Kærshovedgaard

Skærbæk Mølle

Gjesse, Lykkens Prøve

Vinding

Vinding, Thygesen

Bogmærker: Rasmus Jensen Pårup, Rasmus Jensen Thøgersen

Vinding Sogn
Vinding, Ulstrup, Langballe

Vinding Sogn består af Vinding By og de to enestegårde, Ulstrup og Langballegård, og med sine 6 tilbageværende bronzealderhøje hæver Vinding Ottehøje sig majestætisk over sognet. Hele 145 m over havet er den højeste, som er en af de fem, der ligger på Ulstrupsgårds jord, mens kun den ene er på Vinding Mark.

Henrik Pedersen (1928) har for Vinding by angivet, at der i 1688 var 14 gårde og 1 hus med jord, tilsammen lidt over 52 td. htk. Den dyrkede jord udgjorde for byen 518 td. land og for sognet 634 td. land. Fire huse var uden jord, men ifølge matrikelbogen var hyrden tillagt 2 alb. jord. Vinding var dermed hartkornsmæssigt den største by i den tidligere Them Kommune, om end Salten er større i areal. Ligesom i Velling lå skoven på et nordvendt, stærkt furet bakkedrag ned mod Salten Å.

Vinding Bys ejerlav er på ca. 970 ha, men her til kommer Vinding Skov på ca. 482 ha, som først i 1844 blev selvstændigt, matrikulært udskilt fra Vinding By. Salten Å udgør Vindings nordlige grænse, og omkring Kirkekær i nærheden af åen er sket en fredning af "bøgen", hvor nogle af de tilbageværende bøge er fra tiden omkring udskiftningen. Gennemgående ligger Vinding højt med det meste af byens marker 100 m over havet.

Af gårdene var Præstegården størst med (8-0­3-0). Præstegårdens skov var noteret til 3 fdk., og desuden rådede præsten over "En eng i Klosterkær" takseret til (0-4-2-1). Præstegården var den eneste præstegård i tresognspastoratet, som tillige omfattede Bryrup og Vrads. Af de øvrige gårde var de fem noteret at være ryttergods. De havde forskellig størrelse, og der var fra en til tre fæstere på dem. En enkelt gård med to fæstere tilhørte Skanderborg Slot, og de resterende syv gårde hørte alle under Horsens Hospital, som desuden ejede gårde i Løve. Det var en stiftelse, der var grundlagt i 1560 og senere blev forøget ved gavebreve, og Horsens Hospital forsørgede op til 96 arme og fattige men­nesker, hvoraf 13 af hvert køn kunne opholde sig i senge på hospitalet, hvor der desuden var to dårekister. Indtægterne kom fra landgilde af gårde, som var foræret til hospitalet. Horsens Hospitals gårde var under afvikling op mod år 1800, og hospitalets gårde i Vinding overgik til selveje inden 1787.

Vinding Kirke

En del af tresognspastoratets kirkehistorie er fortalt under Vrads og Bryrup. I Vrads havde man en kort overgang egen præst med præstebolig, men det eneste sted, der var en præstegård, er Vinding. Her udgør kirke med kirkegård, præstegård og skole et hele, som er et væsentligt element i bybilledet.

Vinding Kirke er som de andre kirker uden tårn og opført i sidste del af 1100-tallet, og det er sandsynligt, at stenkirken er opført på en trækirkes sted. Byggematerialet er marksten og især jernal, hugget i kvadre. Jernal kaldes også myremalm, og det fandtes især i moser og andre våde områder og er op igennem tiden blevet brugt til jernudvinding og byggemateriale. Skibets vestgavl måtte imidlertid omkring 1726 ommuredes i mursten. En sjældenhed i murværket er nogle karakteristiske blændinger i to rækker, som findes på langsiderne og på korgavlen.

1500-tallets ombygninger i form af indlagte krydshvælv og nye dekorationer kom også til Vinding Kirke, hvor de ligesom i Bryrup Kirke udførtes af "Liljemesteren". Kirken beholdt dog sit træloft.

Svenskekrigene var en hård prøvelse for pastoratets kirker, som ribbedes for en del af inventaret. Kalk og disk havde man dog selv gemt så godt af vejen, at sættet ikke kunne findes igen, hvorfor kir­keejeren, som da var kongen, måtte levere et nyt sæt af sølv.

Kirkeklokken, "Magister Sveno me fecit", Magister Svend gjorde mig, er fra slutningen af 1200-tallet, og den menes som i Them Kirke at have været forsøgt ophængt i en tagrytter. Det skete i Vinding omkring år 1700, men tilsyneladende var det heller ingen succes i Vinding, hvor kirkeklokken i 1727 ophængtes i et klokkehus på kirkegården. Efter kun 21 år etableredes en klokkestabel ved kirkens vestgavl, som det kendes fra både Vrads og Bryrup.

Vinding Kirke var kun i privateje i 45 år til 1788, hvor Christian Høgh (eller Høy) udstykkede tienden i 15 anparter til sognets hartkornsydere, og i 1912 overgik kirken til selveje.

Udskiftningen af Vinding

Til at varetage udskiftningen i Vinding var antaget velkendte landinspektør Andreas Haar. Der var foretaget en nøje opmåling og taksering af byen, og ved et åstedsmøde d. 8. maj 1788 fremlagde landinspektøren kortet og delingsplanen. Kortet var tegnet i 1785 af landinspektør Lindenhahn og inddelt efter delingsplanen af Andreas Haar, og for Vinding er det første matrikelkort ikke en ny­tegnet kopi fra omkring 1816, men en kopi af selve det gamle udskiftningskort, hvor ejere og fæstere fra 1788 er påført. Kortet er løbende ajourført, og de ny matrikelnumre er indført. Det betyder dog, at selvstændige nye matrikelnumre på ejendomme, udskilt forholdsvis kort tid efter udskiftningen, ikke umiddelbart kan placeres i forhold til udskift­ningen.

Kortet er imidlertid forsynet med et væld af stednavne, der genfindes i delingsplanen. Denne beskriver især hovedloddernes placering, men afsluttes med en omtale af Heden og udlægget af fællesgræsning. Af stednavnene kan man ikke undgå at bemærke de mange benævnelser efter de grav­høje, byen er så rig på. Et andet bemærkelsesværdigt navn er Munkeshave, som formentlig har givet navn til Munkegården. En hauge eller have var tilbage i tiden et mindre græsningsareal ofte med træer. Navne som Kohave og Hestehave er velkendte. Det var næppe munkene, der græssede, men det kunne være et areal, der i klostertiden havde tjent som et græsningssted for nogle af klosterets dyr, ud fra betragtningen, at Vinding helt eller delvis var klostergods.

Ved folketællingen i 1787 bestod Vinding By af 9 selvejergårde og 7 fæstegårde foruden Præstegården. Der var 2 selvejerhuse og 2 fæstehuse samt 3 indsidderfamilier og en skoleholder. Det var en landbrugsby med en smed, men ellers af andre erhvervsdrivende kun en enkelt skrædder. Af selvejergårdene ejede Caspar Lohmann den ene og svigersønnen, Hans Thessenius, en anden; men da udskiftningen fandt sted, var Hans Thessenius og hustru Birgitte Lohmann rejst fra byen, hvilket harmonerer fint med kortet. Justitsråd Thyge Jesper de Thygeson var største lodsejer, og han repræsenteredes af sønnen, stiftamtmand Niels Emanuel de Thygeson.

Delingsplanen i detaljer

Ved sin gennemgang af ejendommene begyndte landinspektør Haar i syd og fortsatte rundt modsat solen eller uret. Ingen af de nedenfor anførte gårdnavne er nævnt i delingsplanen. Kun indgår Nedergård i et personnavn. Gårdnumrene er angi­vet af landinspektøren og er anført på kortet sammen med først angivne beboer- eller ejernavn, men der synes ikke at være nogen speciel logik i dem. Nedenfor anførte matrikelnumre kom til omkring 1820 og blev gyldige fra 1844.

Gård 15 og 16, (15) og (16). Vinding er gennemskåret af Vindingdal med Kringlebæk i bunden, som ifølge landinspektøren var "en stor og med he­ste og vogn inaccesibel dal." Derfor var det hensigtsmæssigt at udflytte to af byens sydligste gårde, så de fik al deres jord syd for denne dal. Det var gårde, der hørte under Mattrup, hvorfor godseje­ren, de Thygeson, kunne acceptere udflytningen, uden at fæstebøndernes eventuelle mening blev refereret. Disse ejendomme var beboet af fæsterne Laurs Christensen og Laurs Rasmussen, og de fik kort tid senere fællesnavnet Lykkensro. Den østre med (15) fik senere navnet Allégården. Stednavnene herude var Døymose Ager, Bredmose Faldet, Sønder Holten, den østre side af Torn Agre, den vestre ende af Dalblokkerne, Holten Hede og Rådalsheden. Gårdtofterne havde ligget på sydsiden af Burgårdevej, men disse kom til at indgå i en ny ejendom. Begge gårdene var på 2-4-1-0 td. htk.

Gård nr.14 og 13, (20) og (21). To ejendomme øst for ovenstående beholdt deres tofter, men fik deres hovedlodder øst for Lykkensrogårdene og Slagballevejen. Det var selvejergårdene ejet af Jørgen Sørensen og Jens Pedersen Nedergård. Jens Pedersens gård havde i byen været den østligste og nederste gård lige over for skolen. De to gårde flyttede forholdsvis tidligt ud på marken og blev til henholdsvis Christiansminde og Vinding Nedergård. Stednavnene i marken var som ved de forrige gårde, men desuden områderne St. og Ll. Højagre. De to gårde var begge på 2-4-1-0 td. htk.

Poulslyst, (28). Helt ude ved Slagballe Mark lå nogle udmarksjorder, som kaldtes Høves Mose, Vestre og Østre Hede Agre, og da det vilde blive "til nogen besværlighed for en gårdmand at tage disse så langt fra liggende jorder i sin udlod", blev det foreslået, at fæstehusmand Poul Mouritsen fik sin halve td. htk. herude, fjernt fra byen, hvor ejendommen fik det besværgende navn Poulslyst og senere matr. nr. 28.

Bortset fra de to egentlige udflyttergårde blev Vinding udskiftet, så de fleste gårde kunne blive liggende, og selv om ordet stjerneudskiftning måske er lidt søgt i så stor og langstrakt en by som Vinding, er det alligevel den bedste beskrivelse af udskiftningsformen, ganske tilsvarende udskiftningen i de andre større byer, Them, Velling, Salten og Rye.

Gård 12, (1). Den store præstegård beholdt sin toft og fik sin jord mod sydøst. Navnet Kierkebierre Ager antyder nærheden til kirken, men eller optræder navne som Stakhøjs Ager, Bred Ager og Inderste Agre, Små Bredde Agre, Horsens Blokker, Tingvejs Blokker, Mel Blokker, Små Høyagre og Peder Andersens Fald. Længst ude lå Lodden Mose, Loddens Mose Blokker og Vorm Ager. En del af Præstegårdens areal mellem Burgårdevejen og Sømosen blev tidligt skilt fra.

Gård 8, (14). Nord for Præstegården fik selvejer Juul Pedersen sin lod. Toften lå ved Gaden og jorden strakte sig øst ud til heden syd for Sdr. Vissing-vejen. Gården var på (2-1-0-1).

Gård 7, (18). Længere mod nord og nord for Sdr. Vissingvejen lå landmåler og selvejer Henrik Kraghs ejendom. Også han beholdt sin toft øst for Gaden, og indlodden strakte sig mod øst ud til Heden. I denne lod dukker nye stednavne op: Røgels Agre, Grysmose Agre, Toftkrog, Knol Agre, Nordre og Østre Langager og Kirke Blokker. Kragh fik imidlertid også ca. 2 ½ td. land toftjord på vestsiden af Gaden, og i denne toft lå en del af et område kaldt Munkeshave. Munkeshave strakte sig over flere andre ejendomme, men formentlig har Munkeshave givet den senere udflyttede ejendom sit navn, Munkegården. Gården var tilsyneladende på 3-5-3-21 td. htk.

Gård 6, (13). Vejen til Addit gik ved det nordlige skel af landmåler Kraghs jord, hvorefter den svingede mod nordøst. Den krydsede herved ind over den jord, Vinding Overgård ved selvejer Jørgen Sørensen Vingum fik tillagt. Gården, der fik matr. nr. 13, beholdt sin toft ved Gaden og tildeltes et stykke af Røgels Agre i nordre side og fik sin jord ud til Heden. Tyve Lang Ager, et hjørne af Lang Ende, samt fællesjorden derved. Vinding Overgård lå i en gruppe af fem gårde og et hus nordligst i Vinding Gade. Jørgen Sørensen var ikke noteret ved folketællingen i 1787, så Vinding Overgård er sandsynligvis den gård, Hans Thessenius tidligere ejede. Størrelsen var 2-4-1-0 td. htk.

Gård 5, (12). Flere af disse nordlige ejendommes bygninger flyttede lidt ud på marken, hvilket også gjaldt denne gård. Den var ejet af Frands Pedersen, som omkring år 1800 efterfulgtes af sønnen Peder Frandsen. Den beholdt sin toft, strakte sig mod øst i Røde Langager og i Rødelangs Faldet. En del af ejendommens nordlige og østlige skel var fælles med Ulstrup. Det bemærkedes, at kørslen til Frands Pedersens lod blev igennem Ole Smeds og Lohmanns gårde, hvor igennem han derfor bestandig skulle have fri fart. Gården var tilsyneladende på 3-2-0­0 td. htk., og den fik navnet Sophielyst efter Peter Frantzens kone, Ane Sophie Larsdatter, men senere har navnet Katrinelund erstattet Sophielyst.

Gård 4. Nord for Sophielyst lå selvejer Caspar Lohmanns gård. Han beholdt sin toft og fik sin jord ved skoven i Falke Kiærs Ager. Til gården hørte det meste af Nordre Rødelangs Ager og en del af Over Lang Ager med derved beliggende hede. Gården fik imidlertid ikke en lang levetid, efter at Lohmann allerede i 1789 solgte den til ejeren af nabogården, Ole Andersen Smed. I 1789 havde Lohmann solgt Fogstrup By til fæstebønderne, og han købte i stedet den store Snabegård ved Vrads. Lohmanns gård var på 2-4-2-2 td. htk.

Gård 3, (11) var selvejer Ole Andersen Smeds gård, som i modsætning til de forrige gårde lå på vestsiden af vejen gennem Vinding Skov til Vinding Tved og videre til Salten Bro. Han beholdt det meste af sin toft, men fordi jorden på dette sted udelukkende var god agerjord, og han derfor ville få for lidt græsning, skulle han have en lod ude ved de Krogede Agre og Fladhøj Agre i hjørnet mellem skoven og skellet til Velling By, hvor skovfogedhu­set Fuglsang lå. Indlodden fik han ved toften i Tværvejs Agre og Nordre Gås Ager.

Den gård, Ole Andersen købte af Lohmann, var af størrelse nogenlunde som hans egen gård. Den indbefattede de udlodder, som gårdene i øvrigt fik tildelt i fælled og hede, og Ole Andersens ejendom, som ved den ny matrikel fik (11), var på 5-1-0-0 td. htk. Han skilte sig imidlertid hurtigt af med den nordligste del af Lohmanns tidligere ejendom. Det blev til de to ejendomme (25) og (26), hvoraf den ene blev til Statene og den anden til Højbo, idet den lå ved "Ottehøje" og med en af højene på ejen­dommen. Også den vestligste udlod ved Fuglsang skiltes fra. Den blev til Peder Bødkers ejendom, Liseminde, senere Pedersminde (24), som var på godt og vel 5 skp. htk. og afgav omkring 4 skp. htk. til smed Jens Nielsens lod.

Da Ole Andersen i 1799 afhændede sin tilbage­værende ejendom til sønnen Anders Olesen, var den på (3-0-0-11/4). Forinden havde Ole Andersen imidlertid lavet sit testamente. Det gik ud på, at Anders Olesen skulle overtage gården med gælden på 550 rdl., og den yngste søn, Rasmus, skulle have en arvepart på 200 rdl., som skulle stå uforrentet i gården indtil 1804. De to mellemste sønner, Søren og Jens Olesen, skulle overtage et sted, Fuglsang, hvor et hus var opført på udmarkslodden. Testamentet var i god tid, for Ole Andersen døde først i 1825, 80 år gammel.

I 1805 solgte Anders Olesen ejendommen til ju­stitsråd de Thygeson, så den kom under det Mattrupske Fideicommis. Ejendommen fik navnet Frederikslund og var nu atter en fæstegård. Sådan gik det også med Fuglsang, som - noget forvirrende - ikke er identisk med skovfogedhuset af samme navn.

På matrikelkortet står der med den ældste skrift no. 3 på den lod, der blev til Fuglsang med matr. nr. 27. Dette må være den agerlod, der blev tillagt skovfogedhuset. Ved folketællingen i 1787 er der ikke anført en skovfoged i Vinding, men ved udskiftningen året efter optrådte imidlertid Christian Sørensen Skovfoged, og hans agerlod var "indbefattet" nr. 7, som fik matr. nr. 10. Navnet Christian Sørensen er på kortet påført og overstreget på matr. nr. 24a, som var bødkerlodden, og (24a) er da også en af de lodder, der tildeles navnet Fuglsang. Man kan derfor undre sig over, hvad Fuglsang egentlig var, men fuglesang holder sig som bekendt ikke inden for ejendomsskel, og det kan blot konstateres, at den lod, der blev til skovfogedhuset Fuglsang i den nordvestligste del af ejerlavet, fik (27) Vinding By, og Fuglsang blev i det hele taget en betegnelse for en samling huse på stedet. I et af disse huse døde Caspar Lohmann i 1804.

Ejerlavsskellet mellem Vinding Skov og Vinding By blev først trukket med virkning for 1844. Om skellet blev trukket, så skovfogedhuset lå inden for eller uden for skovgrænsen, betød ikke så meget, og skovfogedhuset kom til at ligge uden for skovgrænsen. Godt nok blev Fuglsangs jord senere hen tilplantet, men det er en anden historie.

Gård 7, (10) var en fæstegård, beboet af Niels Christensen. Gården havde været ryttergård under den første rytterdistriktsordning, og den bærer derfor stadig navnet Ryttergården. Den fik matr. nr. 10, og indlodden lå nord for toften, som i overvejende grad var den oprindelige toft. I en enklave i ind­lodden lå bødkerens ejendom. Også her beskrives jorden som god, og nye stednavne er Pallis Bank Agre, Wiebusk Agre og Hamp Agre samt Værnhøjs Agre og Sældals Agre. Ejendommen var på 2-4-1-0 td. htk.

Gård 1, (9) var en fæstegård under Mattrup, og den var ved udskiftningen beboet af Simon Sørensen. Han beholdt sin toft og fik desuden en del af Niels Christensens og Christen Sørensens tofter. Indmarkslodden gik ud mod vest for så at svinge mod nord op mod skoven. Sydskellet fulgte Fuglsangvej på et stykke, og her indeholdt lodden en del af Munkeshave. Lodden indeholdt desuden Abelhøys Agre og Smedehøys Agre. Ejendommen, som hedder Vindingholm og fik matr. nr. 12, var på 2-4-1-0 td. htk.

Smedelodden, (23). Smed Jens Nielsen fik tillagt en lod vest for Simon Sørensens. Den fik matr. nr. 23, og på kortet er Ole Andersens navn overstreget, for som omtalt solgte han lodden fra. Navnet Smedehøys Agre tyder enten på, at smedjen også tidligere lå her, eller at den refererer til en ældre smedje, måske fra oldtiden.

Gård 9, (7). Anders Rasmussen beboede en ejendom på 1-0-3-1 td. htk. Bygningerne lå øst for Gaden (Elmegården), men modsat Gaden fik han en toft i Munkeshave på noget over 2 td. land. Den lå syd for Munkegårdens tilsvarende toft vest for Gaden. Resten fik han i Wærnhøjs Ager, Smedehøys Agre og Sældals Ager, og et lille stykke af Abelshøys Agre.

Jordlodden lå vest for Smedelodden, og det var tidligere kirkejord. De nærmere omstændigheder for nedlæggelsen af dette kirkelige enemærke er ikke beskrevet. Formentlig har det drejet sig om jord, der havde været ejet af Vinding Kirke, men ved udskiftningen gik ind i den almindelige pulje. Denne jordlod gennemskæres af Fuglsangvej med det meste liggende nord for, op mod skoven.

Gård 20, (19). På denne gård boede selvejer Rasmus Jensen Paarup. Han beholdt sin toft ved Dammen, heraf navnet Damgården. Han fik derfor også et stykke af Munkeshave, og lodden fortsatte vest­nordvest helt ud til skellet til Velling. I sin hovedlod fik han en stor del af Abelshøys Agre, og nye sted­navne i hans lod var Kielshøys Agre, Tusind Siegs Blokken. Sældals Agre, Saerhøysblokken, Fladhøjs Agre og de Krogede Agre er tidligere kendt, men Rasmus Paarups andel af de Krogede Agre var ved Ulhave. Gården var på (2-5-3-0), og Damgården lig­ger formentlig stadig, hvor den hele tiden har ligget ved Gaden (Burgårdevej) syd for vejen til Velling.

Gård 9, (8). Denne gård er kendt som Vinding Vestergård. Rasmus Thøgersen boede på gården, som var fæstegård under Mattrup, og han beholdt sin toft og fik sin hovedlod mod vest. Også denne gårds hovedlod strakte sig mod vestnordvest ud til Velling markskel, og den gik nogenlunde nord for den daværende vej til Bryrup, som lå nogenlunde hvor banen kom, og naturstien nu ligger. Navnene på loddens fald, blokke og agre er som ved ovenstå­ende gård, men der er også nye navne: Rind Agre, Krebshøys Agre, Gygravs Agre og Karen Povls Hull. Gården havde (2-4-1-0), som sønnen Søren Rasmussen købte af konsul Rasmus Secher i 1831. Retur til toppen af siden herfra. Link til "Lykkens Prøve".

Gård 18, (17). Den sidste gård var den, Jens Schandrup ejede og beboede. Gården hedder nu Nygård. Han beholdt sin toft, som lå vestligst i bunden af Gaden, før den drejede mod øst efter Burgårde. Gården fik matr. nr. 17, og den fik sin hovedlod vest for gården. Nye stednavne er Lund Blokken, Sandgravs Blokker, Små Blokker, Gråbjerg, Brunbierre, Pindel Blokken, Store og lille Vester Skov. Desuden faldt også dele af de ovenfor nævnte agre i lodden. I denne lod var der mere eng, end hartkornet var berettiget til, hvorfor han fik reduceret agerjorden. På et tidspunkt flyttede gården ud på marken, og formentlig er navnet Nygård opstået i den forbindelse. Gården var på (2-4-0-1). Jens Schandrup døde imidlertid i 1798 i en alder af 49 år, hvorefter enken, Maren Eriksdatter, blev gift med Rasmus Jensen Rye, som bosatte sig i Vinding, hvor han desuden erhvervede endnu en gård, så han i 1801 rådede over 2 gårde. Rasmus Jensen solgte en parcel på 0-4-2-1½ td. htk. til Rasmus Thøgersen, men det er usikkert om det var fra denne gård. Rasmus Jensen købte Them Kro i 1803.

Et hus, (30). De tofter og haver, som de først udflyttede gårde med numrene 15 og 16 havde haft, blev tillagt et husmandssted på 4 skp. htk. Delingsplanen angiver husmand Johannes Pedersen som fæster. Hovedlodden strakte sig ud i Lund Blokken og i Lunden under og ved lodden. Navnet Lunden kendes stadig som arealerne omkring den øverste del af Vindingdal og Kringlebæk.

Skolelærerens lod, (6). Skolelæreren skulle efter forordning og fundats have udlagt jord, der skulle give græsning til en ko og seks får. Da det efter plakat af 1784 fra det Kgl. Rentekammer var bestemt, at en kos eller 6 fårs græsning udgjorde "et fuldt høved", og der dertil skulle regnes 2 td. land af den bedste jord, blev det foreslået, at skolen for to høveders græsning skulle have 4 td. land, som bedst kunne udlægges øst for Jens Nedergaards lod i Wegenhøys Ager, og i Roedals Blokkerne mellem Jens Nedergaards og Præstegårdens lod. Skolens lod blev efter kommissionens og lodsejernes beslutning udlagt, så skolen fik halvdelen af præstens lille toft ved degnehuset (hvor Vinding Gl. Skole stadig ligger) og ved et hus, for hvilket Præstegården efter et kongeligt skøde skulle svare 2 skilling årligt til Mattrup. Det var 2 skp. land, justitsråd de Thygeson for eftertiden havde skænket til nærværende og tilkommende skoleholdere.

Et hus, (23b). Her var husmand Poul Mouritsens tidligere toft, som efter oprettelsen af Poulslyst var tænkt overtaget af Anders Rasmussen. I stedet gik den til smed Jens Nielsen. Der er her rettet i den ene af de to samtidige kopier af delingsplanen .

Fællesareal, enge og heder

Formedelst ringhed blev nogle hedearealer og bakker vest for Lykkensro og mellem Kringlebæk og Karlsø og Bryrup Langsø udlagt i fællig, men dog forholdsvis snart efter opdelt. Tilsvarende skete med Vester Skovhede, som lå vestligt i ejerlavet og nord for Kringlebæk, samt heden øst for Skovhede kaldet Heden under Skovmål. Også Sømose Hede blev lagt fælles, men snart efter opdelt, så gårdene fik deres lodder. Disse fremgår af kortet, men er kun summarisk omtalt i delingsplanen. Neden for Vinding Skov ved Salten Å blev desuden udlagt englodder, og Neden Lomkær og Kirkekær blev udlagt til fælles drift for dem, der ikke havde fået nok eng i lodderne.

Vanding af kreaturer i byen var ligeledes et fæl­les anliggende, og de søer og damme, der var, blev oftest udlagt til fælles brug. Her nævnes en på Lohmanns ejendom, to i Munkeshave og en ved selvejer Jørgen Sørensens gård. Som de fleste andre steder udsattes opdelingen af tørvemosen, så Sø­mose blev ikke udskiftet ved denne lejlighed.

Vejene. Slagballevejen mod syd blev udsat øst for de udflyttede lodder. Burgårdevejen blev flyttet, så den forløb langs sydsiden af Præstegårdens lod og svingede mod syd langs skolelodden, hvorefter den i lige linje gik mod sydøst. Vejen til Troelstrup kendes nu kun som Burgårdevejen, men tidligere gik den væk fra denne modsat Slagballevejen, hvorefter den gik ud til Sømosen og syd om denne. Sdr. Vissingvejen gik fra ved Munkegårdens lod og rundt om den østre vanding. Så vidt muligt skulle den lægges i skellet mellem lodderne og blev lidt øst for byen lagt nogenlunde som nu. En ny vej førtes fra denne ned til Sømosen. Formentlig forholdsvis tidligt i 1800-tallet blev den ført til Gaden, som det kendes nu. Første del af vejen til Addit forbi Ulstrup blev lagt i skellet mellem Overgård (13a) og Munkegården (18a), hvorefter den fortsatte som før. Vejen til skoven skulle gå over et hjørne af Ole Smeds Toft, hvorefter den slog et sving mod nordøst, nord om Lohmanns vandsted og til den gamle gade nordpå. Den skulle være 25 alen bred. Vejen vest for Tværvejs Agre mod skoven blev nedlagt, mens møllevejen til Nørre Mølle, nogenlunde den nuværende Fuglsangvej, blev opretholdt, idet den dog så vidt muligt skulle lægges mellem lodderne. På den tid havde Caspar Lohmann lagt al kornmaling på Nørre Mølle, mens Bryrup/Krude Mølle var stampemølle. Både vejen til Velling (som ikke er den nuværende, men snarere var en del af naturstien) og vejen til Vester Skov blev opretholdt. Også Kæmpes Møllevej blev opretholdt. Der blev udlagt 20 alen brede veje til vandstederne i Munkeshave. Driften fra Schandrups gård over Gårdbjerge til Heden (en vis lighed med Nygårdsvej) blev afsat med 16 alens bredde.

Det kryds, der nu kendes i Vinding mellem Ga­den (Burgårdevej/Løndalvej) og landevejen (Vindingvej) eksisterede ikke. Vejen til Velling begyndte ved Nygårdsvej, men er formentlig flyttet i forbindelse med anlægget af Bryrupbanen i slutningen af 1800-tallet.

Den første tid efter udskiftningen

Tilsyneladende gik det nogenlunde med at administrere de områder, der lå i fællig. Det var praktisk, at en af selvejerne i byen tillige var landmåler, for Henrik Kragh udfærdigede i 1794 et kort over dele af græsningsarealet, skoven og heden, hvorefter der fordeltes lodder efter hartkornets størrelse. Der var ikke tale om en egentlig udskiftning af fælles arealer, men om en praktisk opdeling i skifter, som man åbenbart kunne enes om, og en del af denne jord blev dyrket. Enkelte af lodsejerne havde i princippet fået deres græsning tillagt i lodderne. Det gjaldt Præstegården og udflytterne, men præsten ønskede en egentlig udskiftning af fællesarealerne, og da Rasmus Jensen Rye, som var blevet gift med Jens Schandrups enke og nu rådede over to gårde, og Hr. Sommer, pastor emeritus fra Sdr. Vissing, som havde købt landmåler Kraghs ejendom, ligeledes ønskede at græsningsarealerne skulle udskiftes, indkaldtes landvæsenskommissionen til et nyt møde d.18 juli, 1801. Vel var der sket en vis opmåling og afsætning af skel, fremførte pastor Meyer, men de rigtige størrelser var ikke afsat, og meget var endnu ikke opdelt. Såvel Rasmus Jensen som hr. Sommer ønskede tillige skoven udskiftet. Det er ikke til at se, om der blot ønskedes en formel berigtigelse, eller om der lå en mistillid til den opdeling, landmåler Kragh havde foretaget, for det er næsten utænkeligt, at der ikke har været grupperinger i byen med forskellig opfattelser. Selvejer Anders Andersen ønskede ingen udskiftning, men hvis de andre fik udskiftet deres lodder, ville han også. De øvrige selvejere ønskede imidlertid tilstanden fortsat, som den var.

Det længste indlæg kom fra stiftsamtmand Niels Emmanuel de Thygeson, som både repræsenterede sin far, som var største lodsejer, og husmand Jens Olesen, som netop var indkaldt til militærtjeneste for at varetage danskernes interesser i napoleonskrigene. Niels Emmanuel de Thygeson mente, at en udskiftning ikke alene ville stride mod forordningen af 23. april 1781, men endog "imod regeringens almene erkendte grundsætninger og foranstaltninger til skovenes fremme". At det ville stride mod udskiftningsforordningen af 1781, som jo netop krævede al jord udskiftet, var selvfølgelig en tilsnigelse, men stiftsamtmandens uudtalte pointe må have været, at en opgivelse af fællesejet ville medføre en omdannelse af store dele af skovskifterne til agerjord, hvorefter skoven hurtigt ville forsvinde. Da skovskifterne desuden alle var behørigt opdelt og markerede med skelsten og blivende træer, og Rentekammeret havde givet tilladelse til udparcellering af gårde med skovskifter, der fandtes angivet med behørig længde og bredde, burde situationen ikke ændres. Vel underforstået, at de Thygeson fandt en udparcellering uønsket. Han fremførte, at en total udskiftning ville ramme de fattige i Vinding By, hvis hidtil forundte græsning aldeles ville ophøre, så de blev holdt ude af stand til at ernære dem og deres. I øvrigt havde Præstegården nok været med til at holde gærderne rundt om Forten, men havde ikke selv længe haft kreaturer på Fælleden, da Præstegården var tilgodeset i sin egen lod.

Kommissionen bestemte sig for at se nærmere på forholdene på stedet, og ved eftersynet fandt de skoven delt med de "kendeligste skel" i Overskoven og Nederskoven og erfarede, at bønderne bestemt kunne forevise skellene i skovskifterne, som var markerede med trebundne skel. Overskoven og Nederskoven er i Vinding Skov geografiske enheder, og nord for Overskoven fandtes en åben plads, hvor en del jorder var oppløjet og inddelt blandt beboerne selv efter hartkorn. Området kaldtes Tveden, nu Vinding Tved. Desuden lå en del udyrkede parceller ned til engen ved Salten Å. Præstegården havde to skovskifter, som stødte op til disse engskifter. Kommissionen fandt, at situationen i skoven var af den aller vanskeligste med banker og dale, og skoven var mange steder så tæt, at man ikke kunne trænge sig igennem. Opmåling og udfærdigelse af et kort ville være meget bekosteligt. Kommissionen kunne ikke afgøre sagen på stedet, og det står ikke klart, hvilken beslutning, der senere blev taget, men der skulle gå mange år, inden selve Vinding Skov blev udskiftet. Ved udarbejdelsen af den ny matrikel blev Vindings skove et selvstændigt ejerlav, delt mellem Vinding Skov, Langballe Skov og Ulstrup Skov. I en hartkornsekstrakt for Vinding Skov var Overskoven og Nederskoven optaget under matr. nr. 27 med 1-2-0-3/4 td. htk. Af ejere var anført Det Mattrupske Fideicommis, skovejerne og ejerne af Vinding By, matr. nr. 7-18, matr. nr. 23 - 28 og matr. nr. 30 samt Christensen i Krude Mølle.

Arealmæssigt var skoven langt den største del, men i Vinding Skov strækker sig ovennævnte to udparcellerede "bælter". Et tved er et stykket ryddet skov, og "Tveden", som er et relativt fladt stykke i den ellers kuperede skov, har været dyrkede stykker eller græsmarker. Her lå desuden en mergelgrav. De højeste matrikelnumre ligger netop i Vinding Tved, som begynder med matr. nr. 23, men med store spring i rækken når op til nr. 66. En del er dog sikkert tørv skifter. Denne opdeling er vist på sognekortet, dateret 1859, men ved matriklen i 1844 var der ikke højere matrikelnumre i Vinding Skov end 28. Der er tilsyneladende sket en delvis matrikulering af Vinding Tved, inden skoven blev endeligt udskiftet, muligvis på baggrund af Kraghs inddeling.

Andre tidligt oprettede ejendomme

I 1801 var ved folketællingen noteret 39 husstande i Vinding, hvoraf de 31 var i Vinding By, mens de øvrige optrådte under stednavne. I Lykkensro var der foruden de to udflyttede gårde et indsidderhus, og sydpå mod øst lå Poulslyst. Ved Fuglsang lå skovfogedhuset, nu desuden som et husmandssted, hvor fra Jens Olesen ved folketællingen endnu ikke var draget i krig, og i endnu et hus tilbragte Caspar Lohmann sine sidste år, stadigvæk med Elisabeth Brendstrup ved sin side. Liseminde var bødker Peder Andersens hus øst for Fuglsang, og endnu øst­ligere lå de to ejendomme ved Statene. Melbjerg, som senere kom til at hedde Vinding Østergård, var ved folketællingen fæstet af Søren Christensen. Den ligger på Over Burgårde Hede, sydøstligt med skel til Burgårde og Poulslyst og mellem Poulslyst og en hedelod til selvejergården Christiansminde. Hvordan ejendommen, som fik matr. nr. 29, blev oprettet, er uigennemskueligt, for den er ikke med i delingsplanen. Præstegården, som ellers gav jord til mange nye ejendomme, er det næppe, da jorden ikke er opført som tidligere privilegeret jord i matriklen. Da området ikke er med i delingsplanen, kan det være et stykke jord, der har været "til overs" af Mattrups jord efter den endelige opmåling, og så af stiftamtmand de Thygeson er blevet fæstet bort, hvorefter fæsteren, Søren Christensens søn, Christen Sørensen, købte Melbjerg til selveje af konsul Secher allerede i 1831. Endelig boede husmand Niels Andersen i et hus kaldt Hedehus, formentlig også i den østlige del af Vinding.

Langballe og Ulstrup

Vinding Sogn bestod desuden af enestegårdene Ulstrup og Langballe, som begge havde hørt under Skanderborg Rytterdistrikt. Langballe fæstedes af Søren Knudsen og derefter af dennes søn, Christen Sørensen Langballe, som i 1747 blev ejer af Vrads Kirke og 20 år senere af Bryrup Kirke. Langballegård var netop ved rytterdistriktets opløsning fæstet af Søren Knudsen og opgjort til (6-1-2-1) med 3 fdk. htk. skovskyld, mens Ulstrup, fæstet af Rasmus Christensen, var på (4 4 3 2) og 2 fdk. skovskyld. Ulstrup blev bedst kendt i 1800-tallet, da gården købtes af en af egnens initiativrige fynboer, navnkundige Mads Pedersen. Langballegård og Ulstrup kom efter Rytterdistriktets opløsning under Mattrup. Gårdenes skove var sammenhængende med Vinding Skov, men da gårdene var enestegårde, var der ingen udskiftning af hverken ager eller skov.

Uddrag: Palle Kousgaard, "Mennesker og Landskab", side 159- 167 inkl.