med 1-0-1-0 td. htk., hvoraf kun 16 td. land var opdyrket i 1688. Ved matriklen i 1844 blev LI. Hjøllund, Godrum og Kolpensig slået sammen til et ejerlav med hovedmatrikelnumre henholdsvis 1,2 og 3, og efter Laurs Laursens død giftede hans enke sig i 1845 med Niels Jensen, som i 1854 delte gården i to næsten lige store dele og solgte (3a) til Niels Nielsen og (3b) til Niels Jørgensen. Det blev til henholdsvis Østre og Vestre Kolpensiggård

Det var året før, maleriet "En Jysk Fårehyrde på Heden" blev verdensberømt, idet det blev udstillet på verdensudstillingen i Paris. Billedet var malet af Frederik Vermehren, og formand for den af Inden­rigsministeriet nedsatte udstillingskomite for verdensudstillingen var daværende direktør for Frederiksværk, E.D. Ehlers, hvis søn blev en af egnens tilplantere.

Den afbillede hyrde boede som gammel i Bording, hvor man kaldte ham "Lille Povl", og i Bording hævdede man, at billedet blev malet på Sejlgård Hede, som på den tid omfattede en del af Sepstrup Hede, hvor der havde været tanken at oprette en vandmølle. Maren Ganzhorn, som var hyrdens barnebarn og i øvrigt kaldte ham for "Povl Skiemand", fordi han en tid havde været omvandrende skehandler, har fortalt museumsmanden, H.P. Hansen, at billedet blev malet i Kolpensigdal, som netop ligger ved skellet mellem Christianshede i Bording Sogn og Kolpensig Hede i Vrads Sogn, samtidig med, at det er tæt på Sepstrup i Them Sogn. Under alle omstændigheder er Vermehrens billede malet i et terræn meget tæt på og helt lig Kolpensig Hede.

I 1877 havde Staten påbegyndt opkøbene til Gludsted Plantage, og af Kolpensig købte man kort efter nogle sydlige parceller på hundrede ha og et par år senere nogle perifere jorder. Begge de to

Kolpensiggårde købtes i 1885 til tilplantning af Staten Ejendommene blev lagt under Palsgård Stats­skovdistrikt, som lededes af skovrider Fabricius. Han havde i 1888 anmodet Marius Andersen om at tiltræde stillingen som skovfoged i Gludsted Plantage. Der var bare det problem, at Marius Andersen var Dalgas' personlige assistent. Den historie fortælles i forbindelse med Gludsted Plantage i et planlagt bind.

 

Kilde:Palle Kousgaard, "Mennesker og Landskab", Side 352 – 355 inkl.