Min herkomst og barndom.

Indledning.

Hvis man går på opdagelse i andre grene af nærværende web-sted, vil dele af fortællingerne om mine forældre og bedsteforældre af naturlige årsage være delvise gentagelser, for de står jo nu en gang på deres pladser i anetræet, men i en fortælling om min barndom forekommer det naturligt, at de samles her. Så derfor.

Barndom (og ungdom) var dengang et mere elastisk begreb end nutildags. Den gamle floskel om, at konfirmanden "nu træder ind i de voksnes rækker" var dengang for de fleste en realitet. Barndommen - i hvert fald for de fleste landbobørn - indebar pligter, der dårligt kan betegnes som andet end arbejde: Børnene var de fleste steder en naturlig og uundværlig del af landbrugets arbejdsstyrke, hvilket faktisk var den reelle begrundelse for, at de i modsætning til børn i byerne kun gik i skole hver anden dag. - Den officeielle var, at (børne-) arbejdet i landbruget var en del af uddannelsen på lige fod med skolens, "livets skole" og alt det dér.

Jeg har jo i et selvstændigt kapitel fortalt om min skolegang, som derfor udelades her, selv om min barndom naturligvis ikke sluttede, da jeg fyldte syv år og begyndte i Tulstrup skole.

Om min familie

Mine bedsteforældre

Mors forældre, Sofie og Anton Serup, levede et langt liv i Kølkær på gården “Frødal”, som de ved århundredskiftet overtog fra min morfars far, gamle Kr. Serup, og drev frem til et mønsterlandbrug. Senere overtog morbror Kristian gården - og dem, dvs. fik dem på aftægt.

Mor har fortalt, at det var klart og færdigt aftalt, at hun og far skulle overtage “Frødal”. De havde derfor afhændet deres gård i Christianshede, men så i 11. time, skiftede hendes forældre mening for i stedet at overdrage den billigt til morbror Kristian.

 

Dette "løftebrud" gjorde især far forbitret, en vrede som for hans vedkommende varede livet ud, og som utvivlsomt var årsagen til, at de stort set kun sås til mærkedage. For mit vedkommende betød det jo også, at jeg aldrig fik nogen egentlig kontakt til mors forældre. Det har retfærdigvis heller ikke været fremmende for kontakten, at min mormor var midt i halvfjerdserne, da jeg blev født. Min morfar var imidlertid næsten ti år yngre, dvs. 65 da jeg blev født, men som mor engang sagde: "Han rejner jer et", og så var den potte jo ude. Anton var en succesrig hedeopdyrker og dygtig landmand, som fik stor anerkendelse og nød stor agtelse på egnen. Far beundrede ham i sin ungdom meget og blev ansat som karl (landbrugsmedhjælper) hos ham, vist af to omgange. Her traf han naturligvis datteren: Min mor. Hun pointerede dog senere, at der slet ikke var eller opstod "noget" mellem den. Men de har da i det mindste registreret hinandens eksistens.

Sofie var en usædvanlig kvinde, som knyttede mange livslange venskaber fra to højskoleophold og tjenesteforhold i andre landsdele, venskaber der i vid udstrækning blev opretholdt ved en livlig brevveksling. Hun nedskrev sent i livet en blanding af erindringer og betragtninger over tilværelsen i et stilehæfte, som mor efter fars død overdrog mig, og som jeg omgående renskrev, så vidt som jeg har kunnet tyde håndskriften. Sofie var (som senere min mor) en lidenskabelig "havemand". Der, midt på nyopdyrket hede, dvs. i skarp sandjord, skabte hun en stor og smuk have. Under 1. Verdenskrig var Anton indkaldt til den såkaldte sikringsstyrke i København, og det var i realiteten hende, som drev gården. Mor har desuden gemt forskellige udklip og nogle breve, som sammen med bedstemors hæfte giver et indtryk af hendes familie, hvortil kommer at de er omtalt af H.P. Hansens bøger om hedebønder. Morbror Erik har desuden i en sen alder lavet en lille slægtsbog (“Slægten Dinesen fra Østergård i Søby”) over bedstemors slægt. De sidste mange år af hendes lange liv var hun så plaget af "gigt", at hun sad i rullestol og konstant led af store smerter. Nu til dags ville det utvivsomt være blevet klaret med nye hofter.

Morbror Kristian var ved overtagelsen af gården ungkarl, men da Sofie efterhånden ikke havde helbred til at forestå husførelsen, fæstede han en meget yngre pige/husbestyrerinde, Nitta, som han omgående besvangrede. Hun fik det ikke let, idet hun og svigermor på alle områder var så forskellige, som tænkes kunne: Ikke speciel proper, uinteresseret i have og - efter Sofies mening - alt, alt for god til at bruge penge. Sofie beklagede sig til min mor, der desværre ikke sansede at holde sig neutral, og det endte med, at Nitta sagde til mor, at hun jo bare kunne ovetage de to gamle... Så pakkede mor klogeligt sammen. Man skulle have troet, at der ville være et nært og varmt forhold mellem mor og mormor, hun var jo eneste datter, men det var der ikke. Mor følte, at hun aldrig kunne gøre noget godt nok, fik for megen kritik og for lidt anerkendelse. Det nagede hende nok også lidt, at hun trods åbenlyse gode evner ikke måtte komme i mellemskolen.

Fars forældre, Karen og Peder Johansen, blev gift i Gjellerup Kirke i 1904. Peder Johansen blev født i Serup ved Silkeborg i 1871 og døde i 1935, dvs. 10 år før jeg selv blev født. Min farmor, Karen Christensen, blev født i Gjellerup i 1881 og døde i Kollund i 1960, 78 år gammel. De ligger begravet i Kollund ved Herning.

Desværre husker jeg især Bedstemor Karen på grund af hendes mangeårige kræftsygdom i munden, som medførte en kraftig og meget ubehagelig stank, idet hendes kæbeparti langsomt rådnede op. Vi sås ikke ret ofte, og jeg husker derfor ikke, hvordan hun var som menneske, kun at hun var urgammel, uformelig tyk, altid iført et kæmpestort hvidt forklæde og umådelig grim. Stor var derfor min forbløffelse, da jeg i forbindelse med mit slægtsforskningsarbejde kom i besiddelse af et familiebillede, hvor hun er ung - og smuk som en gudinde, jf. hostående billede, som er "sakset" derfra.

Bedstemor Karen havde en søster, Stine Christensen, som var fars gudmor ved hans dåb den 25/9 1910. - Stine er den senere så berømte “Stine i Aulum”, mor til Niels,  Agner og Ester, samt Laura. De tre forblev ugifte og drev sammen deres fødegård i Aulum. Det har senere vist sig, at man i denne gren af familien har interesseret sig for slægten, og jeg har modtaget en masse materialer (bl.a. omtalte billede), som fører slægten på min farmors side helt tilbage til 1700-tallet og til bl.a. kartoffeltyskere. Farfars gren slutter indtil videre med ham, så det kunne nok være spændende at opspore hans forfædre.

Fars fødehjem er en gård i Okkels ved Kollund. Det drejer sig formentligt om en udstykning fra den store gamle hedegård af samme navn. Gården blev senere overtaget af min fars lillebror, Niels, der blev gift med Anna. De fik tre drenge Verner, Bjarne og Vilhelm. Øvrige helsøskende: Marius og Margrethe, som døde tidligt. Far havde desuden en halvsøster, der også hed Karen, senere gift med Peter “Murer” Lauesen. Farfars 1. kone var nemlig søster til hans 2. ditto. Interesserede kan via anetræet gå på opdagelse i alt dette.

Mine bedsteforældre fik reelt ingen betydning for min/vores barndom: Farfar var længe død og borte, de to bedstemødre gamle og/eller sygdomssvækkede og min morfar gad os ikke... Der var dog - med lange mellemrum - gode sammenkomster med fætre og kusiner, som for et par stykkers vedkommende er blevet livslange.

Vi var således et par gange på ferie i Okkels hos farbror Marius, tante Nina og deres datter, Else. Hun er vist ca. årgang 1941, så det har nok været omkring 1950-51. De havde kort tid forinden fået nyt badeværelse med et rigtigt badekar, som Else straks demonstrerede ved at smide tøjet og hoppe i bad. Knud og jeg stod som himmelfaldne, for det var første gang, vi så et splitternøgent pigebarn. Elses mor kom tilfældigvis ind lige midt i det hele og sagde noget i retning af: "Nå, her er nok herrebesøg" i en tone, der ikke efterlod nogen tvivl om hendes mening. Knud og jeg var bagefter enige om, at tøser godt nok så underlige ud, når de sådan havde fået underbukserne af, men siden har vi da vænnet os til det. Farbror Niels og tante Annas tre drenge havde vi det altid sjovt og hyggeligt med, men både Verner og Bjarne døde ret tidligt. Vilhelm bor i nærhenden af Hjørring på en stor gård, men ham har jeg desværre ingen forbindelse med.

Morbror Erik og tante Else fik to drenge og en pige; Arne og hans kone Nell har vi tæt kontakt med. Morbror Erik blev en succesrig mejeribestyrer på Midtsjællands Herregårdsmejeri ved Glumsø på Sjælland, og det var altid en stor begivenhed, når de var på besøg hos os og vi hos dem - sidstnævnte var kun til konfirmationer, da far jo ikke kunne være borte fra gården pga. dyrene. Den slags ture talte givetvis dengang lige så meget som en tur til USA i dag. Efter at vi havde fået telefon, kunne der ringes mellem de to familier. Det forgik via rigstelefonen (!), og så skulle der holdes kæft, for ellers vankede der. Mors stemme forandrede sig i retning af det mere højtidelige under den slags opkald, og hun råbte så højt, at det næsten gjorde telefonen overflødig. Min fætter Arne har fortalt, at de flere gange var på sommerferie i Kølkær og oplevede disse ferier meget positivt.

Mine forældre

Mor, Sigrid Marie Serup, blev født i 1912 på " Frødal" i Kølkær, og hun døde i slutningen af 2000 i Ikast, knap 89 år gammel. Efter fars død godt tre år tidligere var hun ikke rask længere. Hun var nogle år tidligere blevet behandlet for kræft i tyktarmen, men fik senere lungekræft, skønt hun aldrig havde røget. Hun gik i skole hos lærer Rolsted indtil hendes konfirmation; hun viste særdeles gode boglige evner og Rolsted havde gerne set, at hun kom i mellemskolen i Herning, men fik ingen opbakning i hjemmet, og hun kom i stedet “ud at tjene”. Første gang var som 17-årig hos en fhv. skolelærer i København i cirka 1½ år. Derfra kom hun på Vallekilde Højskole i sommeren (maj - august) 1930, var så hjemme, indtil hun fik plads i huset hos pastor Glarmann’s i cirka 2 år fra november 1931, først i Thyregod (1931) og senere i Skødstrup Præstegård (1328/33). I 1933 kom hun i huset i Herning, ½ år hos Karoline og Niels Overgaard på gården Vejely, som nu er forsvundet på grund af byens vækst. Hun kom igen til København, men vendte atter hjem til Kølkær og den 14/1 1939 blev hun gift med far, som hun mødte første gang på " Frødal", da han tjente der i 1928. Det lykkedes mig efter fars død at overtale mor til at nedskrive lidt om sin barndom og ungdom, men det var desværre nok mindst ti år for sent.

Far, Viggo Skov Johansen, blev født i 1910 i Okkels ved Kollund, og han døde november 1997 i Ikast, 87 år gammel efter ca. 7 års svær sygdom, som også tærede hårdt på mor - og deres forhold. Han kom - som helt normalt dengang - ud at tjene efter at være blevet konfirmeret. Hans forskellige “pladser” ved jeg stort set intet om, men de førte ham efter datidens forhold mere rundt i landet end sædvanligt. Dog ved jeg, at han som nævnt som 18-årig tjente som 2. karl på Frødal, hvor han mødte mor. Han tjente blandt andet i nærheden af Horsens og i Karlslunde på Sjælland. Han var soldat på Bådsmandsstrædes Kaserne (senere berømt som Christiania) og supplerede sin praktiske landbrugsuddannelse med et ophold på Tune Landbrugsskole 1936/37.

Far var landmand med liv og sjæl, fagligt meget dygtig og et såkaldt arbejdsmenneske, der stod op kl. 04:30 HVER morgen for at malke køerne, hvorefter arbejdsdagen fortsatte indtil kl. 18:30, afbrudt af middagsmad kl. 12:00 og en middagssøvn indtil kl. 13. Der var også korte pauser til formiddagskaffe og eftermiddagskaffe. Dette skema gjaldt 7 dage om ugen, dog blev kun dyrene passet om søndagen. Han havde generelt et godt helbred, men fik dog ret tidligt kronisk bronkitis, sikkert på grund af et arbejdsmiljø med vældig meget støv af enhver art - og sikkert også hjulpet på vej af 20-30 grønne Cecil om dagen. Efter en samtale med lægen om bronkitis stoppede han med rygningen fra den ene dag til den anden. Han døjede i en periode også meget med maven. Årsagen viste sig at være et sår på tolvfingertarmen, som han fik behandling for med et pulver fremstillet af en dyrlæge (!) i Viborg - og det holdt ham faktisk symptomfri, hvis ellers ikke han gik over nogle røde linjer i form af store gilder.

I december 1938 overtog de en gård i Christianshede ved Bording - og flyttede sammen uden at være gift, hvilket dengang var helt uhørt. Det blev dog bragt i orden få uger senere ved vielse i den nærliggende Christianshede kirke. Der var ingen fest, kun min farmor og min morfar som vidner. Bagefter, har mor fortalt, løb de med hinanden i hånden over markerne hjem til gården. Da de som omtalt alligevel ikke kom til at overtage "Frødal" i Kølkær, købte de i december 1940 “Lykkens Prøve” i Tulstrup, en noget forsømt gård, som de kom til at drive indtil 1975 - mit barndomshjem.

Lykkens Prøve

Gården, matr. nr. 13e, Tulstrup, ligger på et næsten fuldstændigt fladt terræn mellem to bakker mod nord og syd, hvor Ikast ligger på sydbakken lige syd for Storå. Terrænet er udformet under den sidste istid, idet åen er resterne af en gigantisk flod, der har ført smeltevandet fra isranden ved den jyske højderyg og dannede Karup hedeslette på sin vej mod Limfjorden og Vesterhavet.

Jorden er sandet, men lav. Der er sjældent mere end ca. 1½ meter til grundvandet, som er meget okkerholdig. Af samme grund er området gennemskåret af grøfter, der sørger for afledning af vandet fra en mængde drænrør. Jordbundsforholdene er ganske specielle, idet ganske ubetydelige forhøjninger kan ændre boniteten fra det rimelige til det yderst ufrugtbare; ligeledes kan ubetydelige lavninger være kolde, vandede og sure med ringe mulighed for landbrugsmæssig udnyttelse. Man støder ofte på myremalm i jorden, og disse karakteristiske sten blev ret hyppigt anvendt som byggemateriale i egnens gårde. Således var den nordlige ydermur af  laden på Lykkens Prøve opført af myremalm, desværre nu nedrevet.

Gården har et areal på 60 tdr. land, hvoraf ca. 5 tdr. land i det nordvestlige hjørne er skov. Jorden afvandes af Malmkjær bæk med en “bibæk”, hvilket betød vedligeholdelse af vel cirka 1.000 m vandløb, hvor græssiderne skulle slås og bunden renses hver sommer.

Jeg er helt sikker på, at der ikke findes så meget som én kvadratcentimeter af Lykkens Prøves jord, hvor jeg ikke har sat min fod, fra jeg blev født og indtil gården 30 år senere blev solgt i 1975. På en for mig uforklarlig måde føler jeg mig stadig +stærkt knyttet til denne plet på kloden, ja, jeg kan stadig få en klump i halsen og tårer i øjnene, når jeg kommer i tanker om et eller andet om denne forsvundne tid og verden. De varme sommerdage, hvor man kunne gå om i “æ kall’ fenne” (1), smide sig i græsset med kløver, mælkebøtter, tusindfryd, engblomme og mange andre planter, mens bierne summede i varmen og kalvene gik og gumlede græs i sig eller lå fredeligt og tyggede drøv, mens de adspredt viftede nærgående fluer væk med ørerne og halerne. De barske vinterdage, hvor vi kunne være afskåret fra omverdenen i flere dage, bortset fra kørsel med traktor, hvor isen kunne vokse sig tyk på indersiden af ruderne (der var jo ingen termoruder), og vi følte os underlagt vejret på en måde, som vi ikke kender mere. Sådanne vinterdage var kostalden stadig lun og tryg, køerne så uforstyrligt blide, venlige og tillidsfulde som altid. Udenfor lå snedriverne meterhøje, ja sommetider endnu mere og hele verden var hvid, kold og smuk.

På Det Kongelige Bibliotek opbevares myriader af højopløselige luftfotos, som jeg lidt tilfældigt er faldet over, herunder nogle fra "Lykkens Prøve". Nedenfor vises de som thumbnails; hver af dem er et link til billedet i fuld opløsning, og de er sjove at gå på opdagelse i:

Det første, jeg bilder mig ind at kunne huske, er, at jeg pissede på den glohede kakkelovn, mens jordemoderen gjorde mig i stand efter fødslen. De følgende 3 - 4 år sker der ikke noget af betydning, bortset fra at 2. verdenskrig slutter og vi bliver medlem af NATO i 1949. Sidstnævnte begivenhed var næsten samtidig med, at vi fik leveret teglsten fra Lysbro Teglværk, idet stuehuset jo oprindeligt var tækket med stråtag.

Mærkeligt nok husker jeg flere ting i forbindelse med det gamle stuehus.  Jeg havde det med at kravle op i alverdens ting, hvilket mange gange har bragt mig i ret så farlige situationer. En gang var “æ husstej” sat til, sikkert fordi en af skorstene skulle repareres, og jeg kravlede ufortrødent op og op, indtil stigen ikke rakte længere - og der var stadig et par meter op til tagrygningen, som jeg forcerede ved at hale mig op ved hjælp af stråene i taget. Efter at have nydt udsigten skulle jeg jo ned igen, men det virkede af en eller anden grund noget farligere end opturen, så jeg skreg på hjælp og blev til sidst reddet ned af far.

Mens stråtaget blev udskiftet og huset i det hele taget blev kraftigt ombygget, blandt andet blev de to kvistværelser tilføjet, udgjorde tagkonstruktionen et fristende men farligt klatrestativ. Ved en lejlighed knækkede de rådne lægter, jeg svang mig i, og jeg styrtede ned, ikke bare til loftsgulvet, for det blev også for en stor dels vedkommende udskiftet, nej, jeg faldt hele vejen ned gennem huset lige til jeg ramte stuegulvet to etager nede - uden at komme noget til, bortset fra at jeg slog hovedet, hvilket vel af mine læsere vil blive misbrugt som forklaring på min senere udvikling eller mangel på samme.

Ved indkørslen var der tre store elme. Engang klatrede jeg så langt op i den ene, at grenene knækkede, og jeg styrtede ned med hovedet først, hvilket jo let kunne have været dødbringende, men skæbnen eller tilfældet havde manet det således, at mit hoved ramte lige ned i helt løs jord efter en netop tilkastet rende med en bredde på vel ca. 40 centimeter. Grøften var gravet til afløbsrør fra en septiktank til vort nyinstallerede toilet, træk og slip. - Jeg blev på en måde reddet af lortet… 

I maj 1950 blev Aage født. Jeg husker ikke noget om, at mor var gravid, men pludseligt en morgen var han der; jeg husker bedst, at vejret var ualmindelig varmt og dejligt. Han blev hurtigt en pestilens, dels fordi jeg hurtigt skulle hjælpe med at passe ham, dels fordi han stjal al opmærksomheden med sine lyse krøller, så alle konerne var ved at falde i svime af benovelse. En gang havde vi mange gæster og mor stod og stod og pralede med, at vidunderet allerede som ca. 1-årig faktisk var så godt som renlig, men da hun løsnede bleen, som hun  - bare sådan for en sikkerheds skyld - havde anlagt, væltede der lort ud over det hele i ubeskrivelige mængder… Oh, salig fryd. Han blev aldrig nogen legekammerat, dertil var aldersforskellen på fem år for stor, og både Knud og jeg opfattede ham som forkælet og derfor irriterende, forkælet, fordi der aldrig blev stillet krav til ham på samme måde som til os. Han har sikkert omvendt oplevet, at det har været svært at være den lille og aldrig eller kun sjældent at blive lukket ind i vores verden. Knud kom fra Tulstrup til mellemskolen i Ikast,  da han fyldte ti år, samme år som jeg begyndte i Tulstrup skole, hvorefter han fik helt nye kammerater i Ikast. Vore veje skiltes så at sige, og vi fik nok mindre med hinanden at gøre end forventeligt blandt søskende.

Vi havde tidlige daglige pligter i bedriften. Det kunne være at feje i staldene, hente køer hjem fra marken, hjælpe til i høsten, fordre hønsene, samle kartofler op, kalkning af bygningerne og hjælpe til i haven. Efterhånden som vi blev ældre voksede pligterne tilsvarende. Der var ingen gyldige undskyldninger bortset fra sygdom. Tæsk var en altid nærværende trussel, som dog kun yderst sjældent blev omsat i handling. Det kunne være en lussing eller en omgang med "æ rew", rebet, i en passende længde og lagt dobbelt.

Jeg husker faktisk ikke, at jeg nogensinde fik nogle af rebet, men jeg husker tydeligt to lejligheder, hvor det var overhængende. Stuehuset var bygget tæt op ad kostalden; der var kun en smal passage, så smal, at en knægt på 7-8 år sagtens kunne møve sig op til tagskægget ved at "gå" op af murene med ét ben på hver bygning. Oppe under tagskægget på kostalden var der nemlig en fuglerede, der skulle undersøges nærmere. Uheldigvis var bygningerne nykalkede og mine gummistøvler var møgbeskidte, hvilket jo uundgåeligt satte sine tydelige spor på de nykalkede vægge. Far greb mig på fersk gerning og beordrede mig til selv at hente et stykke reb i passende længde inde i kostalden... Han var fulgt efter mig, og jeg fandt da også et velegnet stykke, som jeg overrakte ham. I samme sekund snurrede jeg rundt og spænede ned gennem midtergangen, drejede til venstre nede ved roeskæreren og videre rundt gennem fodergangen foran køerne med far lige i hælene, men da jeg nåede til enden af den, hørte jeg nogle halvkvalte lyde fra ham: Han var kommet til at grine - og så var faren drevet over i denne omgang - ingen tæsk.

En anden gang havde Knud og jeg være henne hos vores nærmeste nabo, en stor og varm familie med hele seks børn, for at lege. Vi havde fået besked på at være hjemme til en bestemt tid, men var blevet så opslugt af legen, at tiden helt løb af med os. Da vi nærmede os hjemmet, kunne vi se far stå i indkørslen, svingende med rebet - men lige før vi nåede helt hen til ham og straffen, drejede han om, og vi slap med skrækken. Han fortalte mange år senere, at synet af vore skrækslagne og tårevædede ansigter havde fået ham til at opgive sit forehavende. Min gamle ven, Jens (Skjærbæk), har fortalt, at de havde lignende metoder i hans hjem. En gang, hvor han havde forbrudt sig, blev han beordret til at hente en passende kæp til sin far. Han fandt så en kæmpe-kæp, nærmest en bjælke, som han pligtskyldigt dumpede for fødderne af faderen, men fik naturligvis straks  besked om at finde en mindre, hvorefter han fandt en lille bitte kvist, som han så afleverede... Han slap også - og blev senere skoleinspektør...  

Hele gården med tilliggende jord var én stor legeplads for os, og når det ikke slog til, var der naboejendommene, herunder især 15-20 tdr. land lige nord for os: Æ merlgrav, mergelgraven (4). Som tidligere nævnte ligger gården i et helt fladt område mellem to bakker, mod syd en bakke, som Ikast er vokset op på, og mod nord med skel til "Lykkens Prøve" rejser landskabet sig atter ret brat i noget, vi bare kaldte "æ bakker", bakkerne (3). I disse bakker lige nord for os havde der været gravet mergel i umindelige tider. De ældste af dem var givetvis udgravet med håndkraft, for de allerede dengang overgroet med lyng og fyrretræer, og de efterladte skrænter var synlige som store ar, når vi kiggede mod nord. Men her lå der også gemt en gammel og næsten bundløs grav med græsklædte skråninger og kanter, der var begroet med vandplanter ca. 2 meter ud fra bredden. Herefter gik det lodret ned til guderne må vide hvilken dybde. Graven havde i sin tid været tilsluttet en mergelbane, der førte ind i graven gennem en slugt fra vest, og i den ende var der ca. 30 meter med en svag skråning indtil ca. 1,5 meter, hvorefter det også her gik lodret ned i dybet. Men denne vestlige ende udgjorde en meget lille badestrand, der på varme sommerdage faktisk tiltrak en del mennesker. På alle andre sider var der stejle skråninger mellem 10 og 20 meter over vandspejlet.

Forvovne unge karle kunne finde på - med tilløb - at foretage udspring herfra og ud på det dybe i mergelgraven. Hvis ikke de nåede langt nok ud, risikerede de at brække halsen eller ryggen. Jeg husker, at far undertiden svømmede en tur rundt i graven med mig hængende om halsen. Her lærte jeg at svømme. Princippet var enkelt: Swim or sink. Nogle år senere genåbnede man graven, eller rettere åbnede man nye (6) og langt større grave tæt op ad den gamle. Det gav et noget skræmmende indtryk af, hvor dyb en mergelgrav kan være. Gravene løb naturligvis fulde af vand, hvis de ikke løbende blev holdt tørre ved bortpumpning af det tilløbende vand. Her tog jeg mig som teenager nogle gevaldige svømmeture, alene naturligvis. Få år senere overtog Ikast kommune hele området for at bruge det til losseplads - og hjemsted for millioner af rotter. Da jeg var en lille dreng, forekom bakkerne med skrænter og mergelgrave hemmelighedsfulde og farlige. Der var ret mange rævegrave, og min mors frygteligste trussel var truslen om at gå op til ræven, "æ røw" - jeg blev helt ude af mig selv af rædsel, og hun kunne få mig til hvad som helst, bare hun vil love ikke at gøre dette.

Jagt. Vores ca. 5 tdr. land skov (2) grænsede op til mergelgraven. Skoven var naturligvis en oplagt tumleplads for os med bygning af huler, på, over og under jorden samt klatring i træerne. Efter at vi havde luftbøsse og senere salonriffel var det også et meget værdsat jagtrevir. Jeg havde tidligt en voldsom lyst til at gå på fuglejagt uden smålig skelen til, af hvilken art de måtte være, skønt far havde indskærpet, at jeg/vi kun måtte skyde gråspurve, der regnedes for skadedyr. Jeg har nok kun været 6-7 år, da jeg lavede min første slangebøsse, hvorefter ingen fugl kunne vide sig sikker, men træfsikkerheden var jo ringe, så det blev kun til meget få nedlagte fugle. Det blev der imidlertid lavet helt om på i 1954, hvor jeg var fyldt 9 år. Da var vi nemlig en tur i Børkop hos en fætter til far, og han havde en meget kraftig luftbøsse af mærket Diana - med riffelgang. Den var træfsikker og dødbrindende på mindst 30 meter, og da vi skulle hjem, hylede vi, indtil far endte med at købe den. Herefter var der i de følgende år - med skam at melde - kun få overlevelseschancer for fugle på "Lykkens Prøve". Vi havde altid nogle katte, og en af dem, en ret stor rødbroget hunkat med navnet "Jenny", opdagede snart mine evner, og den fungerede herefter som min jagthund. Som om dette ikke var nok, gik der ikke lang tid, før vi oprustede med en salonriffel, som er er absolut dødbringende våben, med en sikkerhedsafstand på ikke mindre end 2.000 meter med de store patroner, LR (Long Rifle), som vi tankeløst brugte. Men det var dengang helt lovligt! Nu kunne der også jages store fugle såsom fasaner, viber, hjejler og lignende. Ved en enkelt lejlighed skød jeg en fasan i luften med salonriflen; det var en ren refleks og meget John Wayne - agtigt...

Leg. Knud og jeg legede (og sloges!) naturligvis med hinanden, mens Aage på grund af aldersforskellen nok for det meste var udenfor. Boldspil (fodbold) fyldte nok mest. Det foregik i gummistøvler og med en elendig gummibold mest på gårdspladsen med en ladeport som mål. Mor syede selv det meste af vores tøj. Det foregik ofte til langt ud på aftenen på en gammel Singer-symaskine, som blev drevet af en pedal under maskinbordet. En gang havde hun fremstillet en meget flot jakke til Knud, en såkaldt lumber-jakke, som hun havde lagt et meget stort antal timer i, og som passede ham perfekt. Allerførste gang han havde den på, skulle vi spille fodbold i æ kal'fenne (1), som imidlertid foruden kalve også blev brugt til gamle søer, altså meget store grise, der mindst én gang havde født smågrise. For ikke at svine jakken til under spillet lagde Knud den uden for det elektriske hegn rundt om marken, og vi spillede bold en rum tid, indtil vi så et frygteligt syn: En gammel so var i fuld gang med at æde jakken; vi styrtede til for at redde, hvad reddes kunne, dvs. hive den ud af gabet på den, hvilket desværre kun var det ene ærme, resten havde den ædt. Det er med dyr som med mennesker: Alt det forbudte, det på den anden side af hegnet, er det mest attråværdige, og soen kunne - ved at lægge sig på knæ - lige akkurat få fat på jakken. Jeg har nok aldrig set mor så vred, som da vi troppede op med det ene ærme og fortalte, hvad der var sket. Knud fik bank, simpelt hen bank. Men mest af alt legede vi med naboens (Gjesse) børn, og det var helt fint, at det var piger. De to ældste af de 6 børn var godt nok var drenge, men de var ældre end os. Der var mange forskellige lege:

Gemmeleg, der jo kunne forgå inde, dvs. i stuehuset, i lade og stald, og ude i have og hegn.

Sparke til dåse var en udendørs afart af gemmeleg: I en optegnet ring med en diameter på flere meter blev der anbragt en dåse. Den der "var den" skulle så inde i ringen tælle til 100 med hænderne for øjnende, mens de øvrige deltagere gemte sig. Dåsevogteren råbte så "hundrede - nu kommer jeg". Men for at finde de gemte måtte han/hun jo forlade dåsen, og så gjalt det for de gemte om at sparke dåsen væk, inden vogteren nåede tilbage til ringen. HVIS vogteren nåede først tilbage, eller bare opdagede en af de gemte deltagere, løb han/hun tilbage til ringen og råbte "En, to, tre kroner for (navn)", og så var det den pågældende, der skulle være ny vogter af dåsen, tælle til hundrede osv. Det var faktisk en vældig god leg.

Så var der boldspillet Antonius, hvor der var to deltagende hold, et hold på hver side af et højt hus, f.eks. en staldbygning, hvor man let kunne komme fra den ene til den anden side forbi en gavl. Man brugte typisk en tennisbold, som det ene hold kastede over bygningen, idet kasteren med høj røst råbte Antonius. Hvis det andet hold så greb bolden, måtte griberen løbe om til det andet hold og forsøge at ramme en fra holdet med bolden, hvilket gav et point.

Pind, at spille pind, foregik med to mursten stillet på højkant (på den lange led), en kort pind (ca. samme længde som en musten) og en lang kæp. Den lille pind blev enten lagt på tværs af de to mursten eller på langs af den ene af dem, regende 5-10 cm ud over den ene ende. Kæppen brugtes til at slå bedst muligt til pinden, så denfløj så langt væk som muligt. - Varianten med den langsliggende pind indebar, at man slog hårdt ned på enden af den, hvilket fik den til at rotere hurtigt om sin længdeakse - og gjorde den næste umulig at gribe i luften. Også her var der naturligvis to hold, hvor "udeholdet" vandt retten til at komme ind og slå til pinden, når/hvis det lykkedes at gribe pinden. Det var absolut ikke nogen ufarlig leg - men sjov.

Hønseringe. I en periode gik vi meget op i at spille med og om hønseringe. Der blev udvalgt en væg eller mur, og skulle modstanderne kaste sine ringe (en enkelt eller flere sammenkoblede) hen mod muren. Den, der kom tættest på uden at ramme væggen, havde vundet og fik alle de øvrige deltageres (kastede) ringe.

Det var altid dejligt at være sammen med Gjesse-børnene, der var ualmindeligt søde. Vi blev aldrig uvenner, og der var ikke noget med, at vi drenge bildte os ind at være de overlegne, for det var vi faktisk ikke. - En gang mente vi dog at have fundet en disciplin, hvor vi måtte være de skrappeste, nemlig den ædle sport at tisse længst. På broen (6) over bækken stillede vi op til konkurrence for at få afgjort dette vigtige spørgsmål. Knud og jeg lagde ud og sendte en stråle mange meter ud i bækken og regnede med, at tøserne så ville anerkende vores overlegenhed på dette felt. Men nej, Søster og Mie trak bukserne ned, satte sig til rette og kneb med fingrene sammen et eller andet sted i nedre regioner - og sendte hver en stråle klart længere end os...

Drengefødselsdage. Efter vi var begyndt i skolen, var det kutyme at invitere drengene i klassen til fødselsdag, og det gjaldt for alle - næsten uden undtagelse. Det faste indslag var moderens chokoladebord med kager til - og gaven, der normalt var 1 krone/person, som dog kunne fraviges, såfremt giveren kunne finde en gave til denne pris, f.eks. en kuglepen, der dengang var noget helt nyt og relativ dyr. (Til gengæld klattede den næsten altid). Der var vist ingen faste regler for lege, men en flok drenge ender/endte altid med det uopslidelige: Røvere og soldater, så der kunne blive noget, der mindede stærkt om slagsmål. Vi var næsten alle fra en gård eller et husmandssted og derfor fortrolige med husdyrenes forplantning. Hvis det var en ko, kom dyrlægen (senere inseminøren) og ordnede paragrafferne, hvis det var en so, ringende man efter ornemanden (æ wunnimand), hvis medbragte orne straks forelskede sig i den liderlige so og resolut sprang op på ryggen af den, hvorefter naturen gik sin gang, jojo. Men en gang vi var til fødselsdag hos Sigvald, havde de netop besøg af æ wunnimand, og ornen var i løbet af ca. 1 minut blevet enig med soen om, at det skulle være de to. Blandt gæsterne var imidlertid også Preben (ham med cykelpumpen), men hans far var murer, så for Preben var det en helt ukendt verden, og han gik på det nærmeste amok: A vil sier, a vil sier, skreg han og sprang ind i svinestien og fik på det nærmeste næsen i klemme mellem de i denne sammenhæng afgørende legemsdele. Vi andre rystede på hovedet og fattede ikke, at han kunne tage sådan på vej over den slags, jamen herregud da.

Arbejde - landbrugsmedhjælper. Som det nok fremgår af ovenstående, var min barndom ikke udelukkende slid og slæb (!), men der var aldring nogen tvivl om prioriteringen: Arbejdet var vigtigst. Et afgørende vendepunkt var, da vi fik den første traktor, naturligvis en lille grå Ferguson, muligvis i 1955 og i hvert fald senest i 1956, jf. billedet ovenfor fra påsken i 1956. Vi var - trods alt - for små til at kunne tumle hestene, men så var der mange gøremål i stalden, og vi kunne også samle kartofler op, noget som foregik kravlende på knæ. I stalden var der altid noget at tage fat på: Midtergangen skulle fejes to gange om dagen, hvorefter der skulle strøes sand på. Køerne skulle have hø og halm, der blev serveret fra fodergangen foran dem. Fra vi var 10-12 år kunne vi også muge hos køer og grise. Der skulle hjælpes til ved tærskning i laden, f.eks. ved at tage halm og avner fra. Hønsene skulle fodres og der skulle muges i hønsehuset. Vi var heller ikke ret gamle, før vi kunne hjælpe med roehakningen, både første og anden gang. Hjælpe mor med at holde haven med at skufle og slå plæne - allerede tidligt "hjalp" vi også med jordbærrene, under trussel om selv at få nogen på bærret...

Den lille grå Ferguson var en revolution, disruption, ville man sige nu. Pludselig kunne 10-12 årige børn lave en voksen mands arbejde, ja undertiden endda bedre, idet det tog (lang) tid for den ældre generation at omstille sig fra heste til traktor; vi andre fik det bare i blodet. I begyndelsen efter den lille grås ankomst sloges Knud og jeg helt bogstaveligt om den. Sommetider vandt han, andre tider gjorde jeg. En måske lidt overset effekt af omstillingen var, at hestene i sig selv var ret tidskrævende at passe, og desuden åd de en masse foder, så en ganske stor del af gevinsten var sparet hestefoder og -pasning.

Far havde svært ved at slippe dem, og karakteristisk nok beholdt han en af dem, Grå Skimmel, i et år eller to, uden at formålet stod helt klart. (Da han mange år senere satte køerne ud, beholdt han også lige en enkelt - angiveligt til mælk og smør...). Mekanisering af landbruget gik meget hurtigt. Allerede i februar 1959 blev den lille grå udskiftet med den nye,større og langt mere avancerede (røde) Ferguson 35. Den havde bl.a. reduktionsgear (dvs. to gearstænger) og hydraulik med automatisk dybdekontrol, forbedringer som gav nye muligheder for at bruge meget arbejdsbesparende redskaber som f,eks. grønthøstere og roeoptagere med læsseelevater. Netop sådanne maskiner anskaffede far sig sammen med en nabo (Carlo), idet de forudsatte to traktorer, men kapaciteten var så stor, at det aldrig gav problemer. Samarbejdet var faktisk endog meget hyggeligt med en særlig stemning. Få år senere blev indsatsen yderligere øget med en Massey Ferguson 175 (diesel), der havde trækkraft til at klare en bugseret 9 fods JF mejetærsker. - Hvis man lægger mærke til det, må man undre sig over landbrugets umættelige appetit på større og større traktorer; i dag er de alle med 4-hjulstræk, og mange af dem har forhjul, der er større en baghjulene på den lille grå Ferguson, og så er de udstyret med klimatiserede og lyddæmpede styrtsikre førerhuse.

Vore to første ferguson'en havde intet sikkerhedsudstyr OVERHOVEDET, og der skete da også mange dødsulykker ved væltning eller tipning bagover, hvorved føreren meget ofte blev klemt ihjel. En anden klassisk kilde til ulykker var en uafskærmet kraftoverføringsaksel mellem traktor og redskab; når den (uafskærmet) snurrede rundt, kunne den meget let gribe fat tøjet og trække personen med rundt, hvilket som regel også var den visse død; ikke sjældent var det børn, som det gik ud over. Endelig var der den hyppigt forekommende ulykke ved, at børn og andre simpelt hen blev kørt over. Personlige værnemidler var der heller ikke, f.eks. høreværn og støvmasker, hvilket påførte mig varig nedsat hørelse. Trods disse forhold blev jeg aldrig træt af at køre med traktor; man føler sig faktisk meget produktiv på sådan én.

Ferie(r) sammen med mor og far er hurtigt fortalt: Jeg/vi var nemlig ALDRIG nogensinde på ferie sammen med dem, men det var mine kammerater nu heller ikke. Dyrene og arbejdet skulle jo passes, så det indgik slet ikke i nogens forestillingsverden og var derfor heller ikke noget savn. Men fra jeg var 11 år (1956) og 2-3 år frem, var jeg hvert år på en uges ferie i Rolfsted på Fyn hos Erna (kusine til mor) og Verner og deres to døtre, Bente og Lene, der hhv. var lidt ældre og lidt yngre end mig. Det var meget søde mennesker og derfor et dejligt hjem at gæste. Foruden landbrug havde de også en stor frugt- og bærhave med ribs, solbær og moreller, der blev plukket og leveret i Rynkeby, hvis ellers ikke stære og solsorte kom først, og de skulle derfor bekæmpes, dvs. skydes, et "hverv" som jeg med påtog mig med stor glæde. Det foregik naturligvis med salonriffel...

Hvis vejret var til det, kørte vi ofte til Kerteminde Nordstrand for at bade. Jeg rejste med tog Herning - Odense og retur. Der kunne også være transport i bil, hvis pigerne skulle på ferie hos os. Forbindelsen var helt sikkert den senere forudsætning for, at jeg kom på efterskole i Sdr. Nærå, der ligger bare ca. 5 km vest for Rolfsted; så havde jeg en slags livline der, hvis det skulle blive nødvendigt - hvad det dog aldrig blev.

Jul og Nytår. I december 2016 fik jeg en opfordring fra 6-årige Sofie. Hendes 0'te klasse indsamlede beretninger fra bedsteforældre om, hvordan de holdt jul som børn, så hvorfor ikke bare bringe den:

Kære Sofie,

Nu skal du lige høre lidt om, hvordan jeg, din Bedstefar, fejrede jul som barn.

Mine forældre, altså dine oldeforældre, havde en gård langt ude på landet; faktisk var der 4-5 km til nærmeste by, som var Ikast inde midt i Jylland. På gården var der høns, grise og køer samt - da jeg var en lille dreng - også heste. Dyrene skulle jo altid passes uanset om det var weekend, jul eller påske, og derfor havde dine oldeforældre heller aldrig ferie.

Nå, men julen glædede jeg mig helt vildt meget til. Det begyndte den første søndag i december, hvor juletræet og al julepynten i Ikast altid blev tændt, og det skulle vi naturligvis se samt måske købe de første julegaver, eller bare se på vinduerne med alle herlighederne. Vi fik nu ikke ret mange gaver, måske et par stykker hver og min store bekymring var at få en blød pakke, dvs. tøj, nej det skulle være en bil til at trække op eller en bog, da jeg var allerede som barn var vild med at læse.

Vi havde også en julekalender med låger nummereret fra 1 til 24 og bag nummer 24 gemte der sig ALTID et juletræ. De 24 dage til jul føltes meget lange, allerværst var den 24, altså den dag hvor det var juleaften. Klokken 12 om middagen fik vi altid risengrød som en slags opvarmning og så sneglede tiden sig ellers af sted. Sidst på dagen hørte vi radio, hvor der var julehilsener fra danske skibe, som jo kunne være overalt på Jorden. Hilsenen begyndte altid på samme måde: "Officerer og besætning på (og så skibets navn) ønsker alle en glædelig jul og et godt nytår. Skibet befinder sig i (og så navnet på havnen)".

Fra vi var 6-7 år skulle mine to brødre og jeg hjælpe til med arbejdet på gården, mere og mere efterhånden som vi blev ældre, og fra vi var 12-13 år lavede vi stort set det samme som de voksne. Det kunne være at fodre dyrene, at muge under dem eller lave markarbejde med traktor og maskiner, men Far, altså din oldefar, lavede altid allermest. Han stod op HVER morgen kl. lidt i halv fem og begyndte arbejdet i staldene. Det var også dér, han sluttede med aftenmalkningen af køerne, indtil klokken var cirka halv syv - og det gjaldt også den 24. december.

Juletræet havde Far og Mor, altså din oldefar og oldemor, pyntet aftenen før og stillet det ind i en krog i stuen, så det bare skulle trækkes ud og have stearinlysene tændt, inden vi kunne danse om det - men først skulle vi jo spise, og der var efterhånden en fast skik for, hvad vi skulle have, og det var først suppe kogt på en af vore egne høns, som Mor selv havde slagtet, så fik vi tarteletter med høns i asparges, så fik vi jo også brugt hønsekødet, og til sidst fik vi risalamande med mandelgave. Min storebror, Knud, var fuldstændig vild med tarteletter, og et år spiste han alene 16 af dem - hans personlige rekord... men det var jo juleaften, så han måtte godt. Og det var efter mindst tre store portioner suppe!

Så skulle der vaskes op, juletræet kom ud på gulvet og stearinlysene blev tændt, men mens dette stod på, måtte vi ikke være i stuen, først når alt var klar, blev døren åbnet og vi måtte endelig, endelig komme ind. Der skulle nu danses om træet, mens vi sang en masse julesalmer, og så, så skulle vi have julegaverne. Spændingen var udløst og julefreden sænkede sig over hele huset. Men så blev der serveret julegodter, som min mor selv havde lavet: Marcipankonfekt, flødekarameller, pebernødder, brunkager, figner, dadler, nødder og appelsiner.

Min mor havde et værre hyr med at forhindre vi børn i at spise hendes julegodter inden jul, så hun gemte dem så godt hun kunne, og det blev nærmest en sport for os at finde dem, men vi turde ikke spise ret meget, for så fik vi bank... En gang kom hun farende og råbte: "I har været i julegodterne klokken et kvarter over fire". Hun havde nemlig gemt noget i bornholmeruret, hvor vi havde fundet det igen, men uret var gået i stå, mens vi smovsede lidt i godterne, uden at vi havde lagt mærke til det. Nej, hvor blev hun gal, og hvor fik vi skældud.

Det var nogle dejlige jul, vi havde, selv om der ikke var så mange gaver, men det gør jo ikke så meget, når maden er super god og man har det rart med hinanden, mens man spiser julegodter til man er ved at revne.

Med kærlig julehilsen fra
Bedstefar i Esbjerg. (December 2016)

Nytårsaften var næsten lige så spændende. Allerede før jul begyndte vi at købe krudt - fyrværkeri - så langt, som lommepengene nu rakte. Der var kinesere, helt små (=damefis), små, store og så i næste kategori - kanonslag, der var blå, og som igen fandtes i flere størrelser. Det største gav et drøn, der kunne høres mange kilometer borte, og som fik nærliggende huse til at ryste, så vinduerne klirrede og pudset dryssede ned fra lofterne. Der var skruptudser og hundepropper (med tilhørende hundepistoler), bordbomber og knaldperler og raketter og sikkert mange flere slags.

Også nytårsaften satte mor alle sejl til i køkkenet, men jeg husker ærlig talt ikke den konkrete menu, som sikkert var den samme over mange år, men hønsekødssuppe har utvivlsomt været en af retterne. Så snart middagen var overstået drog vi afsted med krudtet. Først hen til Gjesserne, hvor der blev fyret, så man knap kunne se en hånd for sig, og børnene kom ud for at tage del i skyderiet. Så blev vi inviteret ind og budt på kager og julegodter, inden vi drog videre til andre nærliggende gårde, hvor sceneriet gentog sig, og hvor vi kunne være så heldige at møde nogle andre drenge med nogle af de allerstørste kanonslag. Vi kom aldrig til skade, selv om sikkerhedsbriller og lignende jo ikke var opfundet endnu. Trods ihærdige anstrengelser lykkedes det aldrig at få skudt det hele af nytårsaften, men det var også sjovt de følgende dage.

Afslutning.

Vi voksede op på en egn, som var stærkt indremissionsk, dvs. vore forældre var ikke, men alle naboerne var. Det tænkte vi nu ikke så meget over, selv om det f.eks. gav sig udtryk ved, at de under ingen omstændigheder arbejdede på søndage (bortset fra pasning af dyrene), og at der ikke fandtes spillekort i hjemmene. 500 blev i stedet spillet med såkaldte æselkort, så på det punkt var forskellene så at sige ens. Der måtte heller ikke bandes i de hjem, men det måtte vi nu heller ikke i vort. Spiritus og vin var bandlyst, men det blev serveret hos os, når der var gæster, altså bortset fra naboerne, som de/vi sås med 1 gang årligt. De skulle gå i søndagsskole, hvilket vi slap for. Da jeg var helt lille, blev jeg puttet i seng af mor, og så skulle vi slutte med følgende lille aftenbøn:

Nu lukker sig mit øje,
Gud Fader i det høje,
i varetægt mig tag!
Fra synd og sorg og fare
din engel mig bevare,
som ledet har min fod i dag!

Peter Foersom, 1813

Min gamle ven Jens (Skjærbæk), der voksede op i et meget missionsk hjem, hævder, at han stadig er småtraumatiseret over, hvordan det prægede hans barndom og ungdom - og følte angiveligt af samme grund, at han simpelt hen var nødt til grundigt at overtræde de fleste af missionens normer og regler. Han har åbenbart ikke hængt nok i, for det plager ham stadig, siger han... Det er f.eks. først i de senere år, han har opgivet ofte udtalte planer om at brænde missionshuset ned til grunden, men det kan måske også skyldes, at det nu fungerer som klubhus for en motorcykelklub?

Nu kunne man så tro, at fik en anderledes fri opdragelse, men det var ingenlunde tilfældet. Det lå vore forældre meget på sinde, at netop fordi de ikke var missionske, så skulle vi være pletfrie, hvilket nok ikke helt lykkedes, for mit vedkommende måske til dels fordi jeg jo som ungt menneske kom meget sammen med samme Jens...

Jeg tænker mest tilbage på min barndom som en god tid. Vi fik bestemt lært at bestille noget, at gøre en indsats og ikke rutte med pengene, men der var også plads til leg. Da jeg mod alle forventninger ønskede at forlade landbruget, fik jeg deres støtte til det. Og det er i virkeligheden stort. Jeg er i hvert fald taknemmelig for det.

Esbjerg, februar 2018.